Vejen til et succesfuldt forhold kender jeg desværre ikke. Jeg kan huske at én engang skrev en kommentar om, at vedkommende gerne ville vide mere om Eas og mit forhold til hinanden. Et emne jeg måske ikke har rørt voldsomt meget, da jeg forsøger at holde bloggen personlig og ikke privat. På mange måder anser jeg mit og Eas forhold for at være privat. Jeg tænker dog, at det på en måde må skinne igennem i de små 700 indlæg, som jeg har skrevet igennem de sidste næsten 5 år.

Ea og jeg har kendt hinanden siden vi var henholdsvis 17 og 19 år. Jeg plejer at sige, at vi er blevet voksne sammen. Det har været fantastisk for vores forhold, men også hårdt til tider. Ea og jeg er grundlæggende meget forskellige mennesker. Til gengæld deler vi 100% de samme værdier. Vi er stort set aldrig uenige omkring de store spørgsmål i livet. Vi er fuldstændig enige om, hvordan vi skal være forældre og hvordan vi gerne vil opdrage Vigga. Allerede der tror jeg at vores forhold har et godt fundament.
Kan vi ikke være uenige? Jo! Big fat yes! Ea er et meget struktureret kasse menneske og jeg er et mere en dag af gangen og gør det lige i sidste minut typen. Når de to typer bor under samme tag, så vil der uundgåeligt opstå uenighed. Men uenighed er en del af livet.

Mit og Eas snart 11-årige lange forhold har overlevet mange, mange forhold i vores omgangskreds. Jeg har flere gange tænkt på, hvad der har gjort vi har holdt sammen i så mange år. Det ved jeg også at nogle i vores omgangskreds har, da de har spurgt mig om det. Jeg vil lige starte med, at sige at jeg ikke er ved at etablere en karriere som ægteskabsrådgiver. Overhovedet. Jeg kan kun sige, hvad der virker for mig. For os.

Det kommer ikke til at lyde særlig romantisk det her. Men alle der kender mig ved også, at jeg intet romantisere. Man skal faktisk slet ikke spørge mig om noget, hvis man ikke kan tåle sandheden. Men nu kommer den. Græsset er ikke grønnere på den anden side. Det er efter min mening den store hemmelighed bag et forhold. Hold i og hold ud. Jeg forelskede mig i Ea af en grund. Forelskelse holder ikke ved for evigt, men det gør kærlighed. Jeg elsker Ea af hele mit hjerte og jeg har givet Ea, mig selv og vigtigst af alt Vigga et løfte om at vi skal holde for evigt.

Ea og jeg har uden tvivl haft kriser. Vi har været igennem rigtig meget sammen og specielt Ea har skulle finde sig i meget fra min side. Det er ikke noget jeg vil gå i detaljer med, på nuværende tidspunkt, men min far er fra Tyrkiet og det har bestemt været årsag til nogle seriøse kriser tidligt i vores forhold. Men vi kom igennem det og når vi ser tilbage på det har det kun gjort os stærkere. Alt vi har været igennem sammen har gjort og stærkere og bragt os tættere sammen. I situationen har det måske set anderledes ud, men det der betyder noget er det der kommer bagefter. Hold i og hold ud.

Vejen til et succesfuldt forhold

 

Det har virkelig været en af de uger. Ugen har faktisk sneglet sig afsted og nu er det som om, at weekenden allerede går alt for hurtigt.
Jeg har været sløj den sidste uges tid, men har ligesom slæbt mig selv igennem den alligevel. Som selvstændig dagplejer samler man jo ikke bare lige telefonen op og sygemelder sig. Det gælder faktisk for hele pædagogprofessionen. Jeg har derfor kørt på survivalmode hele ugen. I går eskalerede det ligesom og jeg måtte hele dagen betale for ikke, at have passet på mig selv de foregående dage. Sådan er det jo. Nu er det heldigvis weekend og jeg håber, at jeg kan nå at komme helt ovenpå igen inden næste weekend. Næste weekend står jo om noget i fødselsdagens tegn. Det kræver ligesom en god portion energi.

  1. Det er faktisk tilladt at spærre for al gående trafik, på vej ud af en sidegade. Derfor behøver man ikke give chaufføren hverken dræberblikket eller fuckfingeren!
  2. Når en bilist skal svinge til højre og stopper ved fodgængerfeltet er det som regel fordi der er en fodgænger på vej over. Det er ikke fordi man lige tager sig en pause, så i behøver ikke dytte.
  3. Når en bilist ikke kører frem ved grønt lys, men i stedet går i stå, så går det ikke hurtigere når man dytter – det går faktisk langsommere.
  4. Er bilisten tæt ved en fodgængerovergang er det ikke nødvendigt, at stoppe op hvis forgængeren er på vej over den første strækning og dermed kan stille sig i helle i midten. Det kan derfor ikke forventes bilisten stopper når man pludseligt kommer cyklende over første strækning. Derfor behøver man ikke forsøge kaste sin cykel ud foran bilisten i provokation! Just saying.
  5. Hornet er forresten kun til at afværge fare og ikke til for at provokere og stresse andre bilister.
  6. Når en bilist kører helt hen til kantstenen og spærrer af for cykler, så er det ikke meningen af cyklisten skal kører venstre om og placere sig oppe foran bilen. Det er faktisk ikke en provokation, men noget man gør for cyklistens sikkerhed.

Nogle af tingene lyder måske som ret simpel viden eller ligefrem vanvittige – og det er de virkelig også. Omend har jeg oplevet det hele + meget mere. Folk i trafikken er jo komplet SINDSSYGE og er man ikke årvågen i denne by så dør man fandme. Jeg er virkelig glad for, at jeg har taget kørekort her i København og på den måde vendt mig til denne vanvittige færdselsattitude fra starten. Måske det også er sådan i andre byer?! Det ved jeg faktisk ikke. Men det er i hvert fald rigtig slemt her. I starten hvor vi fik bil og jeg lige skulle lære den ordenligt at kende, samt skifte fra diesel til benzin bil, der fik jeg virkelig nogle huk i trafikken. Og når man først bliver stresset så går alting altså kun langsommere, det kan jeg godt afsløre. Jeg er heldigvis blevet langt mere rutineret nu, men jeg oplever stadigvæk rigtig vanvittige ting. Jeg kunne skrive side op og side ned omkring cyklisterne i denne by og om, hvor lidt de har deres liv kært. Fucking hell, altså.

 

Vi har været definitionen på pyller-forældre. Vi har holdt godt fast i Vigga og ikke stolet på, at andre kunne passe ligeså godt på hende som os selv. Jeg tror først vi begyndte, at give lidt slip da hun var omkring 2 år – men siden da er vi nået langt. Det mener jeg i hvert fald selv.

At vi har holdt godt fast i Vigga og passet hende hjemme indtil hun var 2,5 år har selvfølgelig også medført, at Vigga har holdt godt fast i os. Derfor har interessen for, at være alene med bedsteforældre og andre aldrig været stor. Særligt det med at sove ude har været fuldstændig out of the question. Det har egentlig også passet mig fint for jeg har ikke haft behov for, at hun skulle sove ude. Men pludselig en aften, sidste år, hvor vi skulle hjem fra Viggas moster og kusine, spurgte Vigga om hun ikke måtte blive og sove. Helt ud af det blå. Det gik over al forventning. Der var lidt savn ud på natten, men det var vidst også det. Hun havde en god oplevelse, men var ikke interesseret i at gentage det i et stykke tid. Pludselig kom det lidt igen og nu har hun faktisk sovet ude fire gange, hvor det er gået rigtig godt. Det lyder sikkert af lidt for nogle, men i forhold til hvor tæt vi alle tre har holdt hinanden – så synes jeg det er virkelig flot.

I går blev Viggas mormor 50 år og Ea og jeg havde inviteret hende ud og spise. Det var med 3-retters menu + det løse og vi havde vurderet, at det var bedst Vigga ikke kom med. Viggas tålmodighed er tæt på ikke eksisterende og 2,5 time på restaurant ville være for meget af det gode. Så vi havde arrangeret, at hun kunne komme hjem til hendes moster og kusine for at hygge. Hun savner os uden tvivl når vi ikke er der, men hun accepterer det og jeg er ret overbevist om at hun også hygger sig. Selvom det kan være svært, så er det også er sundt at komme lidt væk fra sin mor og mama engang i mellem. Jeg ved at mange forældre også nyder at have børnefri og det gør jeg da også. Men jeg synes faktisk det er lettere bare, at have hende hjemme. De uger i sommerferien, hvor vi er sammen alle tre 24/7 er de bedste uger vi har sammen på året. Det er som om, at vores forventninger til hinanden kommer hundred procent in sync og vi har derfor meget få konflikter i ferierne.

Vi er dog rigtig lettede og glade over, at have fået et barn der er meget socialt og nyder andres selskab – selvom vi måske startede ud med at være nogle lidt for pylrede mødre….

Vi er blevet bilejere! Som jeg tidligere har skrevet, så gik jeg i gang med at tage kørekort. Godt nok små 10 år forsinket, men bedre sent end aldrig. Det tog mig en evighed at tage det kørekort, hvilket var langt mere omfattende end jeg lige havde regnet med. Jeg valgte selvfølgelig også at tage det midt i alle mine afsluttende eksamener, hvilket set i bagspejlet var mindre klogt. Men så blev det hele ligesom overstået på en gang. Nå ja, så dumpede jeg vidst også lige køreprøven første gang. Ups!

Da jeg fik kortet i sommers gik det hurtigt op for mig, at jeg faktisk ikke havde nogen bil at køre i. Dette var et kæmpe antiklimaks for mig! Det irriterede mig virkelig. Derfor gik jeg i gang med projekt “overtal-Ea-til-at-købe-bil”. Selvom hun var ret skeptisk var hun heldigvis ikke svær at overtale. Jeg har en ret sød og gavmild kone, hvis jeg selv skal sige det.

Vi har været ret enige om, hvilken type bil vi skulle købe. Vi arbejder jo hjemme og kører derfor ikke en masse kilometer hver dag. Bilen er rent og skær lidt luksus i vores tilværelse og måtte derfor gerne være lidt økonomisk. Vi var enige om, at vi ikke ville have en af de meget populære mini-biler. Vi ville simpelthen blive for irriteret over manglen på baggagerumsplads. Jeg havde længere været lidt lun på Renault’s Clio sport tourer og det blev da også denne vi i sidste ende valgte at købe. Bilen passer enormt godt til vores behov og vi er virkelig glade for den.

renault-clio-sport-tourer