Dette er endnu en ret fra Aarstiderne. Vi har nu spist 3 retter derfra og jeg er bestemt ikke skuffet. I går fik vi noget kylling i ovn med søde kartofler og salat. Det smagte super skønt.
Nå men nu til dagens ret. Jeg er ikke særlig glad for falafel – jeg har det i hele taget meget svært med kikærter, linser, bønner og andet i den dur. Det er simpelthen så tøøøørt og jeg kan ikke klare det. Men til min store overraskelse, så smagte de faktisk rigtig godt. De var perfekt krydrede og ikke SÅ tørre igen. Falafelfarsen var allerede blevet lavet, så jeg skulle blot forme dem og stege dem. Super nemt.
Vigga er desværre blevet ramt af feber og har haft den on/off siden i går. Hun fik sin 15 måneder vaccine sidste onsdag og jeg tror det er bivirkningerne fra dem, som har ramt hende nu. Det er faktisk lidt mærkeligt at lige den vaccines bivirkninger først rammer efter 8-10 dage. 
Normalt har hun jo en fantastisk appetit, selvom hun er syg men i dag nippede hun kun lidt til et pitabrød, lille mus…. Hun er forhåbentlig frisk igen i morgen og selvom hun ikke er syg, så bliver jeg alligevel en smule trist over at se hende sådan.
Forresten har jeg opdaget at man inde på Aarstiderne kan se opskrifter fra den kommende uges måltidskasse. I skal blot klikke på retten og så burde den dukke frem her.

Jeg har ikke shoppet tøj, til Vigga, rigtig længe! Især når man tænker på, at det er mig 😉 Jeg købte enormt mange ting til januar udsalget – både af tøj og overtøj. Vi har derfor ikke manglet og det eneste jeg har investeret i er et par badebukser…. Hov! Og en jakke siger Ea i min øresnegl 😉
Nu fik jeg dog abstinenser og har været nødsaget til at shoppe lidt. De kortærmede er købt lidt i håb om, at det engang skulle bliver sommer.
Sweatsuit fra Filemon Kid

Body u/æ fra Hollys

Leggins fra Marmar Copenhagen

Sweatsuit fra Mini Rodini

Body k/æ fra Smallstuff

Lige om lidt skal jeg starte i min første praktik – GISP!

Jeg har virkelig forsøgt at glemme det og har haft det lidt stramt med det. Systemet på min skole (og alle andre UCC skoler) er blevet lavet fuldstændig om og den smule medbestemmelse, som man havde i forhold til sin egen uddannelse er forsvundet. Det eneste jeg kunne vælge var område. Normalt har man også kunne vælge sted. Det var selvfølgelig ikke sikkert, at man kom det pågældende sted hen men det var muligt at vælge flere prioriteter.
Denne gang skulle vi også skrive prioritet ved vores valg. Mine prioriteter var således:
1. prioritet: Børn 6-18 år
2. prioritet: Børn 0-6 år
3. prioritet: Mennesker som sociale problemer
4. prioritet: Mennesker med nedsat funktionsevne
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg valgte børn 0-6 år som 2. prioritet. Måske fordi jeg ikke føler mig helt rustet og klar til at skulle ud og arbejde med de to sidste grupper, omend det kunne være rigtig spændende. 
Min første prioritet valgte jeg fordi, at jeg ingen erfaring har med den børnegruppe. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke vil arbejde i vuggestue og børnehave og derfor kunne jeg godt tænke mig at prøve at arbejde med lidt ældre børn. Det gik dog ikke helt som planlagt….
Jeg har fået en praktikplads i en udflytter børnehave og jeg var mildest talt temmelig utilfreds. Nok mest fordi jeg blev irriteret over, at jeg ikke selv kunne bestemme noget. Jeg kom mig dog hurtigt over det og besluttede, at jeg skulle omfavne muligheden. Det er en fantastisk mulighed for at lære ting jeg ikke ville kunne andre steder. 
I dag var jeg så til samtale med min kommende vejleder og jeg fik et rigtig godt indtryk af ham. Han var super flink og jeg tror (læs. håber virkelig) at det bliver nogle fantastiske måneder. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang. 
Det største minus er at jeg får fire rigtig lange dage med 8 timers arbejde. Til gengæld har jeg en ugentlig fridag. Det synes jeg er super skønt for så har jeg mulighed for, at være med til at de sjove og hyggelige ting som Ea og pigerne laver. 

Vi har besluttet at vi vil bestille måltidskasser fra aarstiderne, så længe vi er tilfredse med det. Vi har valgt den kasse som hedder Livretter til 4 personer i 4 dage. Vi regner med at to af de fire retter kan holde i to dage og på den måde har vi mad til seks dage. Så kan vi have en enkelt suppedag, grøddag eller lignede.

I dag modtog vi første levering og har lavet den første ret. Det smagte udemærket og indtil videre er jeg fint tilfreds. Udover en måltidskasse har vi også bestilt en frugtkasse – tror den hedder specialkassen. Jeg synes det er svært at finde andet end økologisk æble, pære, banan og kiwi i supermarkederne. Så for at pigerne kan få lidt andet har vi besluttet at bestille denne kasse én gang månedligt.

Jeg synes konceptet er lidt genialt. Jeg bruger rigtig, rigtig lang tid på madplan hver måned og det her gør altså mit liv en lille, bitte, smule lettere 😉

Frugtkassen indeholder:

  • Ananas
  • Clemmentiner
  • Ananaskirsebær
  • Jordbær
  • Grapefrugt
  • Blå Druer
  • Blå blommer
  • Kiwi
  • Chirmoya

Menuen denne uge består af:

  • Fiskefrikadeller med kartoffelsalat og basilikum 
  • Kyllingelår med bagte søde kartofler og yougurtdressing
  • Falafler i pitabrød med blomkålssalat og piri piri
  • Hotdogs med ristede kartofler og agurkecreme