Farvel børnehave!

I vores familie er vi ikke gode til at sige farvel. Vi er ikke gode til alt for store forandringer og vi trives alle med stabilitet. Men vi glæder os (undskyld mit sprog) fucking meget til at vinke farvel til Viggas børnehave. For evigt! Aldrig om jeg nogensinde skal nærme mig den institution igen.

Jeg kan se at vi allerede fra start var kede af den børnehave og jeg har tilsyneladende skrevet om det både her, her og her. Når jeg tænker tilbage nu, så var det første år klart det bedste. Jeg har talt, at 13 mennesker har været ansat på Viggas stue i længere og kortere perioder imens hun har gået der. Da jeg påtalte det overfor lederen sagde hun, at jeg jo ikke kunne forvente det var de samme tre som passede Vigga gennem hendes børnehavetid. Nå nej – men fucking 13??!!! Og det er altså uden alle de vikarer jeg ikke kan huske navne og ansigter på.

I sommers fik vi pludseligt af vide, at de ville dele børnene op i grupper efter alder. Vigga skulle i skolegruppe, da hun er decemberbarn. Eneste problem var bare, at alle Viggas veninder var født i februar og derfor stod Vigga faktisk til, at skulle i en gruppe uden alle hendes venner. Forinden havde der været ekstrem udskiftning af personalet og børnene havde i mange måneder kun været passet af to meget unge vikarer. De var rigtig, rigtig søde – men det var et alt for stort ansvar for de to unge piger. Tror aldrig Vigga har lavet så mange perleplader i sit liv. Det var ren overlevelse og der blev lavet perleplader dagen lang. Vigga havde ingen tillid til de voksne, hvilket er foreståligt da de konstant forsvandt. Det hun havde i den børnehave, som var vanvittigt betydningsfuldt for hende var hendes venner og nu prøvede de fandme også at tage det fra hende. Jeg var gal, jeg var ked af det, jeg var rasende. Jeg ringede til lederen – og jeg er altså ikke den grædende type – men jeg stortudede. Prøvede de bevidst at smadre børnene fuldstændig?! Ærlig talt følte jeg ikke de kunne byde dem mere. Men det kunne de tilsyneladende.
Først prøvede lederen, at sige de ting hun troede jeg gerne ville høre. Da det ikke virkede blev hun faktisk ret provokerende og sagde bl.a. at jeg ikke kunne forvente det var det samme personale som fulgte mit barn. Hun kom også med udsagn som, at det måske var godt for Vigga at få nogle flere venner end de to hun havde. Til det kunne jeg kun svare, at Vigga havde haft massere venner i den institution, men det er jo heller ikke let når de alle sammen stopper. Hun sagde også en masse andet vås som jeg har fortrængt.

Havde Vigga haft en dejlig børnehavetid, hvor hun havde været tryg, fået omsorg og stabilitet – så kunne vi have snakket om ovenstående. Men det hele havde været forfærdeligt i en lang periode, vi havde holdt i og støttet institutionen igennem en svær tid og nu fik vi endnu en gang lort i hovedet. Det var et mareridt.

Stort set hele institutionen flygtede. Seriøst. Hele stuer stod tomme. En del fra Viggas stue blev, men mange forsvandt også. Hvorfor forsvandt vi ikke?! Det er et spørgsmål vi stiller os selv hver dag. Det er kompliceret. Vi stod en dag efter et forældremøde og talte om det uden for børnehaven. En af de andre forældre påpegede at de fleste af os som var blevet var enten pædagoger eller folkeskolelærere. Det synes jeg var ret tankevækkende. Vi har alle virkelig forsøgt at støtte institutionen ved at holde vores børn der. Jeg tror hele tiden vi håbede på, at det hele nok skulle ændre sig. Jeg tror desuden at mange af os ved, at græsset ikke nødvendigvis er grønnere på den anden side. Der findes vanvittigt mange dårlige børnehave her i København og jeg møder sjældent nogen som oprigtigt er glade for deres barns børnehave. Som oftest siger de at Vuggestuen er god og børnehaven mindre god.
Vi har skrevet side op og side ned til område amager, klyngeleder og leder. Der er i perioder blevet gjort lidt, men det har aldrig været godt nok.

Vi skrev hende faktisk op til en anden børnehave og hun fik tilbudt en plads sidste forår. Vi var meget, meget tætte på at rykke hende. Men hun havde nogle rigtig gode venskaber og hun havde ikke selv lyst til at skulle væk fra sine venner. Derfor vurderede (fejlvurderede) vi at hun skulle blive. Kort tid efter får vi beskeden om at de skal rykkes i grupper og det føltes meget bittert.
Viggas bedste veninde endte faktisk med at stoppe på grund af det. Selvfølgelig på grund af alle de års elendighed, men også fordi pigerne skulle skilles ad. Det må alligevel have påvirket lederen en smule for Viggas anden veninde kom i skolegruppen, selvom hun ikke skal i skole til sommer. Men jeg er stadig så gal på den leder, at jeg ikke kan kigge hende i øjenene!

