Viggas vej til verden

Her er historien om vores kærlighedsbarn Vigga. Regnbuebarnet Vigga, hvis mødre ventede spændt på hende!

Jeg fik hurtigt regnet mig frem til, at min termin hed 3. februar 2012, da jeg i juni 2011 sad i telefonen, og en sygeplejerske sagde de længe ventede ord: ”Tillykke, du er gravid”. Et år fyldt med hormoner, IVF-behandling og bekymring var overstået. Vi var mildest talt lettede. Nu ville alt blive godt – troede vi.

Allerede dagen efter begyndte jeg nemlig at bløde, og det forsatte jeg med de næste 16 uger. Det var utrolig svært at glæde sig – for man bløder jo ikke når man er gravid, gør man? Vi blev ved med at få af vide, at det var normalt for nogen og derfor var det ikke noget, man undersøgte nærmere. Hver eneste undersøgelse og scanning jeg fik, måtte jeg virkelig kæmpe for. Alligevel var der ingen der fandt nogen forklaring på blødningerne.

Da det stoppede begyndte vi endelig, at slappe lidt af. Det passede også med tidspunktet for MDscanningen og det viste sig, at vi ventede os et stks sund, rask og perfekt pige. Da jeg nåede uge 23+5, havde jeg pludselig endnu en lille blødning. Vi kontaktede fødegangen og blev bedt om, at komme derud straks. De kørte en CTG, der registrerede, at jeg havde en del plukveer. Plukveer jeg ikke selv kunne mærke. De målte min livmoderhals, der ”kun” var 2,3 cm, hvilket tilsyneladende ikke er meget i uge 23. Det nævner de dog ikke noget om for mig, men indlægger mig, til observation natten over – fordi jeg stadig blødte. Senere erfarede jeg, at der i min journal er noteret, at jeg blev indlagt pga. ”truende for tidlig fødsel”.

Dagen efter blev jeg udskrevet med beskeden om, at jeg skulle være sengeliggende og møde 7 dage efter, til endnu en scanning af min livmoderhals. Den var nu vokset til 2,8 cm og jeg blev endnu engang sendt hjem med beskeden om, at forsætte som normalt og blot slappe af, når der kom plukveer. Lægen regnede helt bestemt med, at jeg ville gå til termin. Det var lettere sagt, end gjort, det med at slappe af. Da jeg kom hjem, blev jeg meget bange og en smule paranoid. Jeg havde meget svært ved at tage i skole, og jeg kunne slet ikke fokusere på andet, end om jeg nu havde plukveer. Synes det var så svært at mærke dem. Derfor sygemeldte min læge mig og jeg brugte de næste uger af min graviditet på, at slappe af. Omkring uge 28 begyndte jeg dog, at få en del plukveer. Plukveer som nu kunne mærkes. De gjorde ikke ondt og var ikke regelmæssige, så jeg forsøgte ihærdigt ikke at bekymre mig.

Da jeg når til 31+2 vælter plukveerne pludselig ind over mig. Jeg ringer til fødegangen, men jordemoderen mener ikke det lyder akut. Hvis jeg ikke har lyst til at komme ind, må jeg gerne se tiden an til dagen efter. Jeg vil dog gerne lige tjekkes, så jeg forhåbentlig kan blive beroliget. Plukveerne forsvinder på vejen derud, men da de kører en CTG viser det sig, at jeg stadig har plukveer og at de nu er reglmæssige. De scanner min livmoderhals og der er kun 0,7 cm tilbage. Jeg skal derfor indlægges på fødegangen, hvor jeg skal have lungemodner og vehæmmende. Beskeden tager fuldstændig pusten fra mig – jeg har en frygtelig hospitalsangst, som jeg igennem hele dette forløb måtte se i øjnene mange gange og kæmpe med. Min puls stiger absurd hurtigt og jeg begynder at kaste op. Jeg kan slet ikke rumme, at skulle indlægges på fødegangen. Heldigvis må min fantastiske kone Ea, gerne blive og sove sammen med mig. Jeg sover slet ikke den nat. Det er frygteligt, at ligge der på fødegangen med en vugge ved siden af. Vigga skal jo ikke komme nu – det er alt, alt for tidligt.

