Jeg tænker ikke så ofte på den længere. Men jeg kan mærke den er der endnu… Den dårlige samvittighed. Jeg kunne ikke holde mit barn, i sikkerhed, inde i min mave indtil hun var klar til at møde verden og det gør ondt. Jeg fældede ikke en tåre de første 3 dage af hendes liv. Jeg havde blot den her følelse indeni – en følelse af uduelighed. Efter 3 dage kunne jeg ikke længere holde sammen på mig selv og det hele væltede ud på en gang. Husker tydeligt at jeg stod foran kuvøsen og kiggede på verdens smukkeste væsen bag glasset. For få dage siden havde vi haft den ultimative nærhed og samhørighed, men nu var vi pludseligt så langt fra hinanden. Jeg kunne ikke længere passe på hende. Jeg tudede! Følte mig som den mest elendige mor, med den mest elendige krop. Lorte krop! Den dag ville jeg gerne sidde med hende, men jeg lod Ea gøre alle de praktiske ting. Jeg var alligevel for uduelig til at have ansvaret for noget som helst..
Som tiden er gået er jeg blevet mindre hård ved mig selv. Men når Vigga bliver syg mærker jeg det igen. Det tager mig tilbage. Tilbage til den tid, hvor hun var lille og skrøbelig og, hvor jeg ikke kunne beskytte hende. Det er den fandens dårlige samvittighed.
Åhr det lyder hårdt 🙁 Tror det med dårlig samvittighed er en uløselig del af moderskabet, og den følger også mig. Den er med til at sikre vi er gode mødre! Virtuelt kram til dig 🙂
Kh Henriette // blondinemor.dk
Hej Henriette.
Tusind tak 🙂 Og jeg er forresten helt sikker på du har ret. Bekymring og dårlig samvittighed er to ting der nok altid vil være forbundet med moderskabet.
Varme tanker til dig:) Og god bedring til Vigga!
Tusind tak Elisabeth! 🙂
Hvor kan vi dog være hårde ved os selv…
Selv om din krop modarbejdede dig, så er jeg ret sikker på at du meget hurtigt blev en løvemor der vil gøre alt for dit barn efter du havde født…
Jeg kan huske da jeg fik Marcus, at jeg valgte at fokuserer på de ting jeg så i stedet kunne gøre for ham når nu han var kommet for tidligt ud…
Som at få godt gang i mælkeproduktionen, nærvær og den slags…
Men jeg var bange da jeg skulle have Alba (helt uden grund) – Og da jeg fik at vide med Arn at de havde fundet plusser i min urin blev jeg meget påvirket… Jeg var SÅ bange for at det skulle ske igen med for tidlig fødsel, kuvøse, indlæggelse og hele molevitten…
Det gjorde jeg uden tvivl! Og måske endda også lidt for meget en løvemor (hvis man da kan være det ;-)). Og jeg gjorde det samme vedr. amning. Blev den rene ammemafia og er det nok på mange måder stadig. Men uanset hvad, så kan jeg ikke lyve mig fra at jeg havde det meget svært og at jeg var meget hård ved mig selv.
Kan godt forstå din frygt. Jeg ville også være dybt angst for at skulle gennemgå endnu en graviditet og for at skulle det hele igennem igen. Måske med en som blev født endnu tidligere – også måske en som blev født til termin. Det er ikke til at forudse. Men forstå dig i hvert fald. Men dejligt at de to sidste valgte at blive derinde. Fødte du på grund af svangerskabsforgiftning?