Om dengang vi fik papir på vores kærlighed

Jeg vil gerne lukke jer læsere mere ind. Jeg vil gerne give mere af mig selv, men det kan være svært og grænseoverskridende. For kort tid siden spurgte en læser fra IG om jeg ikke kunne skrive noget om den dag vi blev gift. For Ea og jeg er jo gift, men jeg har aldrig skrevet om dagen her på bloggen. Det har jeg aldrig fordi at den lykkeligste dag i mit liv også var en af de mest triste…

Ea og jeg blev gift d. 31-07-10. Hverken Ea eller jeg har nogensinde drømt om at blive gift eller om det store prinsesse bryllup. Vi er meget nede på jorden, uformelle mennesker. Til gengæld var vores største ønske at blive forældre – at blive forældre sammen. Og i Danmark skal man altså være gift for at medmoderen kan stedbarns adoptere det fælles barn fra fødslen. Så afsted til rådhuset med os. Meget romantisk!

Det var ikke sådan at vi var kede af, at vi skulle giftes. For hvis vi skulle så skulle det da helt klart være med hinanden. Vi var måske bare lidt små-irriterede over at være tvunget til det. Vi ville dog have det bedste ud af det og glædede os da også til at få en hyggelig dag sammen med vores nærmeste.

Vi besluttede at vores bryllup skulle være småt, simpelt og hyggeligt. Derudover havde vi ikke behov for at bruge en masse penge på det, da vi begge var på SU, og sparede op til fertilitetsmedicin, kommende baby osv.

Jeg tror vi inviterede omkring 40 mennesker. Det var de nærmeste venner og familie. Størstedelen dog Eas da min familie er mikro lille. Vi holdt festen hjemme hos Eas forældre, som har en dejlig lejlighed på Frederiksberg og, hvor der var plads til os alle. Med nød og næppe, men mere plads end hjemme hos os. Vi havde bestilt det lækreste smørebrød fra min svogers veninde (smørebrødsjomfru, uddannet fra d’angleterre og har arbejdet hos Ida Davidsen) og min svigerforældre havde hentet drikkevare til alt hvad hjertet kunne begære fra Tyskland. Derudover havde min svigermor bagt kage og der var overdådigt ostebord. Simpelt men skønt. Jeg tror alle gik mætte fra den frokost.

Vi går ikke frygteligt meget op i vores tøj og slet ikke hvor det kommer fra. Derfor var det slet ikke vigtigt for mig hvad jeg havde på. Ea ville til gengæld gerne have en pæn kjole og det skulle hun selvfølgelig have. Hun brugte længe på at finde den og havde vidst nærmest opgivet. Men pludselig fandt hun den. Den fineste kjole som hun så umådelig smuk ud i. Jeg kan ikke huske hvad forretningen hedder, men det er sådan en lille kælderforretning lige ved amagertorv.

Vi havde valgt at vi ville vies på Københavns Rådhus. Det er så smukt. Vi havde inviteret alle med til vielsen og der dukkede da endda flere venner og bekendte op som ikke var officielt inviteret. Virkelig hyggeligt og dejligt. Vi skulle finde to vidner og selvom det ikke er en speciel stor ting, så var det stort for os. Vi aftalte derfor at vi måtte vælge en hver. Ea valgte sin søster og jeg valgte en af mine gode venner. Jeg havde dog været meget i tvivl om jeg skulle vælge min kusine.

Som jeg har nævnt før og som nogen måske har bidt mærke i, så er min far fra Tyrkiet. Jeg var derfor lidt nervøs for at invitere ham, selvom han selfølgelig kendte til mit og Eas forhold og kendte Ea godt. Så derfor ringede jeg og inviterede ham meget forsigtigt. Til min store overraskelse var han bare sådan “selvfølgelig!!” – No questions asked. Det var en kæmpe lettelse for mig – for min fars anerkendelse og respekt har altid haft stor betydning for mig.

Vores bryllupsdag starter godt. Eas lillesøster er her og hjælper Ea med at gøre sig klar og vi hygger os. Men jeg taler også min mor, som fortæller at hun har talt med min far og at han ikke kommer. Han har ikke kontaktet mig og jeg forsøger forgæves at få fat i ham. Jeg er knust indeni, men jeg forsøger virkelig at bevare roen. Jeg er vant til at min far udebliver fra den slags ting, så jeg prøver ikke at ligge for meget i det. Det er svært, men jeg holder faktisk masken hele dagen. Henad de næste par timer sker der så det at 2 af mine rigtig gode veninder aflyser med meget kort varsel. For helvede! Det er et bryllup – ikke en eller anden før-byen-fest. Da Ea og jeg så står ved rådhuset er mit vidne ikke dukket op og da jeg endelig får fat i ham… Ja så sover han faktisk stadig og kan på ingen måde nå frem til vielsen. Heldigvis var min kusine der og hun blev mit vidne. Men jeg kan på ingen måde beskrive hvor alene jeg følte mig den dag. Jeg følte bare at jeg var blevet svigtet af alle og jeg vil våge af påstå at jeg som person forandrede mig utrolig meget den dag….

