Så blev det lille juleaften. Som barn var jeg helt oppe og køre over julen og kunne aldrig få jul nok. Det er selvfølgelig stilnet temmelig meget af med alderen, men jeg holder nu stadig ret meget af julen. Særligt efter vi har fået Vigga og jeg føler, at jeg igennem hende genoplever mange af mine egne juleminder fra barndommen. Det er egentlig meget hyggeligt.
I dag var vi en tur i Anemone teateret for, at se Maries julegave. Jeg havde ikke de helt store forventninger og syntes faktisk, at det lød en smule kedeligt. Billetkøbet var fra min side nok mest mangel på bedre og ærgelse over, at Rosas julebal ikke kører i år.
Min forventning blev dog gjort til skamme og det var simpelthen så fint er stykke med den sødeste historie. Det var faktisk også relativt sjovt og jeg tog mig selv i, at grine højlydt flere gange.
Vi har aldrig været på Anemone teateret før og der var VIRKELIG hyggeligt. Det var småt, men hyggeligt. Vi kommer helt klart tilbage og til foråret tror jeg vi må ind og se “Frøken ignora eksploderer”. Jeg har en fornemmelse af, at karakteren er baseret på Vigga.
Efter teateret var vi ude og bytte lidt af Viggas fødselsdaggaver. Det er altså lidt utaknemmeligt, at have fødselsdag i december måned. For det første er der en milliard mennesker i butikkerne og for det andet, så er alt det hun ønsker sig udsolgt. Men sådan er det og hun må vente med at få de sidste ting til engang i det nye år.
Vi spiste frokost på Bistro Royal i dag. Jeg har egentlig ville prøve stedet længe, men vi kommer sjældent væk fra Amager. Man skulle tro vi var indfødte. Men Bistro Royal var et virkelig fint sted. Det levede bestemt op til mine forventninger og kan sagtnes anbefales – også med børn. Vigga var vild med deres burger og onion rings i hvert fald.
Foruden vores lille familieudflugt har vi skulle ordne en masse praktiske ting så som bilvask. Det kan jeg afsløre vi ikke var de eneste der skulle. Hold nu kæft, hvor var der mange mennesker alle vegne.
Og så var der lige ris a la manden. Eller risengrøden som skulle laves i dag og mandlerne som skulle smuttes og hakkes. Nu er det meste vist også klaret og dagen er gået.
Vigga glæder sig meget til i morgen, men faldt heldigvis hurtigt i søvn. Det var et værre cirkus dagen før hendes fødselsdag, så det frygtede jeg lidt. Det må være al den bilrengøring, som havde udmattet hende.
Nu er der vidst bare tilbage, at ønske jer alle en glæde jul.