Vigga faldt i søvn i Christiania cyklen på vej hjem fra legestue, i onsdags. Hun havde tilsyneladende ikke sovet nok for luren forsatte op at pælen til cykelskuret…

Vigga er vild med is. Og når jeg siger vild så mener jeg, som i at det var hendes første ord, at når vi spørger hvad hun vil have og spise svare hun “is”, at hun stopper foran alle isboder og is-skitle hun finder på sin vej og selvfølgelig vil hun eje alt med en is på. Det er ret vildt med de is faktisk. Så da Ea og jeg så den fine, fine is-kjole, fra Soft Gallery, var vi ikke i tvivl om at den er lige noget for Vigga…

Vi er blevet spurgt af en læser om vi vil dele vores tanker og følelser i forhold til at have valgt at passe Vigga i den private dagpleje ordning der er i Københavns kommune og om ordningen generelt. Det vil vi meget gerne. Her kommer der altså et indlæg, sort på hvidt der beskriver vores tanker og følelser om pasning til Vigga, pasning, barnets behov og udvikling og den private dagpleje ordning. Vi har oplevet at vores holdninger har stødt andre mennesker – dette er ikke vores hensigt. Vi mener at alle forældre gør og skal gøre det de synes er bedst for deres barn og deres familie. Det er også det vi gør. Det er Ea som jeg har sat til at skrive nedenstående indlæg..
Her i kommunen skal man skrive sit barn op inden de fylder 3 mdr. Da Vigga jo er født 8 uger for tidlig, var hun kun 4 uger korrigeret da vi skulle skrive hende op. Hun var en lille bitte baby og vi anede ikke hvilke behov hun havde og hvilket barn hun ville være når hun som 1-årig skulle i pasning. Vi vidste ikke om hun ville få nogle senfølger af hendes for tidlige fødsel. Derfor valgte vi at skrive hende om til en vuggestue med 4 stuer og dagpleje. Så var der ligesom god mulighed for at vælge hvad der ”passede” hende bedst til den tid..
For hver dag der gik af Vigga og Louises barselstid sammen, snakkede vi om hvor lidt vi ønskede at aflevere Vigga i pasning. Vi synes ganske enkelt ikke at det var hendes behov. Hun havde ikke senfølger af hendes for tidlige fødsel. Men hun var på ingen måde tryg og tillidsfuld overfor verden og andre mennesker. Det var bedst hos mor eller mama. Allerbedst hos mor. Vi kunne slet ikke forstille os at hun ville trives i pasning, hvor hendes behov ikke kunne tilgodeses. Selvfølgelig bliver børns behov tilgodeset i daginst./dagpleje. Men i og med der ofte er 12-14 børn til 3-4 voksne eller 3-4 børn til 1 voksen. Mener vi ikke kan det kan lade sig gøre i så høj grad et barn på omkring 1 år har behov for.
Jo mere tiden gik og jo mere vi snakkede om det, blev det simplethen ikke en mulighed at Vigga skulle i pasning.
Vores beslutning blev taget på baggrund af, hvad vi tænkte ville være bedst for Vigga, hvad vi ved og mener om det lille barns udvikling og vores erfaringer for daginstitutionsområdet.
Vi mener at det lille barn (her snakker vi børn under 3 år) har behov for at være størstedelen af deres tid hos deres faste tilknytningspersoner. Vi mener at det er her de trives, udvikles og lærer bedst. Vi tror på at et barn på under 3 år har størst behov for tryghed og omsorg i rolige og hjemmelige omgivelser med deres faste tilknytningspersoner der kender dem og ser dem og derfor i højere grad kan møde dem der hvor de er og svare dem på deres kommunikation. Fremfor at tilbringe dagen i et miljø der er blevet skabt for at forældre kan passe deres arbejde. Jo børn skal socialiseres, de skal lære at tilsidesætte deres egne behov og tage hensyn til andre mennesker. MEN et barn på 1 år, har ingen forudsætninger for at tilsidesætte deres behov. Det er ikke muligt for dem på nuværende tidspunkt i deres udvikling. De forstår det ganske enkelt ikke, og jeg tror at når de tvinges til det, at de kan miste en del af dem selv. Børn lærer af børn det er rigtigt. Børn lærer også af voksne. Voksne der er nærværende og inddrager børnene i dagligdags ting og oplevelser.
