Maries julegave på Anemone teateret

De sidste par år har vi fået indført en lille juletradition herhjemme. Vi har hvert år op til juleferien været inde og se et juleteaterstykke sammen med Vigga. Det har været en rigtig fin og hyggelig måde, at starte juleferien på. De sidste to år har vi været på Nørrebro teater og se Rosas julebal. Det kører desværre ikke i år, men skulle det genopstå så kan det anbefales! Det er SÅ godt. En virkelig god oplevelse for både børn og voksne.
Vi var rigtig ærgerlige over, at det ikke kørte i år – så vi har været på udkig efter noget andet. Der er egentlig mange gode teaterstykker for tiden; Hodja fra Pjort, Folk og røvere i kardemomme by og et juleeventyr som spiller inde i tivoli. Særligt et juleeventyr var jeg hooked på, men alle de gode pladser var udsolgt. Jeg gider ikke gå i teateret, hvis man knap kan se scenen – det ødelægger efter min mening oplevelsen fuldstændigt.

Vi ville jo gerne se et teaterstykke der var lidt julet, så vi endte med at bestille billetter til Maries julegave, som spiller på Anemone teateret. Et lille stykke på 50 minutter, som anbefales fra 3 år.
Som skrevet så synes vi, at det er en virkelig hyggelig måde at starte juleferien på. Vigga elsker teater, det gør hendes mødre egentlig også, og så er det bare dejligt med gode fælles familie oplevelser.

1473

Gode råd fra en ny bilist

  1. Det er faktisk tilladt at spærre for al gående trafik, på vej ud af en sidegade. Derfor behøver man ikke give chaufføren hverken dræberblikket eller fuckfingeren!
  2. Når en bilist skal svinge til højre og stopper ved fodgængerfeltet er det som regel fordi der er en fodgænger på vej over. Det er ikke fordi man lige tager sig en pause, så i behøver ikke dytte.
  3. Når en bilist ikke kører frem ved grønt lys, men i stedet går i stå, så går det ikke hurtigere når man dytter – det går faktisk langsommere.
  4. Er bilisten tæt ved en fodgængerovergang er det ikke nødvendigt, at stoppe op hvis forgængeren er på vej over den første strækning og dermed kan stille sig i helle i midten. Det kan derfor ikke forventes bilisten stopper når man pludseligt kommer cyklende over første strækning. Derfor behøver man ikke forsøge kaste sin cykel ud foran bilisten i provokation! Just saying.
  5. Hornet er forresten kun til at afværge fare og ikke til for at provokere og stresse andre bilister.
  6. Når en bilist kører helt hen til kantstenen og spærrer af for cykler, så er det ikke meningen af cyklisten skal kører venstre om og placere sig oppe foran bilen. Det er faktisk ikke en provokation, men noget man gør for cyklistens sikkerhed.

Nogle af tingene lyder måske som ret simpel viden eller ligefrem vanvittige – og det er de virkelig også. Omend har jeg oplevet det hele + meget mere. Folk i trafikken er jo komplet SINDSSYGE og er man ikke årvågen i denne by så dør man fandme. Jeg er virkelig glad for, at jeg har taget kørekort her i København og på den måde vendt mig til denne vanvittige færdselsattitude fra starten. Måske det også er sådan i andre byer?! Det ved jeg faktisk ikke. Men det er i hvert fald rigtig slemt her. I starten hvor vi fik bil og jeg lige skulle lære den ordenligt at kende, samt skifte fra diesel til benzin bil, der fik jeg virkelig nogle huk i trafikken. Og når man først bliver stresset så går alting altså kun langsommere, det kan jeg godt afsløre. Jeg er heldigvis blevet langt mere rutineret nu, men jeg oplever stadigvæk rigtig vanvittige ting. Jeg kunne skrive side op og side ned omkring cyklisterne i denne by og om, hvor lidt de har deres liv kært. Fucking hell, altså.

 

At sove ude

Vi har været definitionen på pyller-forældre. Vi har holdt godt fast i Vigga og ikke stolet på, at andre kunne passe ligeså godt på hende som os selv. Jeg tror først vi begyndte, at give lidt slip da hun var omkring 2 år – men siden da er vi nået langt. Det mener jeg i hvert fald selv.

At vi har holdt godt fast i Vigga og passet hende hjemme indtil hun var 2,5 år har selvfølgelig også medført, at Vigga har holdt godt fast i os. Derfor har interessen for, at være alene med bedsteforældre og andre aldrig været stor. Særligt det med at sove ude har været fuldstændig out of the question. Det har egentlig også passet mig fint for jeg har ikke haft behov for, at hun skulle sove ude. Men pludselig en aften, sidste år, hvor vi skulle hjem fra Viggas moster og kusine, spurgte Vigga om hun ikke måtte blive og sove. Helt ud af det blå. Det gik over al forventning. Der var lidt savn ud på natten, men det var vidst også det. Hun havde en god oplevelse, men var ikke interesseret i at gentage det i et stykke tid. Pludselig kom det lidt igen og nu har hun faktisk sovet ude fire gange, hvor det er gået rigtig godt. Det lyder sikkert af lidt for nogle, men i forhold til hvor tæt vi alle tre har holdt hinanden – så synes jeg det er virkelig flot.

I går blev Viggas mormor 50 år og Ea og jeg havde inviteret hende ud og spise. Det var med 3-retters menu + det løse og vi havde vurderet, at det var bedst Vigga ikke kom med. Viggas tålmodighed er tæt på ikke eksisterende og 2,5 time på restaurant ville være for meget af det gode. Så vi havde arrangeret, at hun kunne komme hjem til hendes moster og kusine for at hygge. Hun savner os uden tvivl når vi ikke er der, men hun accepterer det og jeg er ret overbevist om at hun også hygger sig. Selvom det kan være svært, så er det også er sundt at komme lidt væk fra sin mor og mama engang i mellem. Jeg ved at mange forældre også nyder at have børnefri og det gør jeg da også. Men jeg synes faktisk det er lettere bare, at have hende hjemme. De uger i sommerferien, hvor vi er sammen alle tre 24/7 er de bedste uger vi har sammen på året. Det er som om, at vores forventninger til hinanden kommer hundred procent in sync og vi har derfor meget få konflikter i ferierne.

Vi er dog rigtig lettede og glade over, at have fået et barn der er meget socialt og nyder andres selskab – selvom vi måske startede ud med at være nogle lidt for pylrede mødre….

Jeg fik sgu kørekortet…. Og bilen

Vi er blevet bilejere! Som jeg tidligere har skrevet, så gik jeg i gang med at tage kørekort. Godt nok små 10 år forsinket, men bedre sent end aldrig. Det tog mig en evighed at tage det kørekort, hvilket var langt mere omfattende end jeg lige havde regnet med. Jeg valgte selvfølgelig også at tage det midt i alle mine afsluttende eksamener, hvilket set i bagspejlet var mindre klogt. Men så blev det hele ligesom overstået på en gang. Nå ja, så dumpede jeg vidst også lige køreprøven første gang. Ups!

Da jeg fik kortet i sommers gik det hurtigt op for mig, at jeg faktisk ikke havde nogen bil at køre i. Dette var et kæmpe antiklimaks for mig! Det irriterede mig virkelig. Derfor gik jeg i gang med projekt “overtal-Ea-til-at-købe-bil”. Selvom hun var ret skeptisk var hun heldigvis ikke svær at overtale. Jeg har en ret sød og gavmild kone, hvis jeg selv skal sige det.

Vi har været ret enige om, hvilken type bil vi skulle købe. Vi arbejder jo hjemme og kører derfor ikke en masse kilometer hver dag. Bilen er rent og skær lidt luksus i vores tilværelse og måtte derfor gerne være lidt økonomisk. Vi var enige om, at vi ikke ville have en af de meget populære mini-biler. Vi ville simpelthen blive for irriteret over manglen på baggagerumsplads. Jeg havde længere været lidt lun på Renault’s Clio sport tourer og det blev da også denne vi i sidste ende valgte at købe. Bilen passer enormt godt til vores behov og vi er virkelig glade for den.

renault-clio-sport-tourer

Årets vintergarderobe

Det er for alvor ved at blive koldt og de sidst par uger er vintergarderoben stille og roligt blevet fundet frem. Jeg, har som altid, været ude i god tid og derfor har den ligget klar i skabet de sidste par måneder. Jeg er ret bevidst omkring, hvad jeg gerne vil have til Vigga og lige pludselig er det umuligt at finde i hendes størrelse. Så vil jeg hellere have det klaret i god tid, så jeg er sikker på at få det som passer hende bedst.

I år besluttede vi at hun skulle have et to-delt sæt som hendes primære vinterovertøj. Det er jeg allerede rigtig tilfreds med – for Vigga er virkelig glad for det. Noget helt andet er, at Vigga allerede bruger størrelse 122 og der bliver udvalget af flyverdragter altså lige lidt mindre.
Sidste år havde Vigga vinterjakken fra Marmar cph og jeg var virkelig overrasket over den gode kvalitet og hvor godt den holdt hende varm. Derfor valgte vi at købe både jakken og skibukserne derfra i år.
Både vinterstøvler og vintertøjet kan ikke tåle tørreskab. Derfor køber vi altid en ekstra flyverdragt. Det har vi også gjort i år. Jeg var rigtig heldig at finde en næsten ny Ver de terre flyverdragt på Reshopper. Og lige et hurtigt sidespor. Hvis i ikke kender den app, så må i virkelig downloade den. Jeg har virkelig købt mange gode ting på Reshopper – specielt til vores dagpleje. Nå, men jeg fandt den næsten nye flyverdragt derinde til 600 kroner og den er perfekt som ekstra. Det er en tidligere model, så den er blommefarvet. Vigga har haft den før og det er en skøn og varm farve til hende. Desværre kan den ikke købes i år.

Et to-delt sæt fra Marmar og en ekstra flyverdragt fra Ver de terre består Viggas vintergarderobe altså af i år. Nu er den jo ikke blevet prøvet af så længe, men indtil videre er vi rigtig tilfredse med vores valg. Vigga har jo efterhånden også fået sin egen mening om tingene, så det handler meget om at finde en kompromis, hvor Vigga kan lige modellen samt farverne og hvor vi kan lide kvaliteten og pasformen. Det er heldigvis lykkes rigtig godt i år.

vinter1. Marmar cph vinterjakke // 2. Marmar cph skibukser // 3. Ver de terre flyverdragt

Indeholder affiliate