Da Vigga vågnede fra sin lur, i eftermiddag, besluttede vi os at gribe cyklerne for at køre en tur ind til Ørstedsparken. Jeg har flere gange læst at der ligger en legeplads derinde, til mindre børn og den måtte vi jo lige kigge nærmere på. 
Vejret var fantastisk og der var masser af børn og forældre inde på legepladsen. Vi hyggede og legede derinde en times tid og vendte hjem, for at lave aftensmad. Vigga nyder virkelig at lege ude og det er en fornøjelse at se.  

Vi har jo valgt at Vigga skal passes herhjemme, af Ea, hendes mama. Vi har valgt det af mange forskellige grunde; hun har været en del syg som lille og dette ville vi forsøge at undgå, da vi føler det har påvirket hendes trivsel og udvikling, vi mener at børn i “vuggestuealderen” har et stort behov for omsorg, empati og kærlighed og derudover har det været vigtigt for os at det er os, som forældre, som har mest tid sammen med hende.

Vi har hele tiden været meget sikre på vores valg, men vi har på det sidste alligevel tvivlet (altså bare en lille bitte, bitte smule). Vigga har altid været en kæmpe tryghedsnarkoman. Hun har altid hængt enten Ea eller jeg i skørterne og vi kan ikke gå mange skridt uden hun bliver ked af det. Alligevel vil jeg betegne hende som meget social – vi skal blot være i nærheden.
Ea og jeg har aldrig haft et, hvad kan man sige, “problem” med det. Vi har accepteret hendes behov og givet hende al den tryghed vi overhovedet har kunne. Det er selvfølgelig ikke altid muligt at hun sidder på vores arm og ligende, men så har vi altid sat ord på, hvorfor vi ikke lige har kunne et eller andet. Vi fortæller hende også altid, hvis vi skal til at forlade et rum, op og lave mad eller lignede.

Nå men… Vi har på det sidste talt lidt om, om det havde været det rigtige at sende hende i vuggestue. Det kommer til at lyde lidt hårdt, men det havde måske “presset” hende lidt ud af den der tryghedsbobbel. -Okay! Nu, hvor jeg skriver det så kan jeg godt se det er totalt åndssvagt tænkt. Gud, hvor er det her bare imod alt vi tror på. Men vi talte lidt med vores dagplejepædagog om det og hun var helt overbevist om, at vi gjorde det helt rigtige for Vigga. Vi skal forsat give hende al den tryghed og omsorg, som hun har brug for. Det var alligevel lidt rart lige, at få bekræftet at en anden, kompetent pædagog, mener at vi gør det rigtige for vores datter.

Jeg er faktisk ovenud lykkeligt for denne ordning. Det er en befrielse at forlade Vigga om morgenen og vide, at hun skal hygge sig med sin mama hele dagen. Jeg ved at Ea 100% kender til alle hendes behov, giver hendes kys, kram, kærlighed og ingen skæld-ud. Gud, hvor jeg elsker det!!!
Ea er den mest fantastiske dagplejemama og jeg er virkelig stolt af hende. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre medmor til vores datter.

Status er at vi forsætter ordningen. Vi vil rigtig gerne at Ea skal passe dem indtil de skal i børnehave. V er dog velvidende om, at det kan ændre sig; Eas lyst eller Viggas behov. Derfor har vi besluttet at skrive hende på til en småbørns børnehave som ikke ligger langt fra, hvor vi bor. Umiddelbart tror jeg dog, at hun bliver hjemme til børnehave – det ønsker jeg i hvert fald 🙂

Hjemmepasning

 

Torsdag har jeg en ugentlig fridag fra min praktik. Derfor har jeg meldt Vigga og jeg selv til Tumletid hos Bobles. Vi er selv rigtig glade for Bobles herhjemme og arrangementet lyder interessant for os begge. Ved deltagelse vil man nemlig få præsenteret historien, tankerne og visionen bag bobles. Derudover vil man få noget af vide om de motorisk udviklende funktioner ved tumlemøblerne. Det bliver lidt spændende og jeg håber at få en masse gode fif til, hvordan vi kan bruge nogle af vores tumlemøbler 🙂