Vi mente at vi selv i højere grad kunne give Vigga en hverdag hvor vi kunne tilgodese hendes behov, opdrage hende med de værdier vi mener er vigtige og skabe et lærerigt og udviklende miljø, alt i mens hun var tryg fordi hun ville være sammen med mig.   
Vi var bevidste om at det krævede noget af os. Af mig. Vi skulle ud og opleve verden og blive tryg i den. Vi skulle møde andre børn og voksne. Og danne sociale fælleskaber.
Vi fandt ud af at vi havde to muligheder, hvis vi ikke ønskede at Vigga skulle i pasning. Enten tilskud til pasning af egne børn eller privat dagpleje ordning. Hvor man passer eget barn og et andet barn, man selv finder.
Vi valgte den private dagpleje ordning. Dette var både pga. økonomiske årsager, men i endnu højre grad fordi vi syntes at det var en rigtigt god mulig for at give Vigga en relation et andet barn. Det gav ganske enkelt mere mening i forhold til at skabe en hverdag med et pædagogisk fokus på leg, læring og udvikling. I ordningen skal man også gå fast i legestue og man får besøg af en tilknyttet dagplejepædagog der støtter en i børnenes trivels og udvikling.
Nu her hvor jeg har passet Vigga i denne ordning i 1 år og 2,5 måned, vil jeg sige at det er den bedste beslutning vi har taget både på Viggas vegne men også for vores familie.
Ordningen har både sine fordele og ulemper. Der har i perioden både været gode, sjov, svære og hårde tider. Men vi ville til hver en tid vælge det igen.
I forhold til at vælge denne ordning og at vælge at passe sit barn selv, skal man gøre sig nogle grundige overvejelser. Det kan lyde luksus at ”gå hjemme” med to børn – men det er benhårdt arbejde. Alle forældre ved hvor meget et lille barn kræver, af tid, opmærksomhed, omsorg, aktivering osv. Man skal vælge at gøre det fordi, at man ikke kan lade være. Jeg har mødt rigtig mange i denne ordning, alle har ønsket at deres børn ikke skulle tidligt i pasning. Nogen har passet et halvt år, andre et år og få helt indtil børnehave tid. Jeg har mødt mange der trives i ordningen, men jeg har også mødt mødre det ikke fungere for – og som har valgt at stoppe, det har jeg haft stor respekt for. For jeg går ind for at man gør det der føles rigtigt. Det er nemlig det der gør en glad og lykkelig.
I denne ordning får man et andet barn tæt ind på livet, og også barnets forældre og familie. De kommer hjem til en hver dag og aflevere deres dyrebareste. Det er vigtigt at samarbejdet fungere og at man har tillid til hinanden. Man skal have lyst til at åbne døren til ens hjem og ens familie. Jeg har mødt nogle forældre der har haft stor respekt for vores hjem og familie og det er jeg dybt taknemlig for. Alle dage har jeg haft lyst til at tage imod mine dagplejebørn (har haft to forskellige) men til tider har jeg synes det var svært, at jeg ved at der kommer andre i ens hjem og ”kigger” på ens familie. Ens privatliv er til skue og man bliver let sårbar i denne ordning og dette gælder begge familier. Vi er afhængige af hinanden og af at vores samarbejde fungere.
 Man får også en kærlighed til et andet barn. Det er ikke et barn i mængden. Det er et barn, der kommer til at fylde meget i ens liv, i ens familie og i ens barns liv. Det har jeg set som en gave for både Vigga og for vores familie.
Som privat dagplejer skal man have lyst til og kunne planlægge dagen efter børnene, deres behov og udvikling. Når børn er små kan det være svært at nå ud af døren i mellem måltider og lure. Men jeg har oplevet at både børnene og jeg har behov for frisk luft og sociale fælleskaber. Det er til tider ensomt at passe i denne ordning, det kan lyde lidt skørt når man har to unger fulde af liv og ballade, men alt afhænger af en selv. Der er ingen andre der lige kommer med en god ide, eller har et forslag til hvorfor det lige var at det og det skete sådan. Jeg har haft stor gavn af de andre private dagplejere jeg har mødt i legestuen. Pt. Har vi næsten et fast ugeskema og det trives både pigerne og jeg med. Det indeholder: Legeplads, legestue, bibliotek, bondegård, aktiviteter hjemme, samvær med gode legevenner og et tumlehold.
Vi har nydt godt af de fordele der er ved ordningen. Vi skal aldrig vække Vigga og tidligt ud af døren. Vi har altid god tid og skal aldrig noget vi bare SKAL. Jeg kan planlægge dagen efter hvordan pigerne har det. Men mest af alt, har vi fået utrolig meget familietid sammen, både Vigga og jeg. Men også Louise, Vigga og jeg fordi Louise jo er studerende. Der er mange praktiske ting i forhold til denne ordning og hvis i har nogle særlige spørgsmål eller noget i tænker på er i velkommen til at spørger ind til det.
Når jeg kigger på hvordan Vigga har udviklet sig bliver jeg utrolig stolt – af hende og af os. Hun er fuld af sjov og ballade med et glimt i øjet. Hun er så kærlig og omsorgsfuld. Hun har så fin en forståelse af verden og for hvordan den hænger sammen. Hun er utrolig inkluderende overfor andre børn (der er altid plads til en til / alle skal være med i legen mm.).
Det tog sin tid for Vigga at blive tryg og tillidsfuld i andres selskab. Men NU er hun der – hun fravælger Louise og jeg når vi er sammen med andre. Det er så fantastisk at opleve!!! Hun drages af andre voksne og børn, og kaster sig ud i nye oplevelser på egen hånd.
Hun har altid været god til at kommunikere, og give udtryk for hendes behov og følelser. Hver dag lærer hun nye ord og vi oplever nu at hun også verbalt kan give udtryk for hendes følelser. Alt dette gør at vi mener at hun efterhånden er ved at være klar til at komme af sted i pasning. Vi ved hun kan sige fra, hun kan sige til og at hun har en rigtig god forståelse. Vi har lært hende at give plads til at føle, at give udtryk for sine følelser og blive bekræftet i dem. Dette gør at vi tror på at hun har en tro på sig selv og at den tro vil forblive en del af hende, selvom hun oplever ikke at blive set, hørt og forstået af andre voksne og børn. Dette håber vi selvfølgelig hun vil, men vi ved også hvad det er for en hverdag og virkelighed hun vil gå i møde og vi mener vi har rustet hende til det ved at fravælge daginstitution og tilvælge hjemmepasning i første år.
Her til sidst vil jeg nævne at jeg på ingen måde vil kritisere alle de pædagoger der arbejder i daginstitutionsområdet (jeg var selv pædagog i vuggestue inden jeg blev ansat som privat dagplejer) – dette er måske mere en kritik af de vilkår og muligheder der er for forældre til 0-3 årige. Og en undring over hvordan vi er endt hvor vi er endt. Mange børn tilbringer mange timer i pasning. Altså mange timer væk fra deres forældre. De forældre, forskning viser, kan støtte dem bedst i deres udvikling og lære dem mest muligt. Dette giver ikke mening for mig.