Dagen efter blev jeg kørt over på svangreafdelingen. De skulle gøre min vehæmmende og lungemodningsbehandling færdig. Vi fik derudover besked om, at jeg skulle forblive indlagt indtil 34+0 og derefter kunne jeg komme hjem  istedet. Min kone måtte imidlertid ikke sove på svangre. Jeg var frygtelig ked af det og følte mig enormt alene. Jeg synes det var så hårdt at undvære Ea, når jeg var i så sårbar en situation.

Til at starte med virkede den vehæmmende behandling – veerne aftager. Men efter ca. 1 døgn vender plukveerne tilbage og de gør nu ondt. Efter endnu 1 døgn med onde plukveer (veer) vælger de, at scanne min livmoderhals. Man er meget påpasselig med dette, da det kan gå ind og sætte yderligere gang i tingende. Min livmoderhals var heldigvis uforandret, så veerne havde endnu ingen effekt. Aften efter begynder de dog, at tage en smule til. De gør ondt, men jeg kan sagtens holde smerten ud. Men min krop var udmattet og jeg var så frygtelig bekymret og utryg ved situationen. Jeg blev ved, at søge svar men de affærdiger mig blot. “Det kan gå den ene vej og det kan gå den anden vej”.

 

Jeg tror dog godt jordmødrende kunne fornemme, at der er ved,at ske noget; Ea får nemlig lov at sove hos mig. Heldigvis for det! Senere sender de en børnelæge ned for at snakke med os omkring det, at få et præmaturt barn og hvad der skal ske, HVIS hun nu skulle komme til verden nu. Vi fik også en lille kurv med huer ind, så vi kunne vælge den hun skulle have på. Det hele var meget surrealistisk. Da nattevagten møder og jeg klager over smerter og at jeg ikke kan sove, beslutter hun sig for, at undersøge mig. Hun siger, at der er sket noget, men beskeden er stadig den samme: “det kan gå begge veje”. Jeg bliver udstyret med varmepuder og smertestillende, men intet hjælper. Jeg må ikke stå op, da jeg jo er sengeliggende og det er ulideligt. Efter nogle timer beslutter hun sig endnu engang for, at undersøge mig og fortæller at der nu er sket noget igen. Hun vil lige gå ud og ringe til en læge og Ea og jeg er fuldstændig uvidende om, hvad dette betyder. Så da hun kommer tilbage og informere om, at de gerne vil lave et kejsersnit (det var planlagt på forhånd, at hun skulle ud ved kejsersnit) går der et sus igennem os.

Jeg husker meget lidt af, hvordan kejsersnittet foregik. Men én ting står helt klart i min erindring; da jeg hørte det smukkeste lille skrig. Jeg kunne lige akkurat se over på bordet, hvor Vigga fik ilt. Ea stod derovre sammen med børnelægen, neonatalsygeplejersken og jordemoderen. Hun sagde ikke rigtig noget, så jeg spurgte hurtig om hun var okay. Hun var perfekt sagde de. Helt perfekt. Børnelægens ord lød endnu bedre i mine ører ”Hun er så fin. Vi bærer hende bare ned i armene”…

Vigga kom hurtigt over til mig, og jeg kunne lige give hende et lille kys, før de tog hende ned på neonatal.

Hun blev født d. 10.12.11 kl. 04.46. Hun vejede 2107 gram og var 44 cm lang.

Vigga havde det rigtig godt efter fødslen. Hun havde brug for lidt hjælp til at holde varmen og kom derfor i kuvøse. Derudover fik hun CPAP, for at hjælpe hende med at holde lungerne åbne og hun fik lagt sonde. For tidligt fødte får straks mad gennem en sonde, og hun spiste alt hun blev tilbudt. Alligevel tabte hun sig ned til 1805 gram, men da hun først havde besluttede sig for, at tage på, gik det stærkt. Hun fik også gulsot, hvilket stort set alle for tidligt fødte får, og hun lå derfor i lys i ca. 2 døgn. Det var super hårdt for os, for når de ligger i lys, kan de kun være ude af kuvøsen i ca. 4 timer om dagen. Ea og jeg lå hud mod hud med hende, fra ca. kl. 07.00 og til 23.00 på skift. Så 4 timer føltes som totur. Jeg havde et stort behov for, at have hende tæt. Jeg følte det første lange stykke tid, at hun var blevet taget fra mig. At den nærhed vi skulle have haft, var blevet taget fra os og jeg havde så frygtelig dårlig samvittighed over for hende. Oven i al dette, så kan man på Hvidovre hospital ikke sove sammen med sine børn, før de er fri fra CPAPen. Så da det blev forventet at vi tog hjem, startede en ny kamp for, at få lov at blive på hospitalet i nærheden af vores datter. Dette lykkes heldigvis, men det var ikke nemt!

Efter ca. 10 dage begyndte Vigga, at holde pauser fra CPAPen. I starten om dagen og efter 3 dage kunne vi officielt sige farvel til den, og flytte med Vigga ned på en forældrestue. Det var d. 23. december og verdens bedste julegave. På forældrestuen blev Vigga og vi, langsomt trappet ud af at overvågningsudstyret i takt med, at hendes SAT fald forsvandt. Det var en meget stor udfordring for os, at være foruden skærmen. Nu skulle vi lære at kigge på vores datter.

Den 30. december fik vi lov, at komme hjem. Vigga klarede sig fantastisk! Vi blev dog ikke udskrevet, da hun stadig havde sonde. Vi kom istedet hjem på noget, som hedder THO  (tidligt hjemmeophold), hvor der kommer sygeplejersker hjem til én 2 gange om ugen. De vejer og støtter i, at få amningen op at køre. Man bliver selv oplært i, at ligge og give sonde. Derudover får man et førstehjælpskursus.

Efter vi er kommet hjem, har Vigga udviklet sig lige som hun skal. Det krævede meget, at få amningen op at køre og vi har da også haft nogle bump på vejen. Men det lykkes og det har været fantastisk!

Hun er nu 9 ½ (7½ korrigeret) måned og som det ser ud på nuværende tidspunkt, har hun ingen mén af hendes for tidlige ankomst.

Helt upåvirket er hun dog ikke. Hendes immunforsvar er svagt, og hun bliver let ramt af forkølelser. 2 måneder efter vi kom hjem, blev hun ramt af RSvirus. Intet kan beskrive hvor hårdt det var, at se vores lille pige være mere syg, end da hun blev født. Vi var indlagt i en uge; en uge jeg helst ikke vil tænke på!

Udover de utallige forkølelser, har Vigga også en del søvnproblemer. Som spæd havde hun stort behov for at blive svøbt og en slyngevugge har været uundværlig herhjemme. Ofte var hun også vågen i op til 8 timer i streg. Heldigvis er det blevet bedre nu, men det har været en kamp.

Sundhedsplejersken kalder hende en robust lille pige! Hun udvikler sig præcist som hun skal, og har allerede nu indhentet vægt og højde kurve for hende RIGTIGE alder.

Dog kan jeg ikke sige helt det samme om hendes mødre. Vi er blevet nogle meget sårbare forældre og har meget svært ved, at undvære hende. Personligt må jeg indrømme, at jeg i starten havde meget svært ved at lukke folk ind i vores liv. Vi har været meget angst for hun ikke trak vejret og det er faktisk først for nyligt, at vi har kunnet ligge hende i et andet rum når hun sover. Det er en proces og vi arbejder på at ligge bekymringer fra os. Hun er jo vores lille pige!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *