Vigga reagerer kraftigt på børnehavestart i disse dage. Hendes lunte er meget kort og jeg har ærligt talt lidt svært ved at kende hende. Er der andre, som har oplevet det? Det er lidt skræmmende, men forhåbentlig bare en fase.

Vi har været hjemme hos Viggas kusine i dag for at lege. Da vi cykler hjem, og næsten er hjemme – thank God, begynder hun at skrige LOOOOOOOORRRRRRT, TIIIIIIIIIIIIIS igen og igen og IGEN. Alles øjne, i nærheden af Amagerbro, var pludselig på os og en gammel dame døde nærmest af forargelse. Og selvfølgelig var vi nødt til at holde for rødt! Et meget pinligt øjeblik. Alligevel var Ea og jeg ved at dø af grin fordi det var så absurd. Ea cyklede fra os det sekund det blev grønt. Kan sgu egentlig ikke bearbejde hende – jeg havde gjort det samme!

Vi er ikke så sarte herhjemme og snakker frit om lort og tis. Men vi måtte altså lige have en snak om, at det er bedst at råbe sådan noget inde på sit værelse og ikke ude på gaden. Velkommen til livet som børnehaveforældre

 

børnehavebarn

Det er ingen hemmelighed, at jeg ammede Vigga længe. Alligevel er det dog ikke noget, som jeg har råbt for højt om. Jeg oplever ikke, at langtidsamning er velset i det danske samfund. Jeg oplever dårligt at amning af spædbørn er velset. Derfor er jeg gået lidt stille med dørene, men har nævnt det hist og her.

Jeg stoppede med at amme Vigga i foråret. Dvs. at jeg har ammet hende til hun var omkring 2,5 år.

Under min graviditet tænkte jeg, at jeg gerne ville amme. Men efter at have hørt en masse historier om for lidt mælk, brystbetændelse, ingen mælk, dårlig sutteteknik og jeg ved ikke hvad, så tænkte jeg at jeg nok var heldig, hvis jeg overhovedet kunne få det i gang.

Som i ved blev Vigga født 8 uger for tidligt. Derfor kunne jeg faktisk ikke amme hende det første stykke tid – hendes sutterefleks var simpelthen ikke udviklet. Men jeg kunne pumpe ud. Ikke et udtryk jeg som sådan havde stiftet bekendtskab med før. Men på barselsgangen fik jeg nærmest kørt pumpen ind og fik sat flasken på patten, før jeg havde mødt Vigga. Det var vigtigt, at hun fik det første dråber modermælk, da de er ekstra vitaminrige. Når jeg vælger, at skrive dråber, så er det fordi det virkelig ER dråber. De første dage fik jeg pumpet de “gyldne dråber” ud og ned i den der flaske. Når jeg var færdig stod Ea klar med engangssprøjte for, at få trukket det op til Viggas sonde. Man kunne dog godt blive lidt skuffet over alt det pumperi og så kun sølle 0,1 ml. Haha. Men sådan var det. Efter nogle dage løb mælken heldigvis til og så kom der jo let mellem 20 og 50. Stor lettelse. Dog var mit konkurrence-gen lidt på prøve, da en afrikansk kvinde på neo konstant pumpede 100 ml ud. Hvad sker der lige for det? Der kunne jeg altså ikke være med (meget skuffet smiley).

I det hele taget var det der udpumpning noget af et show. Der skulle pumpes hver 3. time. En gang i døgnet måtte der dog godt gå 6 timer i mellem. Det betød, at jeg skulle op én gang i løbet af natten. Det er sgu lidt sjovere at stå op til en baby end en brystpumpe. Men jeg gjorde det med glæde. For det var vigtigt for Vigga. På neonatal havde de et udpumpningsrum. Så sad vi alle sammen der, på rad og række, med patværket fremme og malkede ud. Imens vi så TV2 News, ej at forglemme. Har aldrig set så meget TV2 news i mit liv. Men var da helt up-to-date omkring Kim Jong Il’s død.

Efter lidt tid kunne Vigga leve udelukkende af min mælk, hvor hun ellers var blevet suppleret med donor-modermælk. Det havde vi det udemærket med. Fantastisk at kvinder vil donere mælk, så de små pus kan få den bedste start på livet. De har nemlig brug for alle de antistoffer det findes i modermælk – særligt når de er så små.
Alligevel var det rigtig stort, da jeg selv kunne klare forsyningen. Ikke mindst fordi at sygeplejerskerne på neonatal er meget støttende og opbakkende omkring amning. Det var lige før, at man fik klapsalver.

Det er et stort arbejde at få amningen til at køre, når man har født for tidligt. Som sagt var hendes sutterefleks endnu ikke udviklet og derfor fik hun sonde. Men jeg begyndte hurtigt at ligge hende til, når hun fik sonde, da hun skulle have fornemmelse af at man blev mæt når man lå ved brystet. Så var det ligegyldigt om hun spiste noget. Heldigvis er Vigga et kvikt og sulten barn og derfor fik hun hurtigt fanget fidusen i det hele. Men som sagt et stort arbejde. Det hele skal passe sammen. Først amning, så sonde, så udpumping. I flere måneder. Men det var det hele værd – for jeg fik amningen til op at køre. Når jeg tænker tilbage på det hele i dag ville jeg dog have ønsket at jeg havde kunne stole mere på mig selv og mine bryster. Jeg havde hørt så mange historier, som beskrevet længere oppe, og var derfor bange for overproduktion, underproduktion og alt det der. Var jo nærmest bange for at de skulle falde af. Men jeg har virkelig lært at man skal stole på de virker. De indeholder lige præcis det babyen har brug for og produktionen kan reguleres, både op og ned, på mange måder. Der er stort set altid en vej, men det kan kræve hårdt arbejde.

Da Vigga var ca. 2 måneder kom hun endelig af med sonden og jeg kom kort efter af med pumpen. Der skulle dog ikke gå mange dage før hun blev ramt af en frygtelig omgang RS-virus. Hun blev derfor indlagt på neonatal igen og som noget af det første ligger de sonde på hende og sender mig ned i udpumpningsrummet. Suk. Back to square one. Men jeg tog det med oprejst pande og vi klarede det bare igen. Heldigvis gik der ikke mange uger før at det hele igen kørte som før.

Jeg føler at amningen har været med til, at give os noget af den nærhed tilbage, som vi mistede ved at hun blev født for tidligt. Hun har altid været et barn, som har haft stort behov for tryghed og det har hun fundet ved brystet. Hun har haft behov for at være tæt og for at ligge hud mod hud. Hun opgav aldrig selv amningen, ligesom nogen kan opleve når børnene bliver omkring 1 års tid. Og jeg havde ikke behov for at tage det fra hende. Det virkede helt naturligt og så længe det ikke havde indflydelse på hendes appetit, af almindelig mad, kunne jeg ikke se problemet. Og det kan jeg stadig ikke.

Jeg ved at mange synes at det ikke er barnets behov eller måde direkte frastende, at amme sit barn efter de bliver 1 år. Måske endda allerede efter de 8 måneder. Men jeg må indrømme, at det ikke er noget jeg kan sætte mig ind i. For mig er bryster ikke et seksuelt objekt, men en kilde til madog tryghed, til vores børn. Amning er naturligt og, for mig at se, en gave til både mor og barn. Jeg stoppede med at amme da Vigga, så småt selv mistede interessen for det. Min mælkeproduktion blev lidt underlig af at der kunne gå dage i mellem. Så til sidst tog jeg selv en beslutning om at nu var det nok. Men amme-tiden har været skøn og jeg kan godt savne det lidt. En helt særlig oplevelse.

amning

Det er nu en uge siden, at Vigga startede i børnehave. Jeg har virkelig forsøgt at være glad for det, men det er svært. Det er bare noget helt andet end vuggestue!

Jeg synes det er svært at vende sig til. Mest for mig, men også lidt for Vigga. Hun siger i hvert fald, at hun savner sin vuggestue. Det er så hjerteskærende.
Jeg tror ikke det er en dårlig børnehave hun er startet i – eller det ved jeg ikke det er. Det er bare MEGET anderledes. Vigga gik i verdens bedste vuggestue og havde de skønneste og dygtigste pædagoger. Der var meget refleksion over praksis og meget var planlagt. Det fungerer Vigga rigtig godt under. Desuden var der altid nogen, som stod klar til at tage imod hende om morgenen. Det er nok det jeg savner mest.

I børnehaven planlægger de ikke så meget. Der er meget fri leg. Børn skal selvfølgelig lære at indgå i relationer på egen hånd, men Vigga har bare ikke helt den alder endnu, hvor hun kan det. Hun leger ikke uopfordret med børn hun ikke kender. Jeg ville nok bare ønske, at man tog lidt mere hånd om de små. Måske de gør det når Ea og jeg ikke er tilstede, men vi har svært ved at se det når vi er der. Lige nu er det lidt svært at aflevere hende, men vi forsøger virkelig. I dag fortalte hun mig, at hun var begyndt at græde efter at hendes mama var gået. Heldigvis fortalte hun også at hun var blevet trøstet. Men av mit hjerte. Det er svært at vende sig til børnehavelivet. Særligt for mødrende!

børnehavelivet

Vigga er begyndt at sige, at hun elsker os. Jeg aner ikke om hun ved hvad det betyder, men det er tydeligt at hun ved det er noget man kun siger til, eller om, personer man holder af. Hun sagde bl.a. til mig for kort tid siden, at hun elskede sin pædagog i vuggestuen. Så sødt altså. Men derfor endnu mere sørgmodigt, at vuggestuetiden nu er forbi.

Jeg siger ofte til Vigga, at jeg elsker hende. Mange gange om dagen. For det gør jeg. Af hele mit hjerte. Alle folk siger, før man selv for børn, at kærligheden til sine unger er ubeskrivelig og helt unik. Ja, ja tænker man. Men seriøst. Jer uden børn – i ved slet ikke hvad der rammer jer. Jeg elsker Vigga så højt, at jeg af og til får ondt i hjertet. Faktisk i hele kroppen. Og jeg dør næsten af kærlighed til hende når hun med sin lille stemme siger “mig elsker dig mor”. Før vi fik Vigga troede jeg ikke, at jeg kunne elske nogen højere end Ea – for min kærlighed til hende er stor, men en helt anden fandt jeg ud af.

Det med kærlighed var noget jeg reflekterede meget over i min seng på Hvidovre Hospital, imens jeg var indlagt med forkortet livmoderhals. Aldrig før havde jeg elsket Ea så højt som der og kan huske, at jeg lå og tænkte om jeg ville elske babyen ligeså meget. Det gjorde jeg heldigvis. Og selvom Vigga er godt på vej mod de 3 år, så vokser kærligheden stadig dag for dag.

IMG_1521

Jeg har længe været glad for Mads Nørgaard til børn. Jeg oplever også at det dukker op på flere og flere webshops, og udvalget bliver større. Desværre kan man endnu ikke købe deres basis bluser, til børn, på nettet – men de kan findes i Englebørn inde ved Strøget. Fantastisk butik btw.

Vi har været særligt glade for de Cardigangs vi har købt fra Mads Nørgaard. De er lidt til den dyre side, men til gengæld så har de også bare holdt. De har ikke mistet formen, har ikke fnulleret og så sidder de rigtig godt på Vigga. Lige nu har hun nr. 5 liggende i hendes skuffe og den er bare god til alt.

Det absolut bedste køb vi har gjort os til vinteren er klart den nye uld-cardigan, nr. 8. Den er SÅ lækker og den kommer vi til at bruge rigtig meget. Det er dejligt lige at kunne give en dejlig, varm uld på de særligt kolde dage om vinteren. Både til at have inden under overtøjet, men også at have med i børnehaven.

Vores erfaringer med Mads Nørgaard til børn er rigtig gode og Vigga vil helt sikkert få mere i fremtiden. Som skrevet kan nogle af deres ting, ikke det hele, godt være lidt til den dyre side. Men jeg har faktisk haft god held med at finde tingene på tilbud. Dog desværre ikke uld-cardiganen 😉 Men uld koster lidt penge og sådan er det.

Mads Nørgaard til børn

1. Mads Nørgaard jakke // 2. Mads Nørgaard striktrøje – uld // 3. Mads Nørgaard skjorte // 4. Mads Nørgaard uld-cardigan med zip  // 5. Mads Nørgaard bomulds cardigan // 6. Mads Nørgaard t-shirt // 7. Mads Nørgaard uld-cardigan, sort // 8. Mads Nørgaard uld-cardigan // 9. Mads Nørgaard kjole // 10. Mads Nørgaard thermo // 11. Mads Nørgaard tanktop // 12. Mads Nørgaard trøje

Indlægget indeholder aff. links