I mandags var vi til informationmøde på Viggas, måske kommende, folkeskole. Grunden til at jeg bruger udtrykket “måske” er fordi, at vi endnu ikke ved hvor hun skal gå henne. Vi har selvfølgelig en distriktskole, men denne skole har mildt sagt et forfærdeligt ry. Jeg er overbevist om, at jeg tidligere har nævnt vores lokale folkeskole og i samme forbindelse har proklameret at vi ville flytte før Vigga skulle starte. Det ene år har dog taget det andet og vi er ikke flyttet. Vi har sådan set haft muligheden, men vi har også bare måtte erkende at vi er rigtig, rigtig glade for at bo på Amagerbro. Det er her Vigga er født og nu også vokset op. Det er her at vores netværk er og det er her Viggas venner bor. Viggas mormor og oldeforældre bor blot 800 m væk og det bare uvurderligt.

Viggas skolegang og trivsel er selvfølgelig også uvurderlig og vi har derfor gjort alt i vores magt for, at hun skal gå på en anden skole. Vi har skrevet hende op til både en privatskole og en friskole, men har måtte sande at december-børn ikke har en levende chance for, at komme ind på privatskoler i København. Jeg tror helst man skal være født 1. januar kl. 00.01 og derefter kontakte privatskolen ASAP. Det må vi planlægge os frem til når en lillebrøster bliver aktuel.

Vi har derfor måtte satse på det såkaldte frie skolevalg. Jeg skriver såkaldte fordi der mere eller mindre intet valg er i Københavns kommune. Skolerne har knap nok kapacitet til de børn, som allerede bor i distrikterne og der frie skolevalg er kun aktuelt, hvis der rent faktisk er ledige pladser på skolerne. Og så giver det jo sig selv, at vi ikke er den eneste fra vores distriktskole som søger væk.

Der er derfor rigtig gode chancer for, at Vigga ender på en skole som vi ikke ønsker for hende. Vi har dog besluttet os for, at hvis hun kommer ind – så bakker vi 100% op omkring skolen. Vi var, som skrevet, til informationsmøde derovre mandag og mit førstehåndsindtryk var heldigvis positivt. Det er også en smule ambivalent for både Ea og jeg at søge ud af vores distrikt. Ligesom det var ambivalent at indskrive hende på privatskoler. Jeg vil helst bakke om omkring folkeskolen og støtte vores distriktskole – no doubt. Men det skal heller ikke være på præmis af Viggas læring og trivsel. Hun går i en virkelig crappy børnehave (det kan jeg skrive mere om en anden dag) og vi har virkelig behov for, at tage det helt rigtige valg på Viggas vegne, således at hun får den bedste skolestart muligt. Men i bund og grund har vi nu gjort alt, hvad der står i vores magt. Nu er det ude af vores hænder og vi kan kun venter på brevet, hvor der står:

Kære Vigga
Velkomen til ………

skolestart

skolestart

Jeg har altid godt kunne tænke mig et kørekort, men tiden har ligesom ikke været til det og undskyldninger har der været mange af. Men hånden på hjertet, så har behovet altså heller ikke været der før nu. Derfor er jeg gået i gang med erhverve mig et kørekort.
Det kan godt være at jeg kun er 27 år gammel men, let me tell you, i kørekorts-verdnen er jeg en olding. Uge efter uge sidder jeg i et lokale med en flok 17-18 årige og bliver undervist. Jeg sidder der fuldstændig stræber-agtig og skriver ned og skriver ned. De ligger halvt ned på stolen med øjnene halvt på klem og alligevel husker jeg kun halvdelen af hvad de gør.

En anden ulempe ved at tage kørekort så “sent” har nok været at min frontallap er fuldt udviklet og jeg derfor er alt for bevidst om konsekvensen af mine handlinger. Jeg var SÅ nervøs de første gange jeg var ude og køre, men det er blevet bedre med tiden. Tanken om at skulle køre rundt med Vigga i en bil er dog stadig lidt foruroligende.

Jeg er dog ved at nå til et punkt, hvor jeg glæder mig til at være færdig, hvilket jeg snart er. Det bliver alligevel lidt luksus og giver os lidt mere frihed. Forhåbentlig kan en gammel hund lære nye tricks. Wish me luck.

En del er begyndt at henvende sig til mig for at spørge om jeg er holdt op med at blogge. Jeg har haft lidt svært ved at svare på det – for jeg har jo ikke blogget og har været meget i tvivl om, om det var noget jeg kom til at gøre igen. Og jeg ved det faktisk stadig ikke. Jeg har da dage, hvor jeg savner det men på mange måder er det også en lettelse.

Det sidste års tid har også budt på mange udfordringer og mange forandringer i vores liv og derfor har overskuddet ikke været så stort. Det der har været har vi i hvert fald brugt på Vigga. Og så er det også bare virkelig hårdt at være mor og mama til en 3-årig. Det har været skønt, men helt klart også det mest udfordrende år på forældre-fronten. Man kan i hvert fald godt få lidt sved på panden til tider 😉

Lige nu er Ea rigtig godt i gang med at få hendes dagpleje op og køre og det er virkelig lykkes hende godt. Det går rigtig godt og der er STOR interesse for de ledige pladser der nu har været. Det er virkelig skønt at se, hvor godt det går for hende. Men hun ER altså også verdens bedste pædagog!

Selv er jeg startet i min sidste praktik og er færdig med min uddannelse til sommer. Lys for enden af tunnellen! Jeg er i et praktik på et bosted og jeg må sige, at jeg har nogle forfærdelige arbejdstider, som slet ikke passer ind i et familieliv og en kone som har en dagpleje. Jeg har rigtig mange 14-23 vagter, hvilket betyder at der er dage, hvor Vigga og jeg kun ser hinanden meget få timer. Det er vi SLET ikke vant til og det passer vidst ingen af os særlig godt. Men jeg kan heldigvis sige at det KUN er 6 (nu 5) måneder. Så det skal bare overstås, så jeg kan blive færdig. Det hele hænger heldigvis sammen med lidt hjælp fra vores forældre, så Vigga ikke få mere end de der 6 – MAX 7 timer i institutionen.

Det var lidt status herfra til dem som stadig hænger på derude.

IMG_0042 kopi

Det er ikke meget jeg får skrevet herinde for tiden (synes efterhånden jeg starter de fleste blogindlæg på denne måde). Men så har jeg måske bare mere på hjertet når jeg endelig skriver.

Den belt “store” nyhed i denne omgang er at vi skal flytte. Flytte ser helt vildt ud i mine øjne, men vi skal heldigvis ikke flytte så langt. Vi flytter faktisk bare ind i opgangen ved siden af. Det er en større lejlighed og den har – wait for it – ELEVATOR. Jeg har før skrevet om at vi er godt trætte af at bo på 4.sal. Det er godt nok ikke så slemt lige for tiden, for Vigga er blevet god til at gå op selv og vi har stort set ingen konflikter omkring det længere (7-9-13). Der er jo langt op for små og trætte ben, men jeg kan simpelthen ikke bære 19,2 kg op på 4. sal x antal gange om dagen.Men nu er det snart slut med trapper for os. Det var godt nok god gratis motion og vi kommer måske rullende ned af gaden om et års tid men, who cares, vi får elevator.

Selvom vi ikke flytter væk fra alt det velkendte, så er det alligevel svært for os at flytte. Vigga synes bestemt ikke om det og vi forsøger ikke at tale for meget om det. Desuden har vi næsten boet her i 6 år og vi er rigtig glade for denne lejlighed. Det er her vi boede da vi var i fertilitetsbehandling, da jeg blev gravid og det er her Vigga er vokset op. Så det er da lidt vemodigt, men forhåbentlig får vi nye gode minder i den nye lejlighed.

Forleden dag da Vigga kom hjem fra børnehave sagde hun de frygtede ord til mig. De ord jeg håbede jeg aldrig skulle høre fra hende og aldrig behøvede tale med hende om. Det er egentlig også lidt sjovt, men den ramte lige lidt alligevel. Hun sagde til mig: “Mor du er en dreng”. Mig: “En dreng? Hvorfor er jeg det?”. Vigga: “Fordi piger ser ikke sådan ud”. Shit! Piger ser ikke sådan ud?! Hele hendes liv har jeg gjort alt hvad jeg kan for ikke at fremstå for drenget og det er faktisk lykkes mig rent fint – syntes jeg da selv. For det andet har jeg virkelig forsøgt ikke at præge hende i forhold til traditionelle kønsroller. Både hvad tøj angår, men også i forhold til legetøj, aktiviteter mm. Hun kan alt selvom hun er en pige. Al den omtanke og så kommer barnet hjem til mig og siger jeg er en dreng.

Min første tanke var om der mon var en af de andre børn i børnehaven, som havde sagt det til hende. Altså noget a la “din mor ligner en dreng” eller hvad ved jeg. Men det tror jeg egentlig ikke. Jeg tror helt selv hun er kommet frem til det på en eller anden måde. Det var lidt som om der gik et lys op for hende og så kom ordrerne ud af hendes mund.

Måske vil nogle tænke jeg er lidt fjollet og det er jeg sikkert også. Men det har været rigtig vigtigt for mig, at Vigga ikke skulle gå rundt og tænke at drenge er sådan og piger er sådan. Derudover har det også været vigtigt for mig ikke at se for drenget ud efter jeg blev mor og dette er tilsyneladende heller ikke lykkes. Da Ea og jeg gik i gang med at få børn ændrede jeg mig temmelig meget. Ikke personlighedsmæssigt, men mit udseende. Jeg fik en lidt mindre drenget frisure, tog alle mine piercinger ud, ændrede min tøjstil drastisk osv. Jeg skulle jo være nogens mor. Og alligevel så synes hun sgu jeg ligner en dreng. Møgunge 😉