Det er ikke meget jeg får skrevet herinde for tiden (synes efterhånden jeg starter de fleste blogindlæg på denne måde). Men så har jeg måske bare mere på hjertet når jeg endelig skriver.

Den belt “store” nyhed i denne omgang er at vi skal flytte. Flytte ser helt vildt ud i mine øjne, men vi skal heldigvis ikke flytte så langt. Vi flytter faktisk bare ind i opgangen ved siden af. Det er en større lejlighed og den har – wait for it – ELEVATOR. Jeg har før skrevet om at vi er godt trætte af at bo på 4.sal. Det er godt nok ikke så slemt lige for tiden, for Vigga er blevet god til at gå op selv og vi har stort set ingen konflikter omkring det længere (7-9-13). Der er jo langt op for små og trætte ben, men jeg kan simpelthen ikke bære 19,2 kg op på 4. sal x antal gange om dagen.Men nu er det snart slut med trapper for os. Det var godt nok god gratis motion og vi kommer måske rullende ned af gaden om et års tid men, who cares, vi får elevator.

Selvom vi ikke flytter væk fra alt det velkendte, så er det alligevel svært for os at flytte. Vigga synes bestemt ikke om det og vi forsøger ikke at tale for meget om det. Desuden har vi næsten boet her i 6 år og vi er rigtig glade for denne lejlighed. Det er her vi boede da vi var i fertilitetsbehandling, da jeg blev gravid og det er her Vigga er vokset op. Så det er da lidt vemodigt, men forhåbentlig får vi nye gode minder i den nye lejlighed.

Forleden dag da Vigga kom hjem fra børnehave sagde hun de frygtede ord til mig. De ord jeg håbede jeg aldrig skulle høre fra hende og aldrig behøvede tale med hende om. Det er egentlig også lidt sjovt, men den ramte lige lidt alligevel. Hun sagde til mig: “Mor du er en dreng”. Mig: “En dreng? Hvorfor er jeg det?”. Vigga: “Fordi piger ser ikke sådan ud”. Shit! Piger ser ikke sådan ud?! Hele hendes liv har jeg gjort alt hvad jeg kan for ikke at fremstå for drenget og det er faktisk lykkes mig rent fint – syntes jeg da selv. For det andet har jeg virkelig forsøgt ikke at præge hende i forhold til traditionelle kønsroller. Både hvad tøj angår, men også i forhold til legetøj, aktiviteter mm. Hun kan alt selvom hun er en pige. Al den omtanke og så kommer barnet hjem til mig og siger jeg er en dreng.

Min første tanke var om der mon var en af de andre børn i børnehaven, som havde sagt det til hende. Altså noget a la “din mor ligner en dreng” eller hvad ved jeg. Men det tror jeg egentlig ikke. Jeg tror helt selv hun er kommet frem til det på en eller anden måde. Det var lidt som om der gik et lys op for hende og så kom ordrerne ud af hendes mund.

Måske vil nogle tænke jeg er lidt fjollet og det er jeg sikkert også. Men det har været rigtig vigtigt for mig, at Vigga ikke skulle gå rundt og tænke at drenge er sådan og piger er sådan. Derudover har det også været vigtigt for mig ikke at se for drenget ud efter jeg blev mor og dette er tilsyneladende heller ikke lykkes. Da Ea og jeg gik i gang med at få børn ændrede jeg mig temmelig meget. Ikke personlighedsmæssigt, men mit udseende. Jeg fik en lidt mindre drenget frisure, tog alle mine piercinger ud, ændrede min tøjstil drastisk osv. Jeg skulle jo være nogens mor. Og alligevel så synes hun sgu jeg ligner en dreng. Møgunge 😉