Jeg har siddet og læst gamle indlæg her på bloggen. Pludselig gik det op for mig at jeg har blogget om mange vigtige og personlige ting dengang jeg startede bloggen – dengang at den højst sandsynligt havde meget, meget få læsere. Jeg tænker at det er lidt ærgerligt og at mange af de ting jeg har skrevet om, hurtigt nævnt eller blot hentydet til er meget vigtige for at forstå, hvordan Ea og jeg er forældre. Hvordan vi har, og stadig er, påvirket af et hårdt fertilitetsbehandlingsforløb og et endnu hårderede graviditetsforløb, som endte for tidligt.
Et af de indlæg jeg læste var om da vi holdt navngivningsfest for Vigga, hvilket blev holdt d. 5. maj 2012. Vigga har været knap 5 måneder gammel og derfor omkring de 3 korrigeret. Jeg nævner i indlægget, at Vigga for første gang skal møde en stor del af hendes familie og vores venner for første gang. Dette beretter lidt om, hvor meget vi havde skærmet hende og hvor meget vi havde isoleret os selv som familie. Kun få i vores omgangskreds havde mødt hende og endnu færre havde fået lov at holde hende. Vi havde ikke været klar til at dele hende med resten af verden og til at lukke op for alle de indtryk det ville medføre for Vigga.
Men dagen var kommet og jeg tror næsten vi var klar. Vi havde aftalt at hun ikke skulle holdes af andre, da vi ville undgå at hun eventuelt blev overstimuleret. Vi havde skærmet hende i høj grad og vi havde ingen anelse om, hvordan hun ville reagere. Vi åbnede dog lidt op for det med at lade andre holde hende, da jeg syntes det var svært at sige nej. Dog var det kun få stykker som spurgte og det var uden tvivl dejligt, at se den glæde andre kan få af at holde ens barn. Hun var er og stadig ubeskrivelig dejlig.
Vi havde valgt at Vigga skulle navngives. Det var slet ingen diskussion herhjemme og en dåb kom aldrig på tale. Hverken Ea eller jeg er religiøse og derfor betyder religiøse traditioner intet for os. Vi valgte at kalde festen hendes “velkommen til verden” fest – for det var meget mere en velkomstfest end en navngivningsfest.
Ea og jeg ønskede os en hyggelig, afslappet og dejlig dag sammen med Vigga og vores familie. Afslappet er vidst efterhånden vores mellemnavn. Men vi fik sådan en dag og det var smadder hyggeligt. Vi (særlig Ea) havde brugt en del uger på at lave pynt til lokalet. Det var ikke kønt, så det trængte virkelig til en opstramning, så at sige. Selv flagrankerne måtte vi lave selv for, at få de helt rigtige farver. Jeg må dog sige at det var et ret hyggeligt projekt og vi var meget stolte af os selv, da vi endelig var færdige. For foruden af være et hyggeligt projekt, så var det også er stort projekt.
Jeg vil afslutte med at fortælle, at Vigga klarede dagen som den seje tøs hun nu er. Det var absolut intet og hun var på ingen måde blevet overstimuleret. Overlast havde hun heller ikke lidt, selvom hendes mødre var meget bekymret. Tror at denne dag var med til at vise os, at hun måske godt kunne klare lidt mere end vi vidste
Det var en rigtig dejlig dag ❤❤❤