Så blev det lille juleaften. Som barn var jeg helt oppe og køre over julen og kunne aldrig få jul nok. Det er selvfølgelig stilnet temmelig meget af med alderen, men jeg holder nu stadig ret meget af julen. Særligt efter vi har fået Vigga og jeg føler, at jeg igennem hende genoplever mange af mine egne juleminder fra barndommen. Det er egentlig meget hyggeligt.

I dag var vi en tur i Anemone teateret for, at se Maries julegave. Jeg havde ikke de helt store forventninger og syntes faktisk, at det lød en smule kedeligt. Billetkøbet var fra min side nok mest mangel på bedre og ærgelse over, at Rosas julebal ikke kører i år.
Min forventning blev dog gjort til skamme og det var simpelthen så fint er stykke med den sødeste historie. Det var faktisk også relativt sjovt og jeg tog mig selv i, at grine højlydt flere gange.

Vi har aldrig været på Anemone teateret før og der var VIRKELIG hyggeligt. Det var småt, men hyggeligt. Vi kommer helt klart tilbage og til foråret tror jeg vi må ind og se “Frøken ignora eksploderer”. Jeg har en fornemmelse af, at karakteren er baseret på Vigga.

Efter teateret var vi ude og bytte lidt af Viggas fødselsdaggaver. Det er altså lidt utaknemmeligt, at have fødselsdag i december måned. For det første er der en milliard mennesker i butikkerne og for det andet, så er alt det hun ønsker sig udsolgt. Men sådan er det og hun må vente med at få de sidste ting til engang i det nye år.

Vi spiste frokost på Bistro Royal i dag. Jeg har egentlig ville prøve stedet længe, men vi kommer sjældent væk fra Amager. Man skulle tro vi var indfødte. Men Bistro Royal var et virkelig fint sted. Det levede bestemt op til mine forventninger og kan sagtnes anbefales – også med børn. Vigga var vild med deres burger og onion rings i hvert fald.

Foruden vores lille familieudflugt har vi skulle ordne en masse praktiske ting så som bilvask. Det kan jeg afsløre vi ikke var de eneste der skulle. Hold nu kæft, hvor var der mange mennesker alle vegne.
Og så var der lige ris a la manden. Eller risengrøden som skulle laves i dag og mandlerne som skulle smuttes og hakkes. Nu er det meste vist også klaret og dagen er gået.

Vigga glæder sig meget til i morgen, men faldt heldigvis hurtigt i søvn. Det var et værre cirkus dagen før hendes fødselsdag, så det frygtede jeg lidt. Det må være al den bilrengøring, som havde udmattet hende.

Nu er der vidst bare tilbage, at ønske jer alle en glæde jul.

15696672_10154221970497218_1310754972_o

 

Orv. Så gik der alligevel en uge fra sidste indlæg. I sidste uge blev jeg ramt af en ond, ond omgang omgangssyge. Jeg var SÅ syg og måtte for første gang lukke dagplejen på grund af sygdom. Det har taget mig lidt tid at komme ovenpå igen, men jeg er ved at være der.

I søndags tog vi på, hvad man nærmest kan kalde familieudflugt. Eas forældre, lillesøster, niece og os selv tog til Hedelands veteranbane i Hedehusene. Det er ikke et sted jeg hverken har hørt om eller været før, da jeg ikke er den helt store togentusiast – tro det eller ej.

På Hedelands veteranbane er det dog, i december måned, muligt at tage et damptog til en destination, ca. 20 minutter væk, hvor man kan købe juletræer. På stedet stod der spejdere, som solgte både glögg, æbleskiver og varm kakao. Juletræet kunne man tage med i toget tilbage. Det var altså en ret hyggelig måde, at hente juletræ på og anbefalelsesværdig, hvis det skulle interesse nogen. Vigga synes det allerbedste ved turen var, at prøve at køre i damptog – og hun er ligesom sin mor heller ikke den store togentusiast – men indtryk har det da gjort.

Vi har ikke selv købt noget juletræ i år. Først og fremmest fordi vi skal fejrer jul hos Eas forældre, men også på grund af dagplejen. Det ville hurtigt blive noget rod med 7 børn i alderen 1-2 år og et juletræ. Så det er blevet fravalgt i år. Vi var dog hjemme hos Viggas mormor og morfar for at hjælpe med at pynte juletræet, som vi hentede i Hedeland. Så oplevelsen er Vigga da ikke helt gået glip af.

Hedelands veteranbane

For et par år siden stoppede jeg så småt med at blogge. Det var der en rigtig god årsag til. Min kone, verdens dejligste, blev ramt at stress. Ea som ellers emmer af overskud og har så megen omsorg for alle. Det kom som et lyn fra en klar himmel.

Vores hverdag blev vendt fuldstændig op og ned. Ea som er praktikeren i vores familie, den som holder orden og struktur i hjemmet, blev syg af stress og måtte slippe alt. Der stod jeg pludselig alene med barn og hjem. Jeg lærte hurtigt at når én i familien rammes af stress, så rammes alle. Jeg forstod det ikke helt i starten og må ærligt indrømme, at jeg nok ikke var verdens største støtte.

Ea havde fået et arbejde, som var hovedårsagen til hendes sygdomsforløb. Jeg tror at dette er en del af svaret på hvorfor jeg havde svært ved, at forstå hun havde det så skidt. Jeg var jo ikke en del af det såkaldte problem og oplevede ikke den hverdag, som havde gjort hende så syg. Min udgangspunkt var nok lidt a la; hvis du er ked af dit arbejde, så må vi jo bare finde et nyt til dig. Når jeg ser tilbage på dette i dag, så har det jo været helt ude i skoven, og det er jeg rigtig ked af.

Hverdagen i vores familie ændrede sig brat. Jeg skulle lige pludselig finde ud af, at jonglere en masse ting på egen hånd, hvilket var mig meget uvant. Jeg tror dog på mange måder det var sundt for mig og jeg lærte en masse af det. Da jeg ligesom fandt en rytme var der bestemt også stor selvtilfredstillelse i, at kunne klare hverdagen selv. Al respekt til enlige forældre.

Det hårdeste ved Eas sygdomsforløb var klart, at jeg fik svært ved at kende hende. Hendes personlighed ændrede sig markant. Til tider havde jeg følelsen af, at bo med en fremmed – en jeg slet ikke kendte. Selvom jeg ikke var den syge, så var stressforløbet fuldstændig drænende for alle i vores lille familie og jeg mistede alt mit overskud. Her i blandt mistede jeg lysten til at blogge. Jeg slap det fuldstændig. Stoppede med at svare tilbage på mails, stoppede med overhovedet at kigge på bloggen. Al mit overskud koncentrerede sig om Vigga, Ea og mig selv. Om at vi skulle have det så godt som overhovedet muligt – i den situation vi nu var endt i. Det ville jeg selvfølgelig ikke gøre om for noget.

Jeg tror der gik omkring seks måneder, hvor Ea havde det virkelig dårligt. Herefter begyndte det langsomt at gå fremad. Det var museskridt. Efter 10 måneder blev hun raskmeldt og herefter begyndte jeg langsomt, at kunne genkende hende igen. Støt og roligt.

Selvom det i dag er over to år siden, at Ea blev syg så er det stadig en del af vores hverdag. Ea skal passe på sig selv og vi skal hjælpe hende. Vi skal faktisk alle passe på hinanden. Vi har lært at det er vigtigt at huske sig selv og hinanden. At det er okay, at få Vigga passet eller bede hinanden om at få lidt alenetid. Vi har særligt lært, at det er vigtigt at passe på sig selv i sit arbejde og hvor vigtigt det er, at kunne sige fra. Heldigvis har både Ea og jeg nu fået et arbejde, hvor vi sætter rammerne – hvor vi kan passe på os selv og hinanden. Det er vi virkelig taknemmelige for.

Selvom stress stadig er en del af vores hverdag, så ser vi sjældent tilbage på det. Vi prøver at tænke frem i stedet og tænke på fremtiden…

stress

 

Juleaften er lige om hjørnet og det er derfor ved at være sidste udkald for indkøb af juletøje Jeg har som altid været i god tid og har selvfølgelig allerede indkøbt Viggas julekjole.

Der er mange gode bud på juletøj rundt omkring. Personligt er jeg ikke til, at sløjferne bliver alt for store og farverne alt for vilde. Less is more. Nedenstående kjoler falder ret meget i min smag. De er meget enkle, men bringer alligevel lidt festligt med sig. Kjolen fra Soft Gallery har jeg været lun på i noget tid. Jeg tror den ender i Viggas garderobe som hverdagskjole. Den er virkelig fin.

 

julekjoler 2016

  1. Elsa sweat dress fra Soft Gallery // 2. Kjole fra Christina Rohde // 3. Viva kjole fra Mini A Ture // 4. Candy kjole fra Hummel

-Dette indlæg indeholder aff. links-

Det her indlæg er virkelig svært. Jeg har undgået det. Længe. Selv på Instagram. Den trofaste følger husker nok, at vi fik verdens skønneste Franske bulldog. Rosa. Hun blev hurtigt en stor del af vores familie og hverdag. Hun var fantastisk.
Desværre var hun også en hund med ufattelig meget krudt i bagdelen og et meget højt stressniveu. Hun sov stort set aldrig. Jeg prøvede alt. I starten troede jeg faktisk hun var understimuleret og lavede alt muligt med hende for, at gøre hende træt. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at hun faktisk var overstimuleret. Viggas aktivitetsniveu overstimulerede hende simpelthen og hun kunne på ingen måde finde ro. Hun tæskede rundt. Jeg prøvede alt muligt, fik eksperthjælp og det hele, men det var ekstremt stressende for hende at være omkring børn.

Vi havde hende et lille år, hvor jeg virkelig forsøgte at få det til at fungere. Men til sidst måtte jeg indse, at det ikke var godt for hende at bo i vores familie. I en børnefamilie. Det er virkelig svært, at skrive om fordi hun betød virkelig meget for mig. Jeg havde fået et virkelig tæt bånd med den hund og brugt ufatteligt mange timer med hende. Det var hårdt for hele familien, men tror det tog særligt hårdt på mig. Det lyder måske fjollet fordi det “bare” er en hund. Men de fleste dyreejere ved nok, at de hurtigt bliver en del af familien og derfor bliver meget betydningsfulde.

Det tog mig lidt tid, at finde en ny familie til hende. Jeg havde selvfølgelig også høje krav. Hun skulle helst ikke bo i en storby, hun skulle have en frisk og engageret familie uden børn og så skulle hun have alverdens kærlighed. Jeg endte faktisk med at finde den perfekte familie til hende. Hun bor der stadigvæk. Hos et par uden børn og med hus og have. Et par som knuselsker hende overalt på jorden. Det har gjort det hele lidt lettere. Det er snart halvandet år siden hun flyttede og jeg savner hende stadig. Jeg tænker på hende ofte og Ea og jeg snakker om hende ofte. Vigga har ikke været så påvirket af det hele. Måske lige i øjeblikket, men ellers ikke.

Rosas nye familie er virkelig søde. De er rigtig gode til at sende billeder af hende til os. Hun nyder rigtigt sit skønne hundeliv og det er fantastisk. Selvom jeg stadig er i en slags sorg over, at vi måtte finde en ny familie til hende – så ved jeg i mit hjerte at den var den rigtige beslutning – selvom den ikke var sjov. Ea og jeg har besluttet at det er slut med kæledyr herhjemme. Det er simpelthen for hårdt. Før vi fik Rosa havde jeg virkelig gjort min research og undersøgt hunderacerne grundigt. Særligt om de kunne bo i en børnefamilie. Og selvom en Fransk Bulldog umiddelbart var et godt bud, så kan man bare ikke forudse det. Jeg vil aldrig nogensinde byde hverken en hund eller vores familie den sorg det er, at blive skilt fra hinanden igen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA