Hjemmepasning

I går læste jeg et indlæg om hjemmepasning på denne blog. Jeg måtte jo straks til tasterne, da det er et emne som ligger mit hjerte nært. Meget nært endda.

Da Vigga nærmede sig institutionsalderen tog vi selv et valg om, at hun skulle hjemmepasses. På daværende tidspunkt hørte man ikke så meget om hjemmepassede børn og det var heller ikke noget der var oppe på de sociale medier, som det er i dag.

Jeg mener til stadighed, at det er den største gave at vi nogensinde har givet Vigga – og os selv. Det var Ea som sagde sit job op og passede hende hjemme – mens jeg stadig studerede. Ea passede Vigga hjemme sammen med vores nabos datter, da det hele også skulle kunne løbe rundt økonomisk. Havde vi valgt at passe hende alene, hvis vi havde haft muligheden? – ja, det havde vi nok. Men det gjorde vi ikke og i dag er Vigga og Petrine stadig bedste venner. De har et helt særligt bånd og det er også en gave for dem.

Bekymrede vi os om omverden og deres meninger? Nej, ikke rigtig. Vi vidste det var det rigtige for vores barn. Jeg tror på at det er det rigtige for alle børn, men jeg tror til gengæld ikke at det er det rigtige for alle forældre. Og man skal kun passe sit barn hjemme, hvis man ikke kan lade være.

Gik hun glip af en masse socialt og fik dårlige sociale kompetencer? Nej, tværtimod. Hun er vanvittig god socialt fordi hun havde voksne omkring hende, som havde tid til at støtte hende i hendes sociale relationer. Hun havde tid og ro til at lære tingene i hendes tempo. Der er masser af mennesker i København som hjemmepasser og der er så let at møde andre på legepladser m.v. Det er den sidste bekymring. Børn i 0-3 års alderens vigtigste behov er desuden omsorg, nærhed og tryghed. Ikke socialisering. Sorry.

Var det ikke forfærdeligt at køre et barn på 2,5 år ind i en vuggestue? Svaret er nej. Hun var fyldt med tryghed, hun kunne forstå hvad der skete og vidste vi kom og hentede hende igen. Selvfølgelig var vi selv bekymret for det, men hun klarede det uden problemer. Jeg kender flere pædagoger, som siger de har gode erfaringer med at køre hjemmepassede børn ind.

Ville vi passe hjemme igen? Ja! Jeg tror slet ikke vi ville sende et kommende barn i institution. Børnehave er noget af det værste vi har udsat Vigga for jeg vi fortryder det inderligt. Vi ville nok passe et kommende barn i vores private pasningsordning og håbe vi kunne finde en flok børn, som ville være her til skolestart. Det tror jeg faktisk ikke ville være et problem. Mange mennesker leder efter alternative pasningsordninger, da det er ved at gå op for folk at de kommunale dagstilbud bare ikke er gode nok. Ned til 3 minutters voksenkontakt i tiden er bare ikke godt nok!

Vores private dagpleje og nok lidt et personligt oprør over daginstitutionen. Jeg tror ikke på den. Jeg tror ikke på, at den medfører særlig mange gode ting for børnene. Jeg er selv pædagog og daginstitutionen er det sidste sted jeg kan holde ud at være. Hvordan mon børnene så har det? Det spørgsmål har måtte stille mig selv ofte.

Er dagpleje bedre end daginstituionen? Hell yeah! Der findes sindssygt mange dygtige dagplejere derude. Både kommunale og private. Mange pædagoger har også valgt at blive private dagplejere fordi forholdene bare ikke er gode nok i institutionerne; for hverken børn eller voksne! Og jeg kan garantere at de modtager mere end 3 minutters voksenkontakt i timen.

Jeg vil dog holde på, at alle familier skal gøre hvad der er det rigtige for dem. Ellers bliver det aldrig det rigtige for barnet. Jeg vil dog opfordre alle til, at tænke over hvor meget tid deres børn bruger i institutionen. Har man en bedsteforælder som kan hente tidligt engang i mellem så er det guld værd for barnet.
Jeg vil også opfordre alle der overvejer hjemmepasning til at gøre det. Man skal aldrig tænke på omverdens reaktioner – man skal følge sit hjerte.

For fire år siden skrev Ea et indlæg om det at vælge pasning fra til sit barn. Det kan læses her.

Hjemmepasning

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *