Skal bloggen skifte navn?

Jeg startede denne blog ret spontant. Jeg havde ingen forventninger om, at andre end familie, venner og bekendte ville læse med. Dem regnede jeg ikke engang voldsomt meget med. Jeg vidste at jeg ville skrive en masse om Vigga og at bloggen skulle indeholde hendes navn – og så var regnbuebarnetvigga jo perfekt- for det er jo netop hvad hun er.

Bloggen omhandler i høj grad Vigga, men den handler også om alt mulig andet. Hun ved godt at jeg har en blog og hvad den hedder og hun ved også godt at jeg skriver om hende og vores familie. Det har hun det rigtig fint med. Hun beder mig også ofte om at ligge alt mulig op og det sker da også på instagram. Jeg tror sgu vi har fået en kommende mini youtuber.

Nå, men jeg har i hvert fald været meget i tvivl om, om jeg skulle skifte bloggens navn. Jeg har ikke fundet nogle super gode alternativer og faktisk vil det være en dårlig idé på flere måder. Jeg ville miste meget trafik og bloggens værdi ville blive langt mindre. Jeg har jo blogget on/off de sidste mange år og mange af mine indlæg ligger jo derude og trækker trafik – også selvom jeg ikke blogger.

Jeg har inde i mit hoved skabt en idé om, at mange synes at min blognavn var lidt fjollet. Don’t ask me why. Derfor blev jeg meget overrasket, da jeg forleden dag lavede en afstemning på instagram om hvorvidt jeg skulle skifte bloggens navn. Der var overvældende stemning for, at jeg faktisk skal BEHOLDE bloggens navn. Så det har jeg faktisk besluttet mig for at gøre. Det er helt klart den nemmeste løsning for mig – og jeg elsker nemme løsninger 😉
Måske beholder jeg det ikke for evigt, men lige nu føler jeg klart at det er den rigtige beslutning.

Skal bloggen skifte navn?

Vigga er selv gået hjem fra skole!

Ja, Vigga er selv gået hjem fra skole i dag. Det føles kæmpe stort og meget sensationelt, omend vejen er meget kort, og jeg kunne se hende, da hun kom ud fra skolens område. Det er sgu helt vildt det her. Vi er virkelig ved at have en stor pige nu.

Jeg har spekuleret meget over om hun er for lille. Og det havde jeg klart følt, hvis vi boede længere væk fra skolen. Hun skal ikke over nogen vej og vi bor kun 300 meter væk. Vigga er desuden en meget ansvarlig og moden 6-årig pige – og jeg ved jeg kan regne med hende når vi laver en aftale. Og hun overholdt også vores aftale til punkt og prikke. Hun havde endda fået læreren til at sætte et ur, så hun kunne gå præcist på det tidspunkt vi havde aftalt. Hun er lige så punktlig som hendes mødre. Hehe.

Det gik også godt med at være hjemme. Hun er heldigvis ved at nå den alder nu, hvor hun er en stor hjælp i dagplejen. Da hun var mindre krævede hun, klart nok, mere af vores opmærksom og kunne godt synes det var svært at dele opmærksomheden en hel dag. Men det er vi udover nu og hun er total tredje pædagog og nærmest alle børnene er vilde med hende. Hun har kæmpe status blandt de små og de synes hun er super sej. Vigga rigtig meget børnetække og nærmest alle små børn, vi møder på vores vej, er meget glad for hende – og hun for dem.

Vigga fandt en flintesten, imens vi legede i gården med de små. Den var hun meget fascineret af og brugte lang tid på et lege med den og lave smykker med nogle flig hun havde slået af. Det er meget sjældent hun sidder fordybet i en leg så længe og det var virkelig en fornøjelse at se. Så føltes det hele bare helt rigtigt. Desuden går hun til springgymnastik og mandagen, så det var også bare dejligt at hun kunne slappe af op til det og der ingen stress var.

Vigga er selv gået hjem fra skole!

