Jeg har altid godt kunne tænke mig et kørekort, men tiden har ligesom ikke været til det og undskyldninger har der været mange af. Men hånden på hjertet, så har behovet altså heller ikke været der før nu. Derfor er jeg gået i gang med erhverve mig et kørekort.
Det kan godt være at jeg kun er 27 år gammel men, let me tell you, i kørekorts-verdnen er jeg en olding. Uge efter uge sidder jeg i et lokale med en flok 17-18 årige og bliver undervist. Jeg sidder der fuldstændig stræber-agtig og skriver ned og skriver ned. De ligger halvt ned på stolen med øjnene halvt på klem og alligevel husker jeg kun halvdelen af hvad de gør.
En anden ulempe ved at tage kørekort så “sent” har nok været at min frontallap er fuldt udviklet og jeg derfor er alt for bevidst om konsekvensen af mine handlinger. Jeg var SÅ nervøs de første gange jeg var ude og køre, men det er blevet bedre med tiden. Tanken om at skulle køre rundt med Vigga i en bil er dog stadig lidt foruroligende.
Jeg er dog ved at nå til et punkt, hvor jeg glæder mig til at være færdig, hvilket jeg snart er. Det bliver alligevel lidt luksus og giver os lidt mere frihed. Forhåbentlig kan en gammel hund lære nye tricks. Wish me luck.
