Farvel børnehave!

I vores familie er vi ikke gode til at sige farvel. Vi er ikke gode til alt for store forandringer og vi trives alle med stabilitet. Men vi glæder os (undskyld mit sprog) fucking meget til at vinke farvel til Viggas børnehave. For evigt! Aldrig om jeg nogensinde skal nærme mig den institution igen.

Jeg kan se at vi allerede fra start var kede af den børnehave og jeg har tilsyneladende skrevet om det både her, her og her. Når jeg tænker tilbage nu, så var det første år klart det bedste. Jeg har talt, at 13 mennesker har været ansat på Viggas stue i længere og kortere perioder imens hun har gået der. Da jeg påtalte det overfor lederen sagde hun, at jeg jo ikke kunne forvente det var de samme tre som passede Vigga gennem hendes børnehavetid. Nå nej – men fucking 13??!!! Og det er altså uden alle de vikarer jeg ikke kan huske navne og ansigter på.

I sommers fik vi pludseligt af vide, at de ville dele børnene op i grupper efter alder. Vigga skulle i skolegruppe, da hun er decemberbarn. Eneste problem var bare, at alle Viggas veninder var født i februar og derfor stod Vigga faktisk til, at skulle i en gruppe uden alle hendes venner. Forinden havde der været ekstrem udskiftning af personalet og børnene havde i mange måneder kun været passet af to meget unge vikarer. De var rigtig, rigtig søde – men det var et alt for stort ansvar for de to unge piger. Tror aldrig Vigga har lavet så mange perleplader i sit liv. Det var ren overlevelse og der blev lavet perleplader dagen lang. Vigga havde ingen tillid til de voksne, hvilket er foreståligt da de konstant forsvandt. Det hun havde i den børnehave, som var vanvittigt betydningsfuldt for hende var hendes venner og nu prøvede de fandme også at tage det fra hende. Jeg var gal, jeg var ked af det, jeg var rasende. Jeg ringede til lederen – og jeg er altså ikke den grædende type – men jeg stortudede. Prøvede de bevidst at smadre børnene fuldstændig?! Ærlig talt følte jeg ikke de kunne byde dem mere. Men det kunne de tilsyneladende.
Først prøvede lederen, at sige de ting hun troede jeg gerne ville høre. Da det ikke virkede blev hun faktisk ret provokerende og sagde bl.a. at jeg ikke kunne forvente det var det samme personale som fulgte mit barn. Hun kom også med udsagn som, at det måske var godt for Vigga at få nogle flere venner end de to hun havde. Til det kunne jeg kun svare, at Vigga havde haft massere venner i den institution, men det er jo heller ikke let når de alle sammen stopper. Hun sagde også en masse andet vås som jeg har fortrængt.

Havde Vigga haft en dejlig børnehavetid, hvor hun havde været tryg, fået omsorg og stabilitet – så kunne vi have snakket om ovenstående. Men det hele havde været forfærdeligt i en lang periode, vi havde holdt i og støttet institutionen igennem en svær tid og nu fik vi endnu en gang lort i hovedet. Det var et mareridt.

Stort set hele institutionen flygtede. Seriøst. Hele stuer stod tomme. En del fra Viggas stue blev, men mange forsvandt også. Hvorfor forsvandt vi ikke?! Det er et spørgsmål vi stiller os selv hver dag. Det er kompliceret. Vi stod en dag efter et forældremøde og talte om det uden for børnehaven. En af de andre forældre påpegede at de fleste af os som var blevet var enten pædagoger eller folkeskolelærere. Det synes jeg var ret tankevækkende. Vi har alle virkelig forsøgt at støtte institutionen ved at holde vores børn der. Jeg tror hele tiden vi håbede på, at det hele nok skulle ændre sig. Jeg tror desuden at mange af os ved, at græsset ikke nødvendigvis er grønnere på den anden side. Der findes vanvittigt mange dårlige børnehave her i København og jeg møder sjældent nogen som oprigtigt er glade for deres barns børnehave. Som oftest siger de at Vuggestuen er god og børnehaven mindre god.
Vi har skrevet side op og side ned til område amager, klyngeleder og leder. Der er i perioder blevet gjort lidt, men det har aldrig været godt nok.

Vi skrev hende faktisk op til en anden børnehave og hun fik tilbudt en plads sidste forår. Vi var meget, meget tætte på at rykke hende. Men hun havde nogle rigtig gode venskaber og hun havde ikke selv lyst til at skulle væk fra sine venner. Derfor vurderede (fejlvurderede) vi at hun skulle blive. Kort tid efter får vi beskeden om at de skal rykkes i grupper og det føltes meget bittert.
Viggas bedste veninde endte faktisk med at stoppe på grund af det. Selvfølgelig på grund af alle de års elendighed, men også fordi pigerne skulle skilles ad. Det må alligevel have påvirket lederen en smule for Viggas anden veninde kom i skolegruppen, selvom hun ikke skal i skole til sommer. Men jeg er stadig så gal på den leder, at jeg ikke kan kigge hende i øjenene!

Jeg kan se, at jeg har fået bandet lidt for meget i dette indlæg. Det ligner mig ellers ikke. Men den børnehave kræver fandme nogle bandeord.

Share:

2 Comments

  1. februar 21, 2017 / 7:20 pm

    Vi skiftede børnehave. Dels fordi den skulle sammenlægges med søsterinstitutionen, mest fordi Bean ikke trivedes godt nok der og fordi lederen ikke kunne løfte opgaven. Den nuværende børnehave er rigtig, rigtig god. Hun er så glad for at gå der og har mange gode veninder. De rykker en hel venindegruppe ned i storegruppen i løbet af foråret. Nogle ‘burde’ være rykket ned lidt før og nogle senere men her vurderes det at fællesskabet snarere end et par måneders aldersforskel vægter tungest. Det giver en helt anden ro i maven i forhold til den tidligere institution. Selvfølgelig blev Bean ked af at skulle flytte i første omgang og hun taler stadig om nogen af børnene – men det har betydet alverden at skifte. Jeg kan virkelig godt forstå I glæder jer til at stoppe.

    • Louise
      februar 21, 2017 / 7:25 pm

      Hvor er det dejligt, at i tog den beslutning og at Bean trives i sin nye børnehave! Fantastisk at de vægter fælleskabet så højt og kigger på de enkelte børn i stedet for strukturen. I Vigga børnehave er man altid lidt på vagt fordi, at man aldrig ved hvad de kan finde på. Ærlig talt. Både Ea og jeg er pædagoger og vi har virkelig haft svært ved, at navigere rundt i alt det her og ikke mindst forstå tankegangen og de pædagogiske argumenter bag ved de beslutninger der er blevet taget.
      Vi er helt færdige med, at støtte og give chancer. Næste gang flytter vi hende også og jeg misunder jeg inderligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *