Gammel dame fanget i ung krop

Det er gået op for at jeg er en gammel dame, fanget i en ung krop. Faktisk en gammel, gnaven dame… Jeg kan nævne et par ting…

  • Jeg væmmes over top listen på Spotify og får det fysisk dårligt når jeg hører sange som “twerk it like Miley”.
  • Jeg har skiftet Paradise hotel ud med antik og bageprogrammer på DR1. Det andet er simpelthen for pinligt at se på.
  • Jeg bruger vendingen “i mine unge dage” alt for ofte og til manges undren 😉
  • Jeg bliver irriteret over stort set alle mennesker. Jeg er åbenbart blevet perfekt her på mine gamle dage.
  • Jeg rører ikke alkohol og forstår slet ikke den der hype omkring det. Giver også gerne en prædiken om leverskader 😉
  • Det samme gælder rygning. Når man selv kvittede cigaretterne som 19-årig har man tilsyneladende lov at være hellig (indsæt et billede af mig med glorie). Sluk det lort.
  •  Jeg kan virkelig ikke se hvorfor alle, selv voksne mennesker, er vilde med ham der Christopher – han ligner jo en på 10.
  • Jeg er generelt blevet meget lydfølsom og brokker mig i et væk over musik på cafeér og andre offentlige steder. ISÆR, hvis det er “twerk it like Miley”.

Kan i ligge genkende til noget af ovenstående eller er jeg bare skide sur og sart?

fanget i ung krop

Hvorfor mor og mama?!

Et af de spørgsmål som vi oftest får stillet er hvad vi har valgt at kalde os i forhold til vores forældrerolle. Ea og jeg har valgt at kalde os mor og mama og det er vi rigtig tilfredse med. Det er noget vi har talt en del om – selv før jeg blev gravid. Vi startede ud med at vi begge nok godt kunne tænke os at hedde mor. Vi kender til mange andre som har valgt det på den måde og som synes det fungerer for dem. Men da vi tænkte nærmere over det synes vi egentlig ikke, at det var en god løsning for os. Jeg tror hurtigt at børnene vender sig til det og finder ud af det. Men tror det havde meget forvirrende for Viggas bedsteforældre, pædagogerne i vuggestuen osv. Derfor måtte vi finde på noget andet. Vi kunne hurtigt udelukke en masse. Der var ingen der ville kaldes mutti, mammi eller ved eget navn. Vi kender egentlig også til flere som har valgt at medmoderen bliver kaldt sit eget navn, men det ville være lidt for upersonligt for os og det ville både Ea og jeg være kede af. Derfor forslog jeg at en af os skulle kaldes “mama”. Mest fordi at størstedelen af verdens mødre bliver kaldt for mama/mamma og Vigga derfor højst sandsynligt ville komme til at møde mange andre igennem livet som også har sig en mama.

Vi ville begge gerne hedde mor og vi var lidt tid om at blive helt enige. Jeg tror at det for mange, inklusive Ea og jeg, godt kan være lidt svært at skulle føle sig tilpas med et uvant kaldenavn. De fleste danske kvinder forstiller sig nok at de skal kaldes mor når de får børn og det kan godt tage lidt tid at vende sig til noget nyt. Men at blive kaldt mama i stedet for mor gør jo ingen til en mindre mor.
Det var mig som endte med at få mor titlen og det var ikke fordi at det var mig som var gravid. Det var ligesom bare den beslutning vi endte med og jeg kan faktisk ikke huske præcist hvordan. Når Vigga engang skal have en lillebror eller søster er det Ea som skal være gravid. I denne forbindelse spørge mange os om vi så bytte om på titlerne og at Ea så skal hedde mor og jeg mama. Jeg har altid synes det var et ret underligt spørgsmål for nej selvfølgelig skal de kalde os det samme. Som skrevet er man jo ligeså meget mor, selvom man bliver kaldt for mama. Det er jo i bund og grund bare et andet ord for det 🙂