Jeg faldt tilfældigt over nedenstående bukser fra Hummel inde hos House of kids. Jeg tænker at det er lidt atypisk at Hummel lige fyre sådan et leopard print af, men jeg kan faktisk ret godt lide det. Det er meget længe siden jeg har købt Hummel tøj til Vigga for jeg synes egentlig ikke at deres pige kollektioner er noget af råbe hurra for, for tiden. Men de skal have plus point for leo print. Hvad synes i om dem?

Endelig vi kom ned til neonatal, hvor destod klar til at modtage os. Vigga blev lagt i åben kuvøse, fik lagt sonde og fik CPAP på hvor hun lå i tryk 7 og fik 40% ilt igennem. Det vil sige at ALT vi havde kæmpet for og opnået de første 2 måneder af hendes liv forsvandt på få minutter. Vi var fuldstændig grædefærdige. Jeg var især ked af, at hun skulle have sonde igen. Jeg havde nemlig brugt så meget tid og overskud på, at få amningen op og køre og det var lige lykkes. Få uger forinden havde vi fjernet hendes sonde og få dage før var jeg stoppet med at pumpe ud. Derfor var jeg naturligvis meget bekymret for om min mælkeproduktion kunne overleve, men det gjorde den heldigvis….

Nede på neonatal var der imidlertid en helt anden ro end der havde været på børneafdelingen. Og det var en stor lettelse! De tog alt helt stille og roligt og forklarede os, at de mistænkte hende for at have RS-virus. De forklarede også at det ikke var noget at hun ville dø af (jeg var så bange for hun skulle dø!) og at vi skulle regne med at være der i ca. 14 dage. Derudover fortalte lægen at hun var så svag, at jeg ikke måtte amme hende og at vi ikke måtte tage hende op af kuvøsen!!! Dette var fuldstændig vanvittigt og totur for os alle! Desuden skulle hun suges i næse og hals hver 3. time + have maske med saltvand. At Vigga ikke måtte komme op af kuvøsen var totur for alle. Hun er født 2 måneder for tidligt og vi havde stort set ikke lavet andet end at ligge hud mod hud med hende. Hun fandt stor tryghed ved at blive ammet og hun græd og græd. Vi måtte derfor stå på skift for at ligge en tung hånd på hende. På den måde fik hun en smule søvn, men hun var meget ulykkelig. Jeg spurgte flere gange om jeg ikke nok måtte ligge hende til brystet, men nej… Når jeg sidder og tænker over det nu, så skulle jeg jo bare have besluttet mig for at gøre det. Men det er svært at stå i sådan en situation, hvor man er død bekymret for sin lille baby og bliver frarådet noget af lægerne, som man selv mener er det bedste.

Da nattevagten mødte ind var det til min store glæde en af vores yndlings sygeplejersker. Faktisk hende som havde været nede og tage imod Vigga den nat hun blev født. Hun sagde med det samme at jeg bare skulle ligge hende til for meningen var jo at hun skulle slappe af, hvilket hun tydeligvis ikke kunne uden af ligge ved brystet. Først fra det sekund begyndte hun at slappe af og hvile sig. Det var en kæmpe lettelse for os alle.

De næste par dage brugte jeg på at sidde i en stol dag og nat med Vigga liggende hos mig. Hun fik det bedre, men jeg det gik langsomt fremad. De forsøgte flere gange at skrue ned for hendes ilt, men det gik desværre ikke. Men vi havde fået vores gamle kontaktsygeplejerske igen, selvom hun normalt kun tog sig af de for tidlig fødte. Og de sygeplejersker som vi kendte godt fra THO (tidligt hjemme ophold) var også sagt på vagt inde hos os. Derfor endte det faktisk med at blive meget trygt for os at være der.

Efter et par dages indlæggelse får jeg pludselig afvide, at der er endnu et barn på afdelingen med RS-virus. Et barn født til tiden, men som kort efter fødslen er blevet smittet af sin storesøster. Derfor ville de isolere os sammen med denne familie og jeg må indrømme at jeg panikkede temmelig meget. Derudover blev jeg virkelig vred og ked af det. Jeg var meget uforstående overfor den beslutning, men de fortalte at de skulle bruge isolationsstuen til en anden familie. Så vi flyttede. Det blev så vores næste mareridt. Vigga sov meget dårligt og der skulle ikke meget til at forstyrre hende. Så når jeg endelig havde fået hende til at sove, så blev hun vækket af den anden baby som græd, eller af forældrene som snakkede i telefon mm. Det var SÅ frustrerende og vi var meget vred på personalet over at have sat os i den situation. Mest af alt fordi at den stue vi flyttede ud fra ikke blev taget i brug!

Efter ca. 5 dage blev Vigga trappet ud af ilt og CPAP. Det gik super godt og hun klarede det faktisk på  halvanden dags tid. Da hun fik taget CPAPen af var det bare at vente på at hun havde kræfter til at kunne spise et fuldt måltid hos mig og efter 8 dage blev vi udskrevet. Det havde været noget af en rutsjebanetur og vi var alle godt og grundigt trætte da vi kom hjem. Efter denne oplevelse var jeg rædselslagen hver gang at Vigga lagde op til den mindste forkølelse. Jeg troede virkelig at jeg var ved at miste hende og det har sat dybe spor i mig…

Vigga blev 2 måneder i mens vi lå på neonatal. Når man fylder 2 måneder på neo, så får man altså flag! 😀