Jeg kan se, at jeg har fået bandet lidt for meget i dette indlæg. Det ligner mig ellers ikke. Men den børnehave kræver fandme nogle bandeord.

Fritidshjem

Det er officielt; vi er forældre til en stor pige. Vigga skal starte i fritidshjem d. 3. april 2017. Det bliver en hel ny verden. En bedre verden. Forhåbentlig. Jeg skal være ærlig omkring, at Vigga går i verdens værste børnehave. Hvorfor har i så ikke flyttet hende tænker nogen nok. Ja, det spørger vi faktisk også ofte os selv om. Men nu skal hun i hvert fald stoppe.

Vi havde oprindeligt skrevet Vigga op til en meget lille friskole. Vi vidste godt at det var lidt et long shot at hun kom ind, men vi tog alligevel chancen. Vi (særligt Ea) havde forelsket os i hele deres vision. Hun kom dog ikke ind. Herefter prøvede vi at søge en folkeskole udenfor vores distrikt, men der kom hun heller ikke ind. Det er nærmest umuligt, at komme i skole uden for distriktet her i København – medmindre man skriver ungerne op til privatskole det sekund de kommer ud af livmoderen. Seriøst.

Vigga er kommet ind på vores distriktskole og den har lææææænge haft en dårligt ry. De sidste par år er det blevet lidt bedre, men vi har ikke været super interesserede i at tage chancer. Særligt fordi hendes børnehavetid har været så dårlig. Vi har dog hele tiden aftalt, at hvis hun endte på den skole ville vi gå ind i det med et positivt sind – og det gør vi. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at hun for en god skolestart og i det hele taget en god skolegang. Vi er dog også nået til et punkt, hvor vi ikke er i stand til at give noget flere chancer. Så fungerer det ikke, så skal hun noget andet. Men vi er fortrøstningsfulde efter at have været til infomøde på skolen, samt talt med skolelederen og andet personale.

Vores lejlighed ligger meget tæt på hendes kommende fritidshjem, hvilket er skønt. Hendes børnehave ligger ikke lige rundt om hjørnet, hvilket aldrig har generet os. Altså lige før jeg begyndte at arbejde fuldtid og hendes dage blev længere. I den forbindelse havde det været rart med en kortere afstand, således at hendes dage kunne blive ligeledes kortere.

P.t. er det nok mest Ea og jeg som glæder os til fritidshjemsstart. Jeg er sikker på det nok skal blive godt.

 

Året der gik 2016

Året 2016 har været et begivenhedsrigt år for mig. Året startede ud med, at jeg færdiggjorde min sidste praktik på pædagogstudiet. Forud ventede der fire eksamener, på 5 måneder, og de fleste endte forbavsende godt. Jeg kom igennem de meget intense måneder og jeg afsluttede min bachelor med et 12-tal. At færdiggøre en uddannelse var i sig selv stort og skelsættende i mit liv. Jeg har haft svært ved, at finde min rette hylde. Desuden kommer jeg fra en rigtig arbejderfamilie, hvor ikke mange har taget en uddannelse. Måske netop derfor har det været særligt vigtigt for mig, at tage en uddannelse da jeg vil være et godt forbillede for Vigga.
Mit ønske er forsat at læse videre, men som det er lige nu har jeg lige brug for lidt studiepause, samt nærmere overvejelse omkring hvad det er jeg vil i fremtiden. Jeg bilder mig ind, at jeg er ung endnu og har masser af tid.

Få uger efter jeg færdiggjorde pædagoguddannelsen fik jeg mit kørekort. Det var længe ønsket. Desuden krævede det virkelig blod, sved og næsten tårer at tage kørt samtidig med det eksamenshelvede pædagoguddannelsen udsatte én for på sidste semester. Men nu har jeg kortet og det har virkelig givet vores familie nogle helt andre muligheder og en anden form for frihed, som vi alle tre nyder.

Sommeren 2016 tilslutte jeg mig Eas, allerede eksisterende, private dagpleje og blev således selvstændig. Vores dagpleje er yderst velfungerende og vi er utrolig stolte af, hvad vi har bygget op. Jeg vil ikke lyve – det er et meget krævende job. Det er Ea og jeg som står for alt og det praktiske fylder utroligt meget. Vi har ingen kollegaer, som kan aflaste os – eller nogen kommune eller leder, som vi kan give skylden for alle vores regler. Men det er også et utroligt givende og spændende arbejde, som giver os utrolig mange muligheder for at tilrettelægge vores egen hverdag, samt implementere vores egne værdier.