mor og mama

Det første lille familiefoto 😉

Noget om den dårlige samvittighed

Jeg tænker ikke så ofte på den længere. Men jeg kan mærke den er der endnu… Den dårlige samvittighed. Jeg kunne ikke holde mit barn, i sikkerhed, inde i min mave indtil hun var klar til at møde verden og det gør ondt. Jeg fældede ikke en tåre de første 3 dage af hendes liv. Jeg havde blot den her følelse indeni – en følelse af uduelighed. Efter 3 dage kunne jeg ikke længere holde sammen på mig selv og det hele væltede ud på en gang. Husker tydeligt at jeg stod foran kuvøsen og kiggede på verdens smukkeste væsen bag glasset. For få dage siden havde vi haft den ultimative nærhed og samhørighed, men nu var vi pludseligt så langt fra hinanden. Jeg kunne ikke længere passe på hende. Jeg tudede! Følte mig som den mest elendige mor, med den mest elendige krop. Lorte krop! Den dag ville jeg gerne sidde med hende, men jeg lod Ea gøre alle de praktiske ting. Jeg var alligevel for uduelig til at have ansvaret for noget som helst..

Som tiden er gået er jeg blevet mindre hård ved mig selv. Men når Vigga bliver syg mærker jeg det igen. Det tager mig tilbage. Tilbage til den tid, hvor hun var lille og skrøbelig og, hvor jeg ikke kunne beskytte hende. Det er den fandens dårlige samvittighed.

At vælge pasning fra til ens barn (Ea skriver)

