Regnbuebarnetvigga

I går læste jeg et indlæg om hjemmepasning på denne blog. Jeg måtte jo straks til tasterne, da det er et emne som ligger mit hjerte nært. Meget nært endda.

Da Vigga nærmede sig institutionsalderen tog vi selv et valg om, at hun skulle hjemmepasses. På daværende tidspunkt hørte man ikke så meget om hjemmepassede børn og det var heller ikke noget der var oppe på de sociale medier, som det er i dag.

Jeg mener til stadighed, at det er den største gave at vi nogensinde har givet Vigga – og os selv. Det var Ea som sagde sit job op og passede hende hjemme – mens jeg stadig studerede. Ea passede Vigga hjemme sammen med vores nabos datter, da det hele også skulle kunne løbe rundt økonomisk. Havde vi valgt at passe hende alene, hvis vi havde haft muligheden? – ja, det havde vi nok. Men det gjorde vi ikke og i dag er Vigga og Petrine stadig bedste venner. De har et helt særligt bånd og det er også en gave for dem.

Bekymrede vi os om omverden og deres meninger? Nej, ikke rigtig. Vi vidste det var det rigtige for vores barn. Jeg tror på at det er det rigtige for alle børn, men jeg tror til gengæld ikke at det er det rigtige for alle forældre. Og man skal kun passe sit barn hjemme, hvis man ikke kan lade være.

Gik hun glip af en masse socialt og fik dårlige sociale kompetencer? Nej, tværtimod. Hun er vanvittig god socialt fordi hun havde voksne omkring hende, som havde tid til at støtte hende i hendes sociale relationer. Hun havde tid og ro til at lære tingene i hendes tempo. Der er masser af mennesker i København som hjemmepasser og der er så let at møde andre på legepladser m.v. Det er den sidste bekymring. Børn i 0-3 års alderens vigtigste behov er desuden omsorg, nærhed og tryghed. Ikke socialisering. Sorry.

Var det ikke forfærdeligt at køre et barn på 2,5 år ind i en vuggestue? Svaret er nej. Hun var fyldt med tryghed, hun kunne forstå hvad der skete og vidste vi kom og hentede hende igen. Selvfølgelig var vi selv bekymret for det, men hun klarede det uden problemer. Jeg kender flere pædagoger, som siger de har gode erfaringer med at køre hjemmepassede børn ind.

Ville vi passe hjemme igen? Ja! Jeg tror slet ikke vi ville sende et kommende barn i institution. Børnehave er noget af det værste vi har udsat Vigga for jeg vi fortryder det inderligt. Vi ville nok passe et kommende barn i vores private pasningsordning og håbe vi kunne finde en flok børn, som ville være her til skolestart. Det tror jeg faktisk ikke ville være et problem. Mange mennesker leder efter alternative pasningsordninger, da det er ved at gå op for folk at de kommunale dagstilbud bare ikke er gode nok. Ned til 3 minutters voksenkontakt i tiden er bare ikke godt nok!

Vores private dagpleje og nok lidt et personligt oprør over daginstitutionen. Jeg tror ikke på den. Jeg tror ikke på, at den medfører særlig mange gode ting for børnene. Jeg er selv pædagog og daginstitutionen er det sidste sted jeg kan holde ud at være. Hvordan mon børnene så har det? Det spørgsmål har måtte stille mig selv ofte.

Er dagpleje bedre end daginstituionen? Hell yeah! Der findes sindssygt mange dygtige dagplejere derude. Både kommunale og private. Mange pædagoger har også valgt at blive private dagplejere fordi forholdene bare ikke er gode nok i institutionerne; for hverken børn eller voksne! Og jeg kan garantere at de modtager mere end 3 minutters voksenkontakt i timen.