Før vi startede dagplejen op efter sommerferien havde vores familie en dejlig ferie til Mallorca. Det var vores tredje tur og vi har nydt det hver eneste gang. Denne gang proklamerede Ea dog, midt i en overfyldt all-inclusive restaurant, at vi skulle noget andet næste gang. Stadig havde vi 12 fantastiske dage, som vi alle tre havde hårdt brug for.

Det sidste halve års tid har vi haft lidt mere ro på og dette har vi prioriteret. Vi har prioriteret tid sammen som familie og ikke sat gang i alt for mange projekter. Vi har drømme og ønsker for vores fremtid og vi håber nogle af dem går i opfyldelse i 2017.

Den allerstørste begivenhed i 2017 er, at Vigga skal starte i skole. Vi ved stadig ikke, hvilken skole hun er kommet ind på – men vi er holdt op med at bekymre os om det. Vi ved vi har gjort alt i vores magt for, at hun kan få en god skolegang. Uanset hvilken skole hun kommer ind på, så vil Ea og jeg støtte 100% op omkring det.

Det næste som kommer til at ske i det nye år lurer lige rundt om hjørnet. Om små tre uger fylder Ea, verdens skønneste kone, nemlig 30 år. Det er ikke en begivenhed, som hun selv ser voldsomt frem til. Men jeg har aftalt med hende, at jeg står for hendes fødselsdag og jeg glæder mig til at fejre hende.

Håber i alle har haft et godt nytår.

img_3051

Vigga og hendes kusine Vilja har haft masser er kusinetid i 2016 og man kan virkelig mærke hvordan deres venskab vokser for hvert år det går.

img_7193

I efterårsferien var vi med vores gode venner ude og plukke vores eget græskar. Vi sætter pris på kvalitetstid og mindeværdige oplevelser med dem vi holder af.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I påsken var vi i sommerhus i Jægerspris. Det var en dejlig tur, hvor vi kunne koble helt af og bare være sammen os tre.

img_2259

Efter vores tur på Mallorca arrangere Ea og jeg en lille overraskelsestur for Vigga, hvor vi var i LEGOLAND. Det var første gang og et stort hit for Vigga.

img_2974

Både i pinsen og efteråret var vi en tur i Lalandia. Hvis du spørger Vigga vil hun ligeså gerne til Lalandia, som hun vil til Mallorca. Vi har dog været i Lalandia en del gange nu og selv om det er hyggeligt, så kommer det nok lidt på standby i 2017.
img_6774

Et hurtigt billede fra vores tur til Mallorca

 

img_6932

2016 var også året, hvor Eas kusine inviterede os til cirkus bryllupsreception. Det var en ret sjov oplevelse og jeg tror næppe Vigga kommer til et bryllup igen, som hun vil finde lige så underholdende.

Lille juleaften

Så blev det lille juleaften. Som barn var jeg helt oppe og køre over julen og kunne aldrig få jul nok. Det er selvfølgelig stilnet temmelig meget af med alderen, men jeg holder nu stadig ret meget af julen. Særligt efter vi har fået Vigga og jeg føler, at jeg igennem hende genoplever mange af mine egne juleminder fra barndommen. Det er egentlig meget hyggeligt.

I dag var vi en tur i Anemone teateret for, at se Maries julegave. Jeg havde ikke de helt store forventninger og syntes faktisk, at det lød en smule kedeligt. Billetkøbet var fra min side nok mest mangel på bedre og ærgelse over, at Rosas julebal ikke kører i år.
Min forventning blev dog gjort til skamme og det var simpelthen så fint er stykke med den sødeste historie. Det var faktisk også relativt sjovt og jeg tog mig selv i, at grine højlydt flere gange.

Vi har aldrig været på Anemone teateret før og der var VIRKELIG hyggeligt. Det var småt, men hyggeligt. Vi kommer helt klart tilbage og til foråret tror jeg vi må ind og se “Frøken ignora eksploderer”. Jeg har en fornemmelse af, at karakteren er baseret på Vigga.

Efter teateret var vi ude og bytte lidt af Viggas fødselsdaggaver. Det er altså lidt utaknemmeligt, at have fødselsdag i december måned. For det første er der en milliard mennesker i butikkerne og for det andet, så er alt det hun ønsker sig udsolgt. Men sådan er det og hun må vente med at få de sidste ting til engang i det nye år.