Vi er blevet spurgt af en læser om vi vil dele vores tanker og følelser i forhold til at have valgt at passe Vigga i den private dagpleje ordning der er i Københavns kommune og om ordningen generelt. Det vil vi meget gerne. Her kommer der altså et indlæg, sort på hvidt der beskriver vores tanker og følelser om pasning til Vigga, pasning, barnets behov og udvikling og den private dagpleje ordning. Vi har oplevet at vores holdninger har stødt andre mennesker – dette er ikke vores hensigt. Vi mener at alle forældre gør og skal gøre det de synes er bedst for deres barn og deres familie. Det er også det vi gør. Det er Ea som jeg har sat til at skrive nedenstående indlæg..
Her i kommunen skal man skrive sit barn op inden de fylder 3 mdr. Da Vigga jo er født 8 uger for tidlig, var hun kun 4 uger korrigeret da vi skulle skrive hende op. Hun var en lille bitte baby og vi anede ikke hvilke behov hun havde og hvilket barn hun ville være når hun som 1-årig skulle i pasning. Vi vidste ikke om hun ville få nogle senfølger af hendes for tidlige fødsel. Derfor valgte vi at skrive hende om til en vuggestue med 4 stuer og dagpleje. Så var der ligesom god mulighed for at vælge hvad der ”passede” hende bedst til den tid..
For hver dag der gik af Vigga og Louises barselstid sammen, snakkede vi om hvor lidt vi ønskede at aflevere Vigga i pasning. Vi synes ganske enkelt ikke at det var hendes behov. Hun havde ikke senfølger af hendes for tidlige fødsel. Men hun var på ingen måde tryg og tillidsfuld overfor verden og andre mennesker. Det var bedst hos mor eller mama. Allerbedst hos mor. Vi kunne slet ikke forstille os at hun ville trives i pasning, hvor hendes behov ikke kunne tilgodeses. Selvfølgelig bliver børns behov tilgodeset i daginst./dagpleje. Men i og med der ofte er 12-14 børn til 3-4 voksne eller 3-4 børn til 1 voksen. Mener vi ikke kan det kan lade sig gøre i så høj grad et barn på omkring 1 år har behov for.
Jo mere tiden gik og jo mere vi snakkede om det, blev det simplethen ikke en mulighed at Vigga skulle i pasning.
Vores beslutning blev taget på baggrund af, hvad vi tænkte ville være bedst for Vigga, hvad vi ved og mener om det lille barns udvikling og vores erfaringer for daginstitutionsområdet.
Vi mener at det lille barn (her snakker vi børn under 3 år) har behov for at være størstedelen af deres tid hos deres faste tilknytningspersoner. Vi mener at det er her de trives, udvikles og lærer bedst. Vi tror på at et barn på under 3 år har størst behov for tryghed og omsorg i rolige og hjemmelige omgivelser med deres faste tilknytningspersoner der kender dem og ser dem og derfor i højere grad kan møde dem der hvor de er og svare dem på deres kommunikation. Fremfor at tilbringe dagen i et miljø der er blevet skabt for at forældre kan passe deres arbejde. Jo børn skal socialiseres, de skal lære at tilsidesætte deres egne behov og tage hensyn til andre mennesker. MEN et barn på 1 år, har ingen forudsætninger for at tilsidesætte deres behov. Det er ikke muligt for dem på nuværende tidspunkt i deres udvikling. De forstår det ganske enkelt ikke, og jeg tror at når de tvinges til det, at de kan miste en del af dem selv. Børn lærer af børn det er rigtigt. Børn lærer også af voksne. Voksne der er nærværende og inddrager børnene i dagligdags ting og oplevelser.
Vi mente at vi selv i højere grad kunne give Vigga en hverdag hvor vi kunne tilgodese hendes behov, opdrage hende med de værdier vi mener er vigtige og skabe et lærerigt og udviklende miljø, alt i mens hun var tryg fordi hun ville være sammen med mig.   
Vi var bevidste om at det krævede noget af os. Af mig. Vi skulle ud og opleve verden og blive tryg i den. Vi skulle møde andre børn og voksne. Og danne sociale fælleskaber.
Vi fandt ud af at vi havde to muligheder, hvis vi ikke ønskede at Vigga skulle i pasning. Enten tilskud til pasning af egne børn eller privat dagpleje ordning. Hvor man passer eget barn og et andet barn, man selv finder.
Vi valgte den private dagpleje ordning. Dette var både pga. økonomiske årsager, men i endnu højre grad fordi vi syntes at det var en rigtigt god mulig for at give Vigga en relation et andet barn. Det gav ganske enkelt mere mening i forhold til at skabe en hverdag med et pædagogisk fokus på leg, læring og udvikling. I ordningen skal man også gå fast i legestue og man får besøg af en tilknyttet dagplejepædagog der støtter en i børnenes trivels og udvikling.
Nu her hvor jeg har passet Vigga i denne ordning i 1 år og 2,5 måned, vil jeg sige at det er den bedste beslutning vi har taget både på Viggas vegne men også for vores familie.
Ordningen har både sine fordele og ulemper. Der har i perioden både været gode, sjov, svære og hårde tider. Men vi ville til hver en tid vælge det igen.
I forhold til at vælge denne ordning og at vælge at passe sit barn selv, skal man gøre sig nogle grundige overvejelser. Det kan lyde luksus at ”gå hjemme” med to børn – men det er benhårdt arbejde. Alle forældre ved hvor meget et lille barn kræver, af tid, opmærksomhed, omsorg, aktivering osv. Man skal vælge at gøre det fordi, at man ikke kan lade være. Jeg har mødt rigtig mange i denne ordning, alle har ønsket at deres børn ikke skulle tidligt i pasning. Nogen har passet et halvt år, andre et år og få helt indtil børnehave tid. Jeg har mødt mange der trives i ordningen, men jeg har også mødt mødre det ikke fungere for – og som har valgt at stoppe, det har jeg haft stor respekt for. For jeg går ind for at man gør det der føles rigtigt. Det er nemlig det der gør en glad og lykkelig.
I denne ordning får man et andet barn tæt ind på livet, og også barnets forældre og familie. De kommer hjem til en hver dag og aflevere deres dyrebareste. Det er vigtigt at samarbejdet fungere og at man har tillid til hinanden. Man skal have lyst til at åbne døren til ens hjem og ens familie. Jeg har mødt nogle forældre der har haft stor respekt for vores hjem og familie og det er jeg dybt taknemlig for. Alle dage har jeg haft lyst til at tage imod mine dagplejebørn (har haft to forskellige) men til tider har jeg synes det var svært, at jeg ved at der kommer andre i ens hjem og ”kigger” på ens familie. Ens privatliv er til skue og man bliver let sårbar i denne ordning og dette gælder begge familier. Vi er afhængige af hinanden og af at vores samarbejde fungere.
 Man får også en kærlighed til et andet barn. Det er ikke et barn i mængden. Det er et barn, der kommer til at fylde meget i ens liv, i ens familie og i ens barns liv. Det har jeg set som en gave for både Vigga og for vores familie.
Som privat dagplejer skal man have lyst til og kunne planlægge dagen efter børnene, deres behov og udvikling. Når børn er små kan det være svært at nå ud af døren i mellem måltider og lure. Men jeg har oplevet at både børnene og jeg har behov for frisk luft og sociale fælleskaber. Det er til tider ensomt at passe i denne ordning, det kan lyde lidt skørt når man har to unger fulde af liv og ballade, men alt afhænger af en selv. Der er ingen andre der lige kommer med en god ide, eller har et forslag til hvorfor det lige var at det og det skete sådan. Jeg har haft stor gavn af de andre private dagplejere jeg har mødt i legestuen. Pt. Har vi næsten et fast ugeskema og det trives både pigerne og jeg med. Det indeholder: Legeplads, legestue, bibliotek, bondegård, aktiviteter hjemme, samvær med gode legevenner og et tumlehold.
Vi har nydt godt af de fordele der er ved ordningen. Vi skal aldrig vække Vigga og tidligt ud af døren. Vi har altid god tid og skal aldrig noget vi bare SKAL. Jeg kan planlægge dagen efter hvordan pigerne har det. Men mest af alt, har vi fået utrolig meget familietid sammen, både Vigga og jeg. Men også Louise, Vigga og jeg fordi Louise jo er studerende. Der er mange praktiske ting i forhold til denne ordning og hvis i har nogle særlige spørgsmål eller noget i tænker på er i velkommen til at spørger ind til det.
Når jeg kigger på hvordan Vigga har udviklet sig bliver jeg utrolig stolt – af hende og af os. Hun er fuld af sjov og ballade med et glimt i øjet. Hun er så kærlig og omsorgsfuld. Hun har så fin en forståelse af verden og for hvordan den hænger sammen. Hun er utrolig inkluderende overfor andre børn (der er altid plads til en til / alle skal være med i legen mm.).
Det tog sin tid for Vigga at blive tryg og tillidsfuld i andres selskab. Men NU er hun der – hun fravælger Louise og jeg når vi er sammen med andre. Det er så fantastisk at opleve!!! Hun drages af andre voksne og børn, og kaster sig ud i nye oplevelser på egen hånd.
Hun har altid været god til at kommunikere, og give udtryk for hendes behov og følelser. Hver dag lærer hun nye ord og vi oplever nu at hun også verbalt kan give udtryk for hendes følelser. Alt dette gør at vi mener at hun efterhånden er ved at være klar til at komme af sted i pasning. Vi ved hun kan sige fra, hun kan sige til og at hun har en rigtig god forståelse. Vi har lært hende at give plads til at føle, at give udtryk for sine følelser og blive bekræftet i dem. Dette gør at vi tror på at hun har en tro på sig selv og at den tro vil forblive en del af hende, selvom hun oplever ikke at blive set, hørt og forstået af andre voksne og børn. Dette håber vi selvfølgelig hun vil, men vi ved også hvad det er for en hverdag og virkelighed hun vil gå i møde og vi mener vi har rustet hende til det ved at fravælge daginstitution og tilvælge hjemmepasning i første år.
Her til sidst vil jeg nævne at jeg på ingen måde vil kritisere alle de pædagoger der arbejder i daginstitutionsområdet (jeg var selv pædagog i vuggestue inden jeg blev ansat som privat dagplejer) – dette er måske mere en kritik af de vilkår og muligheder der er for forældre til 0-3 årige. Og en undring over hvordan vi er endt hvor vi er endt. Mange børn tilbringer mange timer i pasning. Altså mange timer væk fra deres forældre. De forældre, forskning viser, kan støtte dem bedst i deres udvikling og lære dem mest muligt. Dette giver ikke mening for mig.

Om dengang Vigga fik RS-virus

Dette er bliver nok en af de mest personlige indlæg som jeg nogensinde kommer til at skrive. Selvom jeg tidligere har delt vores fertilitetshistorie, mit graviditetsforløb og historien om at føde Vigga for tidligt, så kan det slet ikke sammenlignes med hvor frygteligt det var da hun fik RS-virus.

Det er faktisk 2 år siden, men det var en virkelig traumatiserende oplevelse og jeg har på ingen måde været klar til at dele den. Selvom det måske virker irrelevant at dele den så længe efter, så tror jeg at denne historie, ligesom alle de andre, har stor betydning for hvordan både Ea og jeg er som forældre..

Vigga er født 2 måneder for tidligt. Da vi nåede omkring hendes termin var vi blevet udskrevet fra Hvidovre, hun havde fået fjernet sonden, hun tog på som hun skulle og vi var endelig blevet den familie som vi havde drømt om. Lykken blev dog kort for hurtigt blev Vigga syg. Det startede med en forkølelse og lidt hoste. Jeg var i forvejen meget bekymret for om hun trak vejret som hun skulle og dette forværrede min bekymring betydningsfuldt. Derfor var jeg hurtig til at komme til læge med hende. De beroligede mig dog og fortalte at det var var en virus og at hun nok skulle blive hurtig frisk igen. Så gik der et par dage, hvor vi var syge af bekymring og hvor Viggas tilstand forværrede en del. Hendes vejrtrækning blev mere besværet, hun blev meget sløv at se på og alt inden i mig skreg at noget var helt forkert. En nat blev jeg virkelig bekymret for hende og ringede derfor til lægevagten som kom hjem til os efter et par timer. Han lyttede og konstaterede at det blot var en virus. Derudover sagde han noget med at vi skulle give hende godt med tøj på og sidde med hende i altandøren. Det gjorde vi så ikke. Nå men… Et par timer efter er vi stadig meget bekymrede og vi opdager at hun er begyndt at få indtrækninger. Derfor ringer vi straks til egen læge. Da vi fortæller at hun har indtrækninger tror sygeplejersken vist at vi er fuldstændig skøre. Hun går dog med til at give os en akut tid – dog ikke hos en læge, men hos en af de andre sygeplejersker. Da vi kommer ind til hende får hun kigget på hende må hun give os ret i at hun har tydelige indtrækninger. Hun henter derfor hurtigt en læge. Lægen kan konstatere det samme og siger at vi straks skal køre til Hvidovre hospital. Han mener ikke at der er grund til at vi skal i ambulance, men det skal gå lidt stærkt. Så hjem med os for at ringe til Eas far der hurtigt kommer efter os.

Ude på Hvidovre børneafdeling får vi af vide at der er en del ventetid. Vi bliver isoleret i et rum, da Vigga stadig er meget lille og at hun ikke skal udsættes for eventuelle smittefarer. Kort tid efter kommer der en sygeplejerske ind og i det hun kommer ind er jeg ved at amme Vigga. Hun fortæller at hun sidder os i ventegruppe 3 (som åbenbart er sådan en hvor man venter længe), da hun ikke mener at Vigga har det tilstrækkelig dårligt fordi hun kan amme. Jeg forsøger lidt at overbevise hende om noget andet, men uden held. Efter lidt tid skal vi have skiftet Viggas ble og imens Ea skifter den får hun et hosteanfald (som hun har haft mange af de sidste dage). Denne gang kaster hun dog op over det hele og jeg kan virkelig se på hende at hun har det dårligt. Derfor går jeg ud og spørger en sygeplejerske om hun ikke lige kan komme ind og kigger på hende, hvilket hun gerne vil. Jeg går tilbage, venter og Vigga kaster op igen. Sygeplejersken er stadig ikke kommet og jeg går derfor ud igen og siger meget bestemt (hvilket er meget ulig mig) at NU har hun det altså VIRKELIG dårligt og de må komme og kigge på hende. Sygeplejersken følger med mig, siger det kan jeg godt se – følg med mig og der starter de værste timer i mit liv.

Jeg ved ikke, hvordan hun gør det. Men jeg kommer rendende bag sygeplejersken og på vejen ind på en akutstue får hun samlet Gud ved ikke hvor mange mennesker. Vigga bliver lagt på en briks, alt tøjet kommer af hende og får maske og overvågningsudstyr på. De finder hurtigt ud af at hun slet ikke  kan ilte sit blod selv. Jeg kan stadig huske følelsen af at stå inde på stuen. Jeg hulkede som et lille barn og har aldrig været mere bange for at miste hende. Jeg forstod ingenting andet end der stod 4 mennesker og “arbejdede” på min lille pige. Lige dér mærkede jeg for første gang, hvor højt jeg elskede hende og at hun betød alt for mig. Jeg var helt færdig, men stod og holdt hende i hånden igennem det hele. Der var mange læger forbi for at tage stilling til, hvad de skulle gøre med hende. Men de besluttede at fordi hun kun lige var nået hendes termin at hun skulle ned på neonantal. Vi aftalte at jeg skulle bære hende i armene og så ville sygeplejerskerne holde udstyret. Turen ned er lille, men virkede meget lang. Hun fik mange SAT fald undervejs og det var slet ikke noget som skræmte mig. Det var jeg jo vant til fra neonantal. Men det var sygeplejersken fra børneafdelingen vidst ikke for hver gang hun fik et SAT fald gik hun nærmest i panik. Hun stoppede begyndte at “ruske” i Vigga og stimulere hende for at få hende til at trække vejret igen. Det er svært at forklare, men det virkede meget voldsomt og Ea og jeg blev meget bekymrede.

– Forsættelse følger – 
RS-virus
RS-virus