Jeg vil dog holde på, at alle familier skal gøre hvad der er det rigtige for dem. Ellers bliver det aldrig det rigtige for barnet. Jeg vil dog opfordre alle til, at tænke over hvor meget tid deres børn bruger i institutionen. Har man en bedsteforælder som kan hente tidligt engang i mellem så er det guld værd for barnet.
Jeg vil også opfordre alle der overvejer hjemmepasning til at gøre det. Man skal aldrig tænke på omverdens reaktioner – man skal følge sit hjerte.

For fire år siden skrev Ea et indlæg om det at vælge pasning fra til sit barn. Det kan læses her.

Vigga startede i 0. klasse i sommers. Det vil sige at hendes første skoleår lakker mod enden. Vigga endte med at starte på vores lokale skole, som vi ikke ønskede for hende. Jeg har skrevet lidt om der her. Heldigvis er alle vores bekymringer omkring skolevalg og skolestart blevet gjort til skamme. Vigga stor-trives i sin skole. Hun elsker at gå i skole. Hun er et barn som elsker faste rammer og opgaver. Derfor passer hun vidst meget godt ind i den danske folkeskole. Vi havde skrevet hende op til den Grønne friskole, men jeg tror ikke hun ville trives i deres tænk-ud-af-boksen værdier, så på den måde var det jo meget fint at hun endte i folkeskolen.

Som skrevet havde vi en masse bekymringer i forbindelse med skolestart. Hun gik i en forfærdelig børnehave, hvor hun aldrig kom til at trives – og jeg får stadig ondt i maven når jeg tænker på det. Derfor var det ekstra vigtigt for os, at hun kom på en god skole, en god frit og i en god klasse. Men den slags kan man jo aldrig forudse.

Heldigvis er alt gået så godt. Hun fandt sig hurtigt en bedsteveninde på fritten, som hun også er kommet i klasse med. Det er generelt søde børn som går i hendes klasse og alle pædagoger på både frit og skole og fantastisk dygtige og søde.
Det har virkelig været et step op fra børnehaven.

For et par uger siden var vi til skolehjem samtale og det gik SÅ godt. Jeg synes jo Vigga er fantastisk og jeg er virkelig stolt af hende. Stolt af hvor stort det lille menneske er. Men da jeg kom ud fra klasselokalet efter samtalen var jeg ekstra stolt. Hun fik stor ros socialt. Hun var en rigtig god ven og var meget omsorgsfuld og venlig over for alle. Hun var god til at inddrage andre i de lege hun er med til og vil altid gerne inkludere dem som ingen har at lege med.

Hun er meget videnbegærlig og er god til at række hånden op og spørge ind til de emner de har i klassen. Hun er ikke så fantasifuld og gider ikke fjolle-lege (der ligner hun mig på en prik og hverken hun eller jeg har et snært af fantasi).
Hun er rigtig godt med fagligt (hun har knækket læsekoden, men læser selvfølgelig på begynderniveu) og er faktisk så godt med, at de var i tvivl om hun kedede sig lidt og skulle have noget ekstra. Vi oplever dog ikke at hun keder sig, men synes at timerne er spændende, så det aftalte vi at hun ikke skulle.

Men altså. Hold kæft jeg er stolt af hende. Hun er bare sej til at gå i skole. Al det hårde arbejde med at opdrage sådan en lille fis har givet pote og hun er sgu blevet til et fantastisk menneske. Jeg er især stolt at hendes sociale skills. Det er noget som har været vigtigt for mig altid; at hun er omsorgsfuld og opmærksom på andre, at hun er en god ven. Vi har virkelig talt meget om det og det er klart det sted hvor jeg er “strengest”. Jeg kan se igennem fingerne med meget, men i vores familie behandlinger vi hinanden og andre ordentligt 😉 En sætning jeg har sagt meget. Jeg tror virkelig på, at man kommer langt med gode sociale egenskaber.

Så ja. Vi er to meget stolte mødre herhjemme. Nu venter en nyt eventyr; nemlig 1. klasse.