Om dengang Vigga fik RS-virus

Dette er bliver nok en af de mest personlige indlæg som jeg nogensinde kommer til at skrive. Selvom jeg tidligere har delt vores fertilitetshistorie, mit graviditetsforløb og historien om at føde Vigga for tidligt, så kan det slet ikke sammenlignes med hvor frygteligt det var da hun fik RS-virus.

Det er faktisk 2 år siden, men det var en virkelig traumatiserende oplevelse og jeg har på ingen måde været klar til at dele den. Selvom det måske virker irrelevant at dele den så længe efter, så tror jeg at denne historie, ligesom alle de andre, har stor betydning for hvordan både Ea og jeg er som forældre..

Vigga er født 2 måneder for tidligt. Da vi nåede omkring hendes termin var vi blevet udskrevet fra Hvidovre, hun havde fået fjernet sonden, hun tog på som hun skulle og vi var endelig blevet den familie som vi havde drømt om. Lykken blev dog kort for hurtigt blev Vigga syg. Det startede med en forkølelse og lidt hoste. Jeg var i forvejen meget bekymret for om hun trak vejret som hun skulle og dette forværrede min bekymring betydningsfuldt. Derfor var jeg hurtig til at komme til læge med hende. De beroligede mig dog og fortalte at det var var en virus og at hun nok skulle blive hurtig frisk igen. Så gik der et par dage, hvor vi var syge af bekymring og hvor Viggas tilstand forværrede en del. Hendes vejrtrækning blev mere besværet, hun blev meget sløv at se på og alt inden i mig skreg at noget var helt forkert. En nat blev jeg virkelig bekymret for hende og ringede derfor til lægevagten som kom hjem til os efter et par timer. Han lyttede og konstaterede at det blot var en virus. Derudover sagde han noget med at vi skulle give hende godt med tøj på og sidde med hende i altandøren. Det gjorde vi så ikke. Nå men… Et par timer efter er vi stadig meget bekymrede og vi opdager at hun er begyndt at få indtrækninger. Derfor ringer vi straks til egen læge. Da vi fortæller at hun har indtrækninger tror sygeplejersken vist at vi er fuldstændig skøre. Hun går dog med til at give os en akut tid – dog ikke hos en læge, men hos en af de andre sygeplejersker. Da vi kommer ind til hende får hun kigget på hende må hun give os ret i at hun har tydelige indtrækninger. Hun henter derfor hurtigt en læge. Lægen kan konstatere det samme og siger at vi straks skal køre til Hvidovre hospital. Han mener ikke at der er grund til at vi skal i ambulance, men det skal gå lidt stærkt. Så hjem med os for at ringe til Eas far der hurtigt kommer efter os.

Ude på Hvidovre børneafdeling får vi af vide at der er en del ventetid. Vi bliver isoleret i et rum, da Vigga stadig er meget lille og at hun ikke skal udsættes for eventuelle smittefarer. Kort tid efter kommer der en sygeplejerske ind og i det hun kommer ind er jeg ved at amme Vigga. Hun fortæller at hun sidder os i ventegruppe 3 (som åbenbart er sådan en hvor man venter længe), da hun ikke mener at Vigga har det tilstrækkelig dårligt fordi hun kan amme. Jeg forsøger lidt at overbevise hende om noget andet, men uden held. Efter lidt tid skal vi have skiftet Viggas ble og imens Ea skifter den får hun et hosteanfald (som hun har haft mange af de sidste dage). Denne gang kaster hun dog op over det hele og jeg kan virkelig se på hende at hun har det dårligt. Derfor går jeg ud og spørger en sygeplejerske om hun ikke lige kan komme ind og kigger på hende, hvilket hun gerne vil. Jeg går tilbage, venter og Vigga kaster op igen. Sygeplejersken er stadig ikke kommet og jeg går derfor ud igen og siger meget bestemt (hvilket er meget ulig mig) at NU har hun det altså VIRKELIG dårligt og de må komme og kigge på hende. Sygeplejersken følger med mig, siger det kan jeg godt se – følg med mig og der starter de værste timer i mit liv.

Jeg ved ikke, hvordan hun gør det. Men jeg kommer rendende bag sygeplejersken og på vejen ind på en akutstue får hun samlet Gud ved ikke hvor mange mennesker. Vigga bliver lagt på en briks, alt tøjet kommer af hende og får maske og overvågningsudstyr på. De finder hurtigt ud af at hun slet ikke  kan ilte sit blod selv. Jeg kan stadig huske følelsen af at stå inde på stuen. Jeg hulkede som et lille barn og har aldrig været mere bange for at miste hende. Jeg forstod ingenting andet end der stod 4 mennesker og “arbejdede” på min lille pige. Lige dér mærkede jeg for første gang, hvor højt jeg elskede hende og at hun betød alt for mig. Jeg var helt færdig, men stod og holdt hende i hånden igennem det hele. Der var mange læger forbi for at tage stilling til, hvad de skulle gøre med hende. Men de besluttede at fordi hun kun lige var nået hendes termin at hun skulle ned på neonantal. Vi aftalte at jeg skulle bære hende i armene og så ville sygeplejerskerne holde udstyret. Turen ned er lille, men virkede meget lang. Hun fik mange SAT fald undervejs og det var slet ikke noget som skræmte mig. Det var jeg jo vant til fra neonantal. Men det var sygeplejersken fra børneafdelingen vidst ikke for hver gang hun fik et SAT fald gik hun nærmest i panik. Hun stoppede begyndte at “ruske” i Vigga og stimulere hende for at få hende til at trække vejret igen. Det er svært at forklare, men det virkede meget voldsomt og Ea og jeg blev meget bekymrede.

– Forsættelse følger – 
RS-virus
RS-virus
Share:

14 Comments

  1. februar 10, 2014 / 7:36 am

    Puha! Det er aldrig sjovt, når ens børn er rigtigt syge.

  2. februar 10, 2014 / 8:05 am

    Av, av, av, det indlæg ramte mig. Nu løber tårerne altså ned af mine kinder og hvor blev jeg ked af det på jeres vegne. Øv altså hvor har i været igennem meget med lille Vigga.

  3. februar 10, 2014 / 10:00 am

    Åh altså! Noget sae mig at jeg nok ikke burde læse indlægget i min tilstand, men det gjorde jeg og nu sidder jeg her med tårefyldte øjne og en skræmmende følelse indeni…. Puha, hvor må det have været forfærdeligt for jer at stå midt i!

  4. februar 10, 2014 / 12:02 pm

    puha – her sidder jeg og stortuder…

    Sikke skræmmende det må have været

  5. tumlesmor
    februar 10, 2014 / 3:00 pm

    Ååååh, den historie er svær at læse med graviditetshormoner og halvandetårig søn med slem hoste siddende ved siden af. Kan godt forestille mig at det må have været ulideligt hårdt. Bliver spændende at læse resten af historien.
    Ps, hvad betyder indtrækninger og SAT?

    • februar 12, 2014 / 8:15 pm

      Det er lidt svært at forklare på skrift, hvad indtrækninger er. Men jeg skal forsøge… Man skal tage tøjet af dem og kigge på overkroppen. Lige under ribbenene vil det trække sig meget tydligt ind, hvis barnet har vejrtrækningsproblemer. Det ser lidt voldsomt ud og man er ikke i tvivl 🙂

      SAT er iltmætning i blodet. Hvis man ikke kan trække vejret ordenligt (eller slet ikke) så vil den falde og ved overvågningsudstyr starte en alarm. For tidlig fødte børn får mange SAT fald, men kan for det meste selv komme op igen uden problemer.

  6. februar 10, 2014 / 6:49 pm

    Kan godt forstå at det har været svært for dig at fortælle. Hvor er det frygteligt! Mit mareridt er at stå dér på sidelinjen og “bare kigge på” imens andre kæmper for mit barn. Puha…
    Aya fik i nat falsk strubehoste og selvom hun er 3,5 år og jeg selv er sygeplejerske, så kunne jeg godt mærke panikken i min krop og jeg tjekkede hende for indtrækninger og hele baduljen, og sov elendigt resten af natten, hvor hun naturligvis lå lige ved siden af. Mine børn skal ligge ved mig, når de er syge, også selvom de faktisk ikke altid selv søger det…

    Vil spændt læse med på resten!

  7. februar 16, 2014 / 12:22 pm

    Iih hvor jeg kan mærke jeres følelse. Er igennem det lige nu og håber snart fortsættelsen kommer. Ligger på sygehuset med vores søn som er født 3 mdr for tidligt. Han var endelig blevet klar til at tage hjem for halvanden uge siden, men blev i sidste weekend ramt af rs virusen. Han holdt op med at trække vejret flere gange. Han er i bedring men det går langsomt. Vil utrolig gerne høre resten af jeres historie. 💚

    • februar 16, 2014 / 12:29 pm

      Så lige det nye indlæg. Dejligt at læse det gik hurtigt over. Vi køre nu på 8. døgn med cpap og håber snart vi er fri fra det igen.

    • februar 17, 2014 / 8:53 pm

      Hej Camilla.

      Øv, hvor er jeg ked af det på jeres vegne! Det er er virkelig hårdt forløb at være igennem – især ovenpå et andet hårdt forløb. Jeg håber hurtigt at han bliver frisk igen. Vigga var meget hurtig at trappe ud af CPAPen da hun begyndte at få det bedre. Håber i snart er hjemme med jeres lille dreng igen.

    • februar 28, 2014 / 8:44 pm

      Tak skal du have Louise. Sidste fredag blev han endelig klar til at komme hjem sammen med os. Det er ønsketænkning efter 3 mdr på sygehuset, så det er ikke helt gået op for os endnu. Håber det går godt med jeres lille pige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *