Der var engang, hvor jeg skrev et indlæg om suttestop. Dog mest tankerne for vi var slet ikke nået til selve suttestoppet endnu. Det var i februar måned sidste år. Indlægget kan i læse længere nede på siden, da jeg jo ikke har fået blogget så meget.
Jeg kan sagtens huske tankerne omkring det med at skulle fratage Vigga sin elskede sut og så gik det bare meget bedre end nogen kunne have regnet med. Hvis jeg selv skal sige det, så er Vigga altså et lille super menneske og hun håndterer alting meget bedre end hvad jeg starter ud med at forvente hende.

Jeg tror vi skal spole tilbage til juli måned sidste år. Vigga og jeg var i Fætter BR, hvor hun forelsker sig i en lægekuffert fra Doc Mcstuffins. Hun vil gerne have den og jeg nævner at en tur til suttetræet udlæser sådan en kuffert. Til min store overraskelse er Vigga fuldstændig på. Vi prøvede lige en nat uden sut for at sikre os, at det kunne lade sig gøre og det kunne det uden problemer. Afsted til suttetræet med os og bagefter tog vi hen for at tømme Fætter BR (hun var dog meget beskeden).

Efterfølgende tror jeg det kan tælles på én hånd, hvor mange gange hun har nævnt de sutter. OG det er på trods af, at hun var big time sutoman. Hun brugte den tingest dag og nat og pludselig var det slut; hun var en stor pige. Jeg er utrolig glad for at vi ventede til hun selv var klar og ikke blot tog den fra hende – det kan jeg virkelig mærke. Hende Vigga har vi sgu været heldige med. Hun er det skønneste.

suttestop

Jeg har altid godt kunne tænke mig et kørekort, men tiden har ligesom ikke været til det og undskyldninger har der været mange af. Men hånden på hjertet, så har behovet altså heller ikke været der før nu. Derfor er jeg gået i gang med erhverve mig et kørekort.
Det kan godt være at jeg kun er 27 år gammel men, let me tell you, i kørekorts-verdnen er jeg en olding. Uge efter uge sidder jeg i et lokale med en flok 17-18 årige og bliver undervist. Jeg sidder der fuldstændig stræber-agtig og skriver ned og skriver ned. De ligger halvt ned på stolen med øjnene halvt på klem og alligevel husker jeg kun halvdelen af hvad de gør.

En anden ulempe ved at tage kørekort så “sent” har nok været at min frontallap er fuldt udviklet og jeg derfor er alt for bevidst om konsekvensen af mine handlinger. Jeg var SÅ nervøs de første gange jeg var ude og køre, men det er blevet bedre med tiden. Tanken om at skulle køre rundt med Vigga i en bil er dog stadig lidt foruroligende.

Jeg er dog ved at nå til et punkt, hvor jeg glæder mig til at være færdig, hvilket jeg snart er. Det bliver alligevel lidt luksus og giver os lidt mere frihed. Forhåbentlig kan en gammel hund lære nye tricks. Wish me luck.

Fik en pludselig lyst til at skrive et blogindlæg. Så jeg tog hurtigt til tasterne. Det er 4 måneder siden sidst og det kan nærmest tælles på én hånd, hvor mange indlæg jeg har udgivet det sidste år. Mærkeligt at noget som har været så stor en del af ens liv, pludselig fylder så lidt. Eller faktisk intet. Nå men. Måske jeg har lyst til at blogge igen i morgen og skrive lidt om, hvad der sker i vores liv for tiden.