Alligevel var det også den lykkeligste dag i mit liv. Jeg blev nemlig gift med mit livs kærlighed, Ea! I bund og grund er hun alt jeg behøver og hun gør mig lykkelig. Vi hyggede os og havde de skønneste mennesker omkring os og det er klart det vigtigste!!!

Forresten kan jeg fortælle at jeg ikke talte med min far i 4 år og at vi først lige har genoptaget kontakten for få uger siden. Hvorfor han ikke dukkede op må nok forblive et mysterie.

Tak fordi i læste med…

kærlighed

12 Comments

  1. august 21, 2014 / 8:57 pm

    Puha, alle de svigt gør ondt helt ned i maven… Det må have været rigtig svært – især på sådan en vigtig og stor dag som denne…

    Men dejligt at læse om jeres bryllup. Det var jo heldigvis også glædeligt 🙂

    • Louise // RegnbuebarnetVigga.dk
      august 23, 2014 / 11:30 am

      Tak for din kommentar. Det var uden tvivl nogle store svigt, som stadig sidder dybt i mig. Men som du skriver, så endte det jo heldigvis godt 🙂

  2. Marlene Høj
    august 22, 2014 / 5:21 am

    Rigtig øv med din far og dine to veninder på jeres store dag! Husk den for det gode, der skete den dag.
    Bor din far i DK?

    • Louise // RegnbuebarnetVigga.dk
      august 23, 2014 / 11:31 am

      Det gør jeg bestemt også. Men det andet fylder selvfølgelig også når jeg tænker tilbage.

      Ja min far han bor i Danmark. Det har han gjort i en små 30 år efterhånden 🙂

  3. august 22, 2014 / 6:21 am

    Av for et svigt, det skærer helt i hjertet, men hvor er det fantastisk at I blev viet og at særligt du kunne nyde den helt særlige dag.

    • Louise // RegnbuebarnetVigga.dk
      august 23, 2014 / 11:32 am

      Præcis! Jeg nægtede simplethen at lade det ødelægge dagen og var nok langt mere påvirket i dagene efter end på selve bryllupsdagen 🙂

    • Louise // RegnbuebarnetVigga.dk
      august 23, 2014 / 11:32 am

      Tusind tak skal du have! 🙂

  4. Christina
    august 22, 2014 / 12:13 pm

    Pyha, hvor må det have været hårdt! Og ret usselt med flere afbud – selvfølgelig kan sådan noget ske, men jeg kan godt forstå at du følte dig svigtet.
    K.h.
    Christina

    • Louise // RegnbuebarnetVigga.dk
      august 23, 2014 / 11:35 am

      Det kan helt bestemt ske og det har jeg fuld forståelse for! Men jeg må også sige at undskyldningerne for afbudende var ret latterlige 😉 Det var nok mere det der irriterede mig. Det var tydeligt at det ikke lige var noget man orkede og det syntes jeg bare ikke var i orden. Jeg har faktisk heller ikke kontakt med dem længere, så det var alligevel nok for det bedste 🙂

  5. Sidse
    august 26, 2014 / 6:42 pm

    Dejligt du deler personlige ting fra jeres liv.
    Jeg kan godt forstå at det sidder dybt i dig, for det er en stort svigt på så vigtig en dag! Men som du selv siger så er det aller vigtigste at gifte sig med sit livs kærlighed….

  6. ditte
    august 27, 2014 / 9:28 am

    Kære louise, jeg sidder lige her og læser din historie om jeres bryllup. Det gør indtryk da jeg selv kender til at have en lille familie og en far der ikke var der. Jeg tog en beslutning sidste jul om ikke at have nogen kontakt mere og det har været et godt valg. Man skal bare ikke finde sig i svigt og det kan jeg høre at du heller ikke gør. Jeg holder meget af din/ jeres blog og nyder at læse om jeres søde lille familie. Jeg vil sige så meget at jeg synes at din blog er den hyggeligste blog jeg kender til! Selvom det er vel længe siden så tillykke med jeres kærlighed og at at det i Danmark er frihed til at være den man er. Knus Ditte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *