Status på hjemmepasning

Vi har jo valgt at Vigga skal passes herhjemme, af Ea, hendes mama. Vi har valgt det af mange forskellige grunde; hun har været en del syg som lille og dette ville vi forsøge at undgå, da vi føler det har påvirket hendes trivsel og udvikling, vi mener at børn i “vuggestuealderen” har et stort behov for omsorg, empati og kærlighed og derudover har det været vigtigt for os at det er os, som forældre, som har mest tid sammen med hende.

Vi har hele tiden været meget sikre på vores valg, men vi har på det sidste alligevel tvivlet (altså bare en lille bitte, bitte smule). Vigga har altid været en kæmpe tryghedsnarkoman. Hun har altid hængt enten Ea eller jeg i skørterne og vi kan ikke gå mange skridt uden hun bliver ked af det. Alligevel vil jeg betegne hende som meget social – vi skal blot være i nærheden.
Ea og jeg har aldrig haft et, hvad kan man sige, “problem” med det. Vi har accepteret hendes behov og givet hende al den tryghed vi overhovedet har kunne. Det er selvfølgelig ikke altid muligt at hun sidder på vores arm og ligende, men så har vi altid sat ord på, hvorfor vi ikke lige har kunne et eller andet. Vi fortæller hende også altid, hvis vi skal til at forlade et rum, op og lave mad eller lignede.

Nå men… Vi har på det sidste talt lidt om, om det havde været det rigtige at sende hende i vuggestue. Det kommer til at lyde lidt hårdt, men det havde måske “presset” hende lidt ud af den der tryghedsbobbel. -Okay! Nu, hvor jeg skriver det så kan jeg godt se det er totalt åndssvagt tænkt. Gud, hvor er det her bare imod alt vi tror på. Men vi talte lidt med vores dagplejepædagog om det og hun var helt overbevist om, at vi gjorde det helt rigtige for Vigga. Vi skal forsat give hende al den tryghed og omsorg, som hun har brug for. Det var alligevel lidt rart lige, at få bekræftet at en anden, kompetent pædagog, mener at vi gør det rigtige for vores datter.

Jeg er faktisk ovenud lykkeligt for denne ordning. Det er en befrielse at forlade Vigga om morgenen og vide, at hun skal hygge sig med sin mama hele dagen. Jeg ved at Ea 100% kender til alle hendes behov, giver hendes kys, kram, kærlighed og ingen skæld-ud. Gud, hvor jeg elsker det!!!
Ea er den mest fantastiske dagplejemama og jeg er virkelig stolt af hende. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre medmor til vores datter.

Status er at vi forsætter ordningen. Vi vil rigtig gerne at Ea skal passe dem indtil de skal i børnehave. V er dog velvidende om, at det kan ændre sig; Eas lyst eller Viggas behov. Derfor har vi besluttet at skrive hende på til en småbørns børnehave som ikke ligger langt fra, hvor vi bor. Umiddelbart tror jeg dog, at hun bliver hjemme til børnehave – det ønsker jeg i hvert fald 🙂

Hjemmepasning

 

Share:

4 Comments

  1. april 19, 2013 / 8:27 pm

    Nu har vi ikke selv passet vores børn hjemme, men de har begge været i dagpleje. Vi startede nr. 2 op i en vuggestue, men det var bare slet slet ikke os. Pædagogerne gør jo alt hvad de kan, men det er bare ikke nok. Der nemlig ikke den der tid til kærlighed, omsorg og “sætten ord på”. Det er der derimod i dagplejen – så jeg er SÅ meget med på jeres ordning! Hold på den! Men igen, så tror jeg det med småbørnsbørnehaven lyder fornuftigt. Vores børn har aldrig været afsted de lange dage – men når de når 2-3 års alderen har de brug for lidt mere udfordring i hverdagen. Eller, det er i hvert fald min erfaring. 😉

  2. Anonymous
    april 19, 2013 / 8:35 pm

    Hold fast i mavefornemmelsen!
    Så små børn har ikke behov for stort andet end tryghed og deres forældre. Jeg synes det er et fed prioritering og så længe det fungerer så nyd det allesammen.
    Som forældre har man så travlt med at slå sig selv i hovedet med; er det nu det rigtige, hvad hvis….
    Jeg ved ikke om Vigga ville være anderledes hvis hun var i en vugger. Men jeg ved at I er ved at skabe et rigtig godt fundament ved at tage hendes behov alvorligt. I er altså dem der kender hende bedst!
    Kh. Sofie
    Ps. Og sej kone du har dig! Der er vuggestue-pæd og alligevel ‘tør’ tænke videre og vælge noget andet til sin egen unge. Cool!

  3. april 19, 2013 / 11:10 pm

    Jeg kan rigtig godt forstå jer og vi har også valgt at passe vores yngste datter selv. Vi blev godt nok tvunget ud i det pga manglende vuggestueplads, men det er faktisk en lettelse. Ved ikke hvem der har fået den fikse ide at det er bedst for små børn at blive adskilt fra deres forældre, for at blive passet i en larmende institution med en masse “fremmede” børn og voksne? Det er grundlæggende imod min overbevisning om hvad der er det bedste for mit barn… Det må da være det bedste at være sammen med sin mor/mama/far.
    Vi ser jer forøvrigt tit i nærmiljøet (bor i Moselgade) og skal nok hilse på næste gang det sker 😉 hvis i da ikke synes det er alt for grænseoverskridende?
    God weekend til jer.

  4. Siriusly_James
    april 20, 2013 / 5:43 pm

    Som barnepige får jeg fra tid til anden (alt for ofte) at vide, at det er da sååå syyyyynd for de børn, jeg passer, at de ikke kommer ud og se andre børn, de bliver sære, de bliver ikke sociale, etc., etc.
    PJAT!!!
    Har I tænkt på, at den første generation, der blev sendt i dagpleje og vuggestue som selvfølge, faktisk var os? Da vores forældre var små, var der da ikke ret mange, der kom i vuggestue, og nej, de legede ikke altid lige med børnene på vejen, for det var ikke alle, der boede på vej med 10 andre børn. (Hvad med fx Emil fra Lønneberg, der kun havde sin lillesøster at lege med, indtil han kom i skole?)

    Det kan godt være, at Vigga var blevet presset ud af den der tryghednarkomani, hvis hun var i vuggestue… Men til hvilken pris? Hvilken del af sig selv skulle hun have gemt godt væk dybt inde for at “passe ind” i samfundets kasse?

    Børn under 3 år er IKKE store børn; de er små børn, meget små børn endda, og de skal have omsorg, ikke socialisering. De har resten af deres liv til at blive sociale, men de har kun så kort tid til at blive båret, nusset og holdt om.

    BTW, jeg kom i institution som 5 mdr. gammel. Min storebror kom afsted til skolestart.
    Han og jeg er nøjagtig ens mht det sociale i dag… Få, men meget tætte bedstevenner, mange kammerater, mange bekendte og let ved at møde nye mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *