Noget om kærlighed

Vigga er begyndt at sige, at hun elsker os. Jeg aner ikke om hun ved hvad det betyder, men det er tydeligt at hun ved det er noget man kun siger til, eller om, personer man holder af. Hun sagde bl.a. til mig for kort tid siden, at hun elskede sin pædagog i vuggestuen. Så sødt altså. Men derfor endnu mere sørgmodigt, at vuggestuetiden nu er forbi.

Jeg siger ofte til Vigga, at jeg elsker hende. Mange gange om dagen. For det gør jeg. Af hele mit hjerte. Alle folk siger, før man selv for børn, at kærligheden til sine unger er ubeskrivelig og helt unik. Ja, ja tænker man. Men seriøst. Jer uden børn – i ved slet ikke hvad der rammer jer. Jeg elsker Vigga så højt, at jeg af og til får ondt i hjertet. Faktisk i hele kroppen. Og jeg dør næsten af kærlighed til hende når hun med sin lille stemme siger “mig elsker dig mor”. Før vi fik Vigga troede jeg ikke, at jeg kunne elske nogen højere end Ea – for min kærlighed til hende er stor, men en helt anden fandt jeg ud af.

Det med kærlighed var noget jeg reflekterede meget over i min seng på Hvidovre Hospital, imens jeg var indlagt med forkortet livmoderhals. Aldrig før havde jeg elsket Ea så højt som der og kan huske, at jeg lå og tænkte om jeg ville elske babyen ligeså meget. Det gjorde jeg heldigvis. Og selvom Vigga er godt på vej mod de 3 år, så vokser kærligheden stadig dag for dag.

IMG_1521

Gammel dame fanget i ung krop

Det er gået op for at jeg er en gammel dame, fanget i en ung krop. Faktisk en gammel, gnaven dame… Jeg kan nævne et par ting…

  • Jeg væmmes over top listen på Spotify og får det fysisk dårligt når jeg hører sange som “twerk it like Miley”.
  • Jeg har skiftet Paradise hotel ud med antik og bageprogrammer på DR1. Det andet er simpelthen for pinligt at se på.
  • Jeg bruger vendingen “i mine unge dage” alt for ofte og til manges undren 😉
  • Jeg bliver irriteret over stort set alle mennesker. Jeg er åbenbart blevet perfekt her på mine gamle dage.
  • Jeg rører ikke alkohol og forstår slet ikke den der hype omkring det. Giver også gerne en prædiken om leverskader 😉
  • Det samme gælder rygning. Når man selv kvittede cigaretterne som 19-årig har man tilsyneladende lov at være hellig (indsæt et billede af mig med glorie). Sluk det lort.
  •  Jeg kan virkelig ikke se hvorfor alle, selv voksne mennesker, er vilde med ham der Christopher – han ligner jo en på 10.
  • Jeg er generelt blevet meget lydfølsom og brokker mig i et væk over musik på cafeér og andre offentlige steder. ISÆR, hvis det er “twerk it like Miley”.

Kan i ligge genkende til noget af ovenstående eller er jeg bare skide sur og sart?

fanget i ung krop

Hvorfor mor og mama?!

Et af de spørgsmål som vi oftest får stillet er hvad vi har valgt at kalde os i forhold til vores forældrerolle. Ea og jeg har valgt at kalde os mor og mama og det er vi rigtig tilfredse med. Det er noget vi har talt en del om – selv før jeg blev gravid. Vi startede ud med at vi begge nok godt kunne tænke os at hedde mor. Vi kender til mange andre som har valgt det på den måde og som synes det fungerer for dem. Men da vi tænkte nærmere over det synes vi egentlig ikke, at det var en god løsning for os. Jeg tror hurtigt at børnene vender sig til det og finder ud af det. Men tror det havde meget forvirrende for Viggas bedsteforældre, pædagogerne i vuggestuen osv. Derfor måtte vi finde på noget andet. Vi kunne hurtigt udelukke en masse. Der var ingen der ville kaldes mutti, mammi eller ved eget navn. Vi kender egentlig også til flere som har valgt at medmoderen bliver kaldt sit eget navn, men det ville være lidt for upersonligt for os og det ville både Ea og jeg være kede af. Derfor forslog jeg at en af os skulle kaldes “mama”. Mest fordi at størstedelen af verdens mødre bliver kaldt for mama/mamma og Vigga derfor højst sandsynligt ville komme til at møde mange andre igennem livet som også har sig en mama.

Vi ville begge gerne hedde mor og vi var lidt tid om at blive helt enige. Jeg tror at det for mange, inklusive Ea og jeg, godt kan være lidt svært at skulle føle sig tilpas med et uvant kaldenavn. De fleste danske kvinder forstiller sig nok at de skal kaldes mor når de får børn og det kan godt tage lidt tid at vende sig til noget nyt. Men at blive kaldt mama i stedet for mor gør jo ingen til en mindre mor.
Det var mig som endte med at få mor titlen og det var ikke fordi at det var mig som var gravid. Det var ligesom bare den beslutning vi endte med og jeg kan faktisk ikke huske præcist hvordan. Når Vigga engang skal have en lillebror eller søster er det Ea som skal være gravid. I denne forbindelse spørge mange os om vi så bytte om på titlerne og at Ea så skal hedde mor og jeg mama. Jeg har altid synes det var et ret underligt spørgsmål for nej selvfølgelig skal de kalde os det samme. Som skrevet er man jo ligeså meget mor, selvom man bliver kaldt for mama. Det er jo i bund og grund bare et andet ord for det 🙂

mor og mama

Det første lille familiefoto 😉

Noget om den dårlige samvittighed

Jeg tænker ikke så ofte på den længere. Men jeg kan mærke den er der endnu… Den dårlige samvittighed. Jeg kunne ikke holde mit barn, i sikkerhed, inde i min mave indtil hun var klar til at møde verden og det gør ondt. Jeg fældede ikke en tåre de første 3 dage af hendes liv. Jeg havde blot den her følelse indeni – en følelse af uduelighed. Efter 3 dage kunne jeg ikke længere holde sammen på mig selv og det hele væltede ud på en gang. Husker tydeligt at jeg stod foran kuvøsen og kiggede på verdens smukkeste væsen bag glasset. For få dage siden havde vi haft den ultimative nærhed og samhørighed, men nu var vi pludseligt så langt fra hinanden. Jeg kunne ikke længere passe på hende. Jeg tudede! Følte mig som den mest elendige mor, med den mest elendige krop. Lorte krop! Den dag ville jeg gerne sidde med hende, men jeg lod Ea gøre alle de praktiske ting. Jeg var alligevel for uduelig til at have ansvaret for noget som helst..

Som tiden er gået er jeg blevet mindre hård ved mig selv. Men når Vigga bliver syg mærker jeg det igen. Det tager mig tilbage. Tilbage til den tid, hvor hun var lille og skrøbelig og, hvor jeg ikke kunne beskytte hende. Det er den fandens dårlige samvittighed.

At vælge pasning fra til ens barn (Ea skriver)

Vi er blevet spurgt af en læser om vi vil dele vores tanker og følelser i forhold til at have valgt at passe Vigga i den private dagpleje ordning der er i Københavns kommune og om ordningen generelt. Det vil vi meget gerne. Her kommer der altså et indlæg, sort på hvidt der beskriver vores tanker og følelser om pasning til Vigga, pasning, barnets behov og udvikling og den private dagpleje ordning. Vi har oplevet at vores holdninger har stødt andre mennesker – dette er ikke vores hensigt. Vi mener at alle forældre gør og skal gøre det de synes er bedst for deres barn og deres familie. Det er også det vi gør. Det er Ea som jeg har sat til at skrive nedenstående indlæg..
Her i kommunen skal man skrive sit barn op inden de fylder 3 mdr. Da Vigga jo er født 8 uger for tidlig, var hun kun 4 uger korrigeret da vi skulle skrive hende op. Hun var en lille bitte baby og vi anede ikke hvilke behov hun havde og hvilket barn hun ville være når hun som 1-årig skulle i pasning. Vi vidste ikke om hun ville få nogle senfølger af hendes for tidlige fødsel. Derfor valgte vi at skrive hende om til en vuggestue med 4 stuer og dagpleje. Så var der ligesom god mulighed for at vælge hvad der ”passede” hende bedst til den tid..
For hver dag der gik af Vigga og Louises barselstid sammen, snakkede vi om hvor lidt vi ønskede at aflevere Vigga i pasning. Vi synes ganske enkelt ikke at det var hendes behov. Hun havde ikke senfølger af hendes for tidlige fødsel. Men hun var på ingen måde tryg og tillidsfuld overfor verden og andre mennesker. Det var bedst hos mor eller mama. Allerbedst hos mor. Vi kunne slet ikke forstille os at hun ville trives i pasning, hvor hendes behov ikke kunne tilgodeses. Selvfølgelig bliver børns behov tilgodeset i daginst./dagpleje. Men i og med der ofte er 12-14 børn til 3-4 voksne eller 3-4 børn til 1 voksen. Mener vi ikke kan det kan lade sig gøre i så høj grad et barn på omkring 1 år har behov for.
Jo mere tiden gik og jo mere vi snakkede om det, blev det simplethen ikke en mulighed at Vigga skulle i pasning.
Vores beslutning blev taget på baggrund af, hvad vi tænkte ville være bedst for Vigga, hvad vi ved og mener om det lille barns udvikling og vores erfaringer for daginstitutionsområdet.
Vi mener at det lille barn (her snakker vi børn under 3 år) har behov for at være størstedelen af deres tid hos deres faste tilknytningspersoner. Vi mener at det er her de trives, udvikles og lærer bedst. Vi tror på at et barn på under 3 år har størst behov for tryghed og omsorg i rolige og hjemmelige omgivelser med deres faste tilknytningspersoner der kender dem og ser dem og derfor i højere grad kan møde dem der hvor de er og svare dem på deres kommunikation. Fremfor at tilbringe dagen i et miljø der er blevet skabt for at forældre kan passe deres arbejde. Jo børn skal socialiseres, de skal lære at tilsidesætte deres egne behov og tage hensyn til andre mennesker. MEN et barn på 1 år, har ingen forudsætninger for at tilsidesætte deres behov. Det er ikke muligt for dem på nuværende tidspunkt i deres udvikling. De forstår det ganske enkelt ikke, og jeg tror at når de tvinges til det, at de kan miste en del af dem selv. Børn lærer af børn det er rigtigt. Børn lærer også af voksne. Voksne der er nærværende og inddrager børnene i dagligdags ting og oplevelser.
Vi mente at vi selv i højere grad kunne give Vigga en hverdag hvor vi kunne tilgodese hendes behov, opdrage hende med de værdier vi mener er vigtige og skabe et lærerigt og udviklende miljø, alt i mens hun var tryg fordi hun ville være sammen med mig.   
Vi var bevidste om at det krævede noget af os. Af mig. Vi skulle ud og opleve verden og blive tryg i den. Vi skulle møde andre børn og voksne. Og danne sociale fælleskaber.
Vi fandt ud af at vi havde to muligheder, hvis vi ikke ønskede at Vigga skulle i pasning. Enten tilskud til pasning af egne børn eller privat dagpleje ordning. Hvor man passer eget barn og et andet barn, man selv finder.
Vi valgte den private dagpleje ordning. Dette var både pga. økonomiske årsager, men i endnu højre grad fordi vi syntes at det var en rigtigt god mulig for at give Vigga en relation et andet barn. Det gav ganske enkelt mere mening i forhold til at skabe en hverdag med et pædagogisk fokus på leg, læring og udvikling. I ordningen skal man også gå fast i legestue og man får besøg af en tilknyttet dagplejepædagog der støtter en i børnenes trivels og udvikling.
Nu her hvor jeg har passet Vigga i denne ordning i 1 år og 2,5 måned, vil jeg sige at det er den bedste beslutning vi har taget både på Viggas vegne men også for vores familie.
Ordningen har både sine fordele og ulemper. Der har i perioden både været gode, sjov, svære og hårde tider. Men vi ville til hver en tid vælge det igen.
I forhold til at vælge denne ordning og at vælge at passe sit barn selv, skal man gøre sig nogle grundige overvejelser. Det kan lyde luksus at ”gå hjemme” med to børn – men det er benhårdt arbejde. Alle forældre ved hvor meget et lille barn kræver, af tid, opmærksomhed, omsorg, aktivering osv. Man skal vælge at gøre det fordi, at man ikke kan lade være. Jeg har mødt rigtig mange i denne ordning, alle har ønsket at deres børn ikke skulle tidligt i pasning. Nogen har passet et halvt år, andre et år og få helt indtil børnehave tid. Jeg har mødt mange der trives i ordningen, men jeg har også mødt mødre det ikke fungere for – og som har valgt at stoppe, det har jeg haft stor respekt for. For jeg går ind for at man gør det der føles rigtigt. Det er nemlig det der gør en glad og lykkelig.
I denne ordning får man et andet barn tæt ind på livet, og også barnets forældre og familie. De kommer hjem til en hver dag og aflevere deres dyrebareste. Det er vigtigt at samarbejdet fungere og at man har tillid til hinanden. Man skal have lyst til at åbne døren til ens hjem og ens familie. Jeg har mødt nogle forældre der har haft stor respekt for vores hjem og familie og det er jeg dybt taknemlig for. Alle dage har jeg haft lyst til at tage imod mine dagplejebørn (har haft to forskellige) men til tider har jeg synes det var svært, at jeg ved at der kommer andre i ens hjem og ”kigger” på ens familie. Ens privatliv er til skue og man bliver let sårbar i denne ordning og dette gælder begge familier. Vi er afhængige af hinanden og af at vores samarbejde fungere.
 Man får også en kærlighed til et andet barn. Det er ikke et barn i mængden. Det er et barn, der kommer til at fylde meget i ens liv, i ens familie og i ens barns liv. Det har jeg set som en gave for både Vigga og for vores familie.
Som privat dagplejer skal man have lyst til og kunne planlægge dagen efter børnene, deres behov og udvikling. Når børn er små kan det være svært at nå ud af døren i mellem måltider og lure. Men jeg har oplevet at både børnene og jeg har behov for frisk luft og sociale fælleskaber. Det er til tider ensomt at passe i denne ordning, det kan lyde lidt skørt når man har to unger fulde af liv og ballade, men alt afhænger af en selv. Der er ingen andre der lige kommer med en god ide, eller har et forslag til hvorfor det lige var at det og det skete sådan. Jeg har haft stor gavn af de andre private dagplejere jeg har mødt i legestuen. Pt. Har vi næsten et fast ugeskema og det trives både pigerne og jeg med. Det indeholder: Legeplads, legestue, bibliotek, bondegård, aktiviteter hjemme, samvær med gode legevenner og et tumlehold.
Vi har nydt godt af de fordele der er ved ordningen. Vi skal aldrig vække Vigga og tidligt ud af døren. Vi har altid god tid og skal aldrig noget vi bare SKAL. Jeg kan planlægge dagen efter hvordan pigerne har det. Men mest af alt, har vi fået utrolig meget familietid sammen, både Vigga og jeg. Men også Louise, Vigga og jeg fordi Louise jo er studerende. Der er mange praktiske ting i forhold til denne ordning og hvis i har nogle særlige spørgsmål eller noget i tænker på er i velkommen til at spørger ind til det.
Når jeg kigger på hvordan Vigga har udviklet sig bliver jeg utrolig stolt – af hende og af os. Hun er fuld af sjov og ballade med et glimt i øjet. Hun er så kærlig og omsorgsfuld. Hun har så fin en forståelse af verden og for hvordan den hænger sammen. Hun er utrolig inkluderende overfor andre børn (der er altid plads til en til / alle skal være med i legen mm.).
Det tog sin tid for Vigga at blive tryg og tillidsfuld i andres selskab. Men NU er hun der – hun fravælger Louise og jeg når vi er sammen med andre. Det er så fantastisk at opleve!!! Hun drages af andre voksne og børn, og kaster sig ud i nye oplevelser på egen hånd.
Hun har altid været god til at kommunikere, og give udtryk for hendes behov og følelser. Hver dag lærer hun nye ord og vi oplever nu at hun også verbalt kan give udtryk for hendes følelser. Alt dette gør at vi mener at hun efterhånden er ved at være klar til at komme af sted i pasning. Vi ved hun kan sige fra, hun kan sige til og at hun har en rigtig god forståelse. Vi har lært hende at give plads til at føle, at give udtryk for sine følelser og blive bekræftet i dem. Dette gør at vi tror på at hun har en tro på sig selv og at den tro vil forblive en del af hende, selvom hun oplever ikke at blive set, hørt og forstået af andre voksne og børn. Dette håber vi selvfølgelig hun vil, men vi ved også hvad det er for en hverdag og virkelighed hun vil gå i møde og vi mener vi har rustet hende til det ved at fravælge daginstitution og tilvælge hjemmepasning i første år.
Her til sidst vil jeg nævne at jeg på ingen måde vil kritisere alle de pædagoger der arbejder i daginstitutionsområdet (jeg var selv pædagog i vuggestue inden jeg blev ansat som privat dagplejer) – dette er måske mere en kritik af de vilkår og muligheder der er for forældre til 0-3 årige. Og en undring over hvordan vi er endt hvor vi er endt. Mange børn tilbringer mange timer i pasning. Altså mange timer væk fra deres forældre. De forældre, forskning viser, kan støtte dem bedst i deres udvikling og lære dem mest muligt. Dette giver ikke mening for mig.