At melde Vigga ud af fritidshjemmet

Lige nu overvejer vi kraftigt at melde Vigga ud af fritidshjemmet. Hun har ikke været særlig interesseret i at være der de sidste måneder og hun siger hun keder sig derovre. Pædagogerne er super søde og meget nærværende overfor børnene, men der sker altså ikke en dyt. De har nogle få aktiviteter og dem skal børnene selv være opmærksom på at melde sig til. Det er altså et meget stort ansvar for en 6-årig. Når det så er sagt, så er de forfærdeligt dårlige til, at annoncere for de aktiviteter der nu er. Vigga har været skuffet flere gange og følt sig ekskluderet fra aktiviteter hun gerne ville være en del af.

I går modtog vi en invitationen, én uge før, til noget show de afholder. De afholdte det også sidste år, hvor alle 0. klasserne lavede noget sammen og det var super hyggeligt. Da jeg adspørger Vigga omkring det har hun overhovedet ikke hørt noget om det – og bliver virkelig skuffet, da det havde været sjovt at deltage sidste år. Dette er selvfølgelig blot et scenarie ud af flere. Og jeg kan ærlig talt godt forstå at det bliver kedeligt i længden at spille de samme spil og lave de samme perleplader.

Jeg er i forældrerådet i fritten og har forsøgt at bringe emnet på bane, men der var ikke meget at hente. De har en meget fasttømmeret idé om, at børnene er så store at de skal kunne tage ansvar for sig selv. Jeg synes dog at man differentiere imellem 6-årige og 9-årige. Kald man bare pyllermor. Ligeledes har jeg skrevet til lederen, uden at modtage svar, hvor jeg er kommet med nogle eventuelle løsningsforslag til at gøre aktiviteterne tydelige for børnene, da det ikke er nok at give mundtlig besked til blot nogle af børnene.

Vigga er i frit 1,5 time mandag-torsdag og 1 time om fredagen. Vi er hjemme, men er på arbejde da vi har dagplejen. Vi har derfor ikke rigtig mulighed for at hente hende, men jeg tænker hun er ved at være stor nok til at gå de 400 meter hjem der nu er. Hun skal ikke engang over en vej.

Min bekymring ligger en lille smule i om hun føler hun kommer til at gå glip af noget med sine venner. Hun er ekstremt social og venskaber fylder meget hos hende lige nu. Hun siger selv at hun hellere vil hjem, da hun jo leger med sine venner i frikvarteret. Jeg synes også det er vigtigt at lytte til hende og hendes behov. Derfor tror jeg vi tager en lille prøveperiode, hvor hun får lov til at gå hjem efter skole. Hvis det fungerer godt og hun er tilfreds med situationen, så gør vi det permenent. Vi vil være mere opmærksomme på, at få lavet nogle legeaftaler med veninderne fra klassen – så hun netop ikke føler hun mangler det sociale efter skole. Jeg tror sgu at det kan blive rigtig godt… Nu prøver vi det da lige af.

 

At melde Vigga ud af fritidshjemmet

At smide alt hvad man har i hænderne

I de sidste par år har Ea og jeg talt og drømt meget om et simplere liv. Vi er helt klart inspireret af nogle af alle de instagrammere som har gjort drømmen til virkelighed, smidt alt hvad de havde i hænderne, og taget det store skridt. De er flyttet væk fra storbyen, har sat karrieren på standby og har i stedet besluttet sig for at dyrke de nære værdier. Og det misunder jeg dem helt vildt. Det er fucking sejt.

Vi bor i København og vi elsker storbyen. Men af os til føler vi os fanget hamsterhjulet og jeg har aldrig set mig selv som en hamsterhjulstype. Vi har en privat dagpleje som kører SÅ godt og vi føler os virkelig priviligerede. Kl. 15.30 skynder jeg mig ned i fritten for at hente Vigga, fordi jeg har savnet hende hele dagen, og når vi kommer hjem… Så er jