Vigga var blot 4 måneder gammel, da jeg startede denne blog. Hun kom til verden i uge 32+1 og hele graviditetsforløbet og hendes for tidlige fødsel fyldte, på daværende tidspunkt, en del.
Det fyldte både i mit hjerte, i mit hoved og her på bloggen. Nu er der gået seks et halvt år og det hele fylder meget mindre.
På hospitalet lærte vi en masse om senfølger. Vi lærte også at skærme hende fra omverden og det var vi meget opmærksomme på. Særligt hendes første år. Hun klarede jo heldigvis alt til UG og da hun var omkring et år begyndte vi langsomt, at give mere slip og præsentere hende for verden. Hun var måske en smule følsom, da hun var helt lille – men ikke i højere grad end mange født-til-tiden børn også kan være. Hun var ikke et barn som man tog med på café fx. Det gjorde jeg kun én gang og det var mildest talt et mareridt. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad og fumlede med det hele fordi hun skreg og skreg. Jeg måtte hurtigt opgive og gå hjem. Så cafébesøg var ikke det vi brugte tid på i min barsel.
Det allerstørste problem i Viggas tidlige år var søvn. Er det en senfølge? Det kan det være. Men mange børn har problemer med søvn. Det startede allerede på Neo. Jeg kan huske at hun lå vågen i sin kuvøse når jeg kiggede til hende om natten. Hun græd dog ikke på det tidspunkt, men jeg kan tydelig huske hun lå der med åbne øjne. Da hun kom ud af kuvøsen og i vugge fik vi hende med ind på et værelse, så vi kunne sove med hende. Der vågnede hun også en del om natten, men det blev rigtig slemt da vi kom hjem. Vi kom hjem dagen før nytårsaften og dagen efter gik det løs. Det startede præcist kl. 00.00 da fyrværkeriet begyndte. Hun græd og græd og græd og sådan forsatte det i en lang periode. Stille og roligt begyndte hun også at sove dårligt om dagen. Dagene blev bedre da hun var omkring 10-12 måneder. Men hun havde hyppige opvågninger om natten indtil hun blev 3 år.
Hun kan stadig have perioder hvor hun vågner kl. 3.00 og mener hun er frisk. Men det skal jeg nok minde hende om, at hun ikke er!
Som årene er gået har Vigga udviklet sig til et meget robust barn. Sådan oplever jeg hende i hvert fald. Hun har klaret skolestart virkelig godt. Hun har reageret meget herhjemme, men det er sådan hun er. Hun lever op til de forventninger der er til hende fra omverden og så afreagerer hun på os. Og det tænker jeg egentlig er sundt nok – selvom det kan være hårdt engang i mellem.
Status er altså at vi er sluppet for senfølger. At hun har det godt. At hun udvikler sig helt normalt og hun heldigvis har glemt alt om, at hun er kommet ud lidt før end forventet. Og ved i hvad? Det har hendes mødre endelig også 🙂