Vi spiste frokost på Bistro Royal i dag. Jeg har egentlig ville prøve stedet længe, men vi kommer sjældent væk fra Amager. Man skulle tro vi var indfødte. Men Bistro Royal var et virkelig fint sted. Det levede bestemt op til mine forventninger og kan sagtnes anbefales – også med børn. Vigga var vild med deres burger og onion rings i hvert fald.

Foruden vores lille familieudflugt har vi skulle ordne en masse praktiske ting så som bilvask. Det kan jeg afsløre vi ikke var de eneste der skulle. Hold nu kæft, hvor var der mange mennesker alle vegne.
Og så var der lige ris a la manden. Eller risengrøden som skulle laves i dag og mandlerne som skulle smuttes og hakkes. Nu er det meste vist også klaret og dagen er gået.

Vigga glæder sig meget til i morgen, men faldt heldigvis hurtigt i søvn. Det var et værre cirkus dagen før hendes fødselsdag, så det frygtede jeg lidt. Det må være al den bilrengøring, som havde udmattet hende.

Nu er der vidst bare tilbage, at ønske jer alle en glæde jul.

15696672_10154221970497218_1310754972_o

 

Når en familie rammes af stress

For et par år siden stoppede jeg så småt med at blogge. Det var der en rigtig god årsag til. Min kone, verdens dejligste, blev ramt at stress. Ea som ellers emmer af overskud og har så megen omsorg for alle. Det kom som et lyn fra en klar himmel.

Vores hverdag blev vendt fuldstændig op og ned. Ea som er praktikeren i vores familie, den som holder orden og struktur i hjemmet, blev syg af stress og måtte slippe alt. Der stod jeg pludselig alene med barn og hjem. Jeg lærte hurtigt at når én i familien rammes af stress, så rammes alle. Jeg forstod det ikke helt i starten og må ærligt indrømme, at jeg nok ikke var verdens største støtte.

Ea havde fået et arbejde, som var hovedårsagen til hendes sygdomsforløb. Jeg tror at dette er en del af svaret på hvorfor jeg havde svært ved, at forstå hun havde det så skidt. Jeg var jo ikke en del af det såkaldte problem og oplevede ikke den hverdag, som havde gjort hende så syg. Min udgangspunkt var nok lidt a la; hvis du er ked af dit arbejde, så må vi jo bare finde et nyt til dig. Når jeg ser tilbage på dette i dag, så har det jo været helt ude i skoven, og det er jeg rigtig ked af.

Hverdagen i vores familie ændrede sig brat. Jeg skulle lige pludselig finde ud af, at jonglere en masse ting på egen hånd, hvilket var mig meget uvant. Jeg tror dog på mange måder det var sundt for mig og jeg lærte en masse af det. Da jeg ligesom fandt en rytme var der bestemt også stor selvtilfredstillelse i, at kunne klare hverdagen selv. Al respekt til enlige forældre.

Det hårdeste ved Eas sygdomsforløb var klart, at jeg fik svært ved at kende hende. Hendes personlighed ændrede sig markant. Til tider havde jeg følelsen af, at bo med en fremmed – en jeg slet ikke kendte. Selvom jeg ikke var den syge, så var stressforløbet fuldstændig drænende for alle i vores lille familie og jeg mistede alt mit overskud. Her i blandt mistede jeg lysten til at blogge. Jeg slap det fuldstændig. Stoppede med at svare tilbage på mails, stoppede med overhovedet at kigge på bloggen. Al mit overskud koncentrerede sig om Vigga, Ea og mig selv. Om at vi skulle have det så godt som overhovedet muligt – i den situation vi nu var endt i. Det ville jeg selvfølgelig ikke gøre om for noget.

Jeg tror der gik omkring seks måneder, hvor Ea havde det virkelig dårligt. Herefter begyndte det langsomt at gå fremad. Det var museskridt. Efter 10 måneder blev hun raskmeldt og herefter begyndte jeg langsomt, at kunne genkende hende igen. Støt og roligt.

Selvom det i dag er over to år siden, at Ea blev syg så er det stadig en del af vores hverdag. Ea skal passe på sig selv og vi skal hjælpe hende. Vi skal faktisk alle passe på hinanden. Vi har lært at det er vigtigt at huske sig selv og hinanden. At det er okay, at få Vigga passet eller bede hinanden om at få lidt alenetid. Vi har særligt lært, at det er vigtigt at passe på sig selv i sit arbejde og hvor vigtigt det er, at kunne sige fra. Heldigvis har både Ea og jeg nu fået et arbejde, hvor vi sætter rammerne – hvor vi kan passe på os selv og hinanden. Det er vi virkelig taknemmelige for.

Selvom stress stadig er en del af vores hverdag, så ser vi sjældent tilbage på det. Vi prøver at tænke frem i stedet og tænke på fremtiden…

stress