Når en familie rammes af stress

For et par år siden stoppede jeg så småt med at blogge. Det var der en rigtig god årsag til. Min kone, verdens dejligste, blev ramt at stress. Ea som ellers emmer af overskud og har så megen omsorg for alle. Det kom som et lyn fra en klar himmel.

Vores hverdag blev vendt fuldstændig op og ned. Ea som er praktikeren i vores familie, den som holder orden og struktur i hjemmet, blev syg af stress og måtte slippe alt. Der stod jeg pludselig alene med barn og hjem. Jeg lærte hurtigt at når én i familien rammes af stress, så rammes alle. Jeg forstod det ikke helt i starten og må ærligt indrømme, at jeg nok ikke var verdens største støtte.

Ea havde fået et arbejde, som var hovedårsagen til hendes sygdomsforløb. Jeg tror at dette er en del af svaret på hvorfor jeg havde svært ved, at forstå hun havde det så skidt. Jeg var jo ikke en del af det såkaldte problem og oplevede ikke den hverdag, som havde gjort hende så syg. Min udgangspunkt var nok lidt a la; hvis du er ked af dit arbejde, så må vi jo bare finde et nyt til dig. Når jeg ser tilbage på dette i dag, så har det jo været helt ude i skoven, og det er jeg rigtig ked af.

Hverdagen i vores familie ændrede sig brat. Jeg skulle lige pludselig finde ud af, at jonglere en masse ting på egen hånd, hvilket var mig meget uvant. Jeg tror dog på mange måder det var sundt for mig og jeg lærte en masse af det. Da jeg ligesom fandt en rytme var der bestemt også stor selvtilfredstillelse i, at kunne klare hverdagen selv. Al respekt til enlige forældre.

Det hårdeste ved Eas sygdomsforløb var klart, at jeg fik svært ved at kende hende. Hendes personlighed ændrede sig markant. Til tider havde jeg følelsen af, at bo med en fremmed – en jeg slet ikke kendte. Selvom jeg ikke var den syge, så var stressforløbet fuldstændig drænende for alle i vores lille familie og jeg mistede alt mit overskud. Her i blandt mistede jeg lysten til at blogge. Jeg slap det fuldstændig. Stoppede med at svare tilbage på mails, stoppede med overhovedet at kigge på bloggen. Al mit overskud koncentrerede sig om Vigga, Ea og mig selv. Om at vi skulle have det så godt som overhovedet muligt – i den situation vi nu var endt i. Det ville jeg selvfølgelig ikke gøre om for noget.

Jeg tror der gik omkring seks måneder, hvor Ea havde det virkelig dårligt. Herefter begyndte det langsomt at gå fremad. Det var museskridt. Efter 10 måneder blev hun raskmeldt og herefter begyndte jeg langsomt, at kunne genkende hende igen. Støt og roligt.

Selvom det i dag er over to år siden, at Ea blev syg så er det stadig en del af vores hverdag. Ea skal passe på sig selv og vi skal hjælpe hende. Vi skal faktisk alle passe på hinanden. Vi har lært at det er vigtigt at huske sig selv og hinanden. At det er okay, at få Vigga passet eller bede hinanden om at få lidt alenetid. Vi har særligt lært, at det er vigtigt at passe på sig selv i sit arbejde og hvor vigtigt det er, at kunne sige fra. Heldigvis har både Ea og jeg nu fået et arbejde, hvor vi sætter rammerne – hvor vi kan passe på os selv og hinanden. Det er vi virkelig taknemmelige for.

Selvom stress stadig er en del af vores hverdag, så ser vi sjældent tilbage på det. Vi prøver at tænke frem i stedet og tænke på fremtiden…

stress

 

Share:

4 Comments

  1. Tarkoflen
    december 13, 2016 / 11:48 am

    Jeg har også været rigtig syg af stress og det er på alle måder umenneskeligt både for en selv og for de nærmeste! Vi havde gudskelov ikke fået vores datter endnu, og jeg ved ærlig talt ikke hvordan vi skulle have klaret den periode inkl et barn! Godt gået at l kom igennem det. Det har også sat dybe spor i min kæreste. Han fortalte mig på et tidspunkt laaang tid efter jeg egentlig var blevet rask, at hver gang jeg blev sådan rigtig ked af det eller virkelig presset på grund af manglende overskud så blev han bange for om jeg var ved at blive syg igen. Selvom det snart er 5 år siden jeg blev syg, så sidder der stadig en snert i mig. Jeg har på ingen måde det sociale overskud jeg havde tidligere og min krop reagerer tydeligt hvis jeg får sagt ja til for meget. Jeg drømmer om at det slipper min krop helt engang, men tør kun håbe på det.

    Sejt at l deler jeres historie og meget interessant at læse det fra en pårørendes side!

    Masser af gode tanker til jer

    • Louise
      december 20, 2016 / 11:55 am

      Tusind tak for din kommentar 🙂

      Stress sætter sig meget dybt og Ea har det på helt samme måde som dig. For hende kan det være en lille ting, som meget høje lyde der får hjertet til at galopere. Man kan sige at det er kroppens måde, at fortælle jer på at i lige skal slappe lidt af 🙂

      Jeg er selvfølgelig også altid bange for, at Ea bliver syg igen. Men jeg håber og tror, at vi begge har fået et godt rap over fingerne og vi vil i hvert fald forsøge, at forbygge det så godt vi kan. Men som jeg skrev kom det som et lyn fra en klar himmel – så man skal aldrig sige aldrig.

  2. december 14, 2016 / 9:45 pm

    Av, sikke da. Det har jeg også oplevet i egen familie, og det trækker tænder ud. Godt, I er på den anden side af den værste del (:
    God jul til jer – og skønt billede i øvrigt 😀

    – A

    • Louise
      december 20, 2016 / 11:56 am

      Hej A,

      Mange tak for din besked 🙂

      Det er rigtig dejligt, at være ude på den anden sige igen.
      Og god jul til jer også 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *