Jeg har lige været igennem lidt af en krise; Som nogen nok ved, så har vi planlagt at det er Eas tur til at bære det næste barn. Graviditet og fødsel er noget hun rigtig gerne vil opleve på egen krop og det har jeg fuld forståelse for. Selv har jeg dog haft lidt krise over aldrig at skulle opleve det igen. I princippet kunne jeg sagtens, hvis jeg besluttede det. Jeg synes dog det er for risikabelt – både for vores familie og for et eventuelt kommende barn.
Til at starte med kan jeg jo ikke bare lige blive gravid. Min ene æggeleder er lukket og jeg skal derfor igennem en ret så omfattende (hvis jeg selv skal sige det) IVF (reagensglas) behandling. Vigga var vores sidste fryseæg så vi skal starte helt forfra, hvis det blev aktuelt. Fertilitetsbehandling er psykisk hårdt og jeg tror ikke jeg har lyst til at sætte Ea og jeg i den situation nu, hvor vi også har et andet barn som vi skal være der 100% for. Der er jo ingen som kan forudse om det tager 1 forsøg eller 10.
Udover hele fertilitetsproblemet er der jo også det med at føde for tidligt. Kvinder, som jeg selv, der føder for tidligt på grund af tidlig forkortet livmoderhals føder ofte for tidligt igen. Min livmoderhals forkortede sig meget tidligt i graviditeten og første gang jeg blev indlagt pga. “truende for tidlig fødsel” var i uge 23. Desuden var min graviditet var temmelig problem fyldt, da jeg blødte en del fra start. Vi vidste derfor aldrig helt om vi var købt eller solgt og dette skabte megen bekymring og tristhed hos os, hvilket jeg ikke har lyst til at Vigga skal opleve.
Jeg er bange for at skulle være sengeliggende fra et tidligt tidspunkt, så jeg mister en masse tid med Vigga og så er jeg dødsens bange for at skulle føde for tidligt igen. Vigga kom 32+1 og vi har været så heldige. Hun har ingen markante mén af at være født knap 2 måneder før tid og det er vi så taknemmelige for. Jeg kan huske der hele tiden var meget fokus på at jeg skulle “samle benene” til uge 32 og jeg fik en masse ros på neonantal for at være nået så langt (hvilket er en smule fjollet for jeg kunne jo ikke gøre meget fra eller til). Men som sagt. Første gang jeg blev indlagt var i uge 23, hvor det hele heldigvis gik i sig selv.
Vi ville ikke kunne bære at jeg skulle føde for tidligt en gang til. Vi synes det var et hårdt forløb og vi bliver stadig triste når vi tænker tilbage. Og måske er vi ikke ligeså “heldige” som sidste gang…
Jeg synes heller ikke det er et forløb som Vigga skal være en del af, hvis hun kan slippe. Det er vigtigt for mig at hun ikke skal opleve mig indlagt over en lang periode, sengeliggende og fraværende. Jeg tror hurtigt man kan komme til at stå i et dilemma i mellem sit store barn og sit nye for tidlig fødte barn. Man kan trods alt ikke være to steder på en gang.
Nå. Hold da op. Jeg har virkelig mange argumenter for, hvorfor jeg ikke skal være gravid igen. Men når vi har en anden mulighed vælger jeg altså fravælge endnu en graviditet. Det har været ret hårdt for mig at skulle forene mig med tanken, men jeg tror jeg er ved at være der. Der er bare noget helt specielt ved at have liv i maven, mærke de små bevægelser og se maven vokse. For ikke at tale om tætheden, nærheden og amningen. Jeg elsker virkelig at amme – må amme Vigga til hun bliver 18 (joke selvfølgelig).
Der er jo aldrig nogen garanti for at Ea ikke skal føde for tidligt. Men i det mindste er hendes chance for det ikke øget på samme måde som min. Jeg må også sige at jeg faktisk glæder mig til at stå på den anden side. Det er ikke mig som skal scannes med dildoscanneren, det ikke mig som skal have morgenkvalme og det er ikke mig som skal i gennem en smertefuld fødsel. Jeg kan sidde på den anden side i den gode stol og sige “ja, ja så slemt er det heller ikke – har jo selv prøvet det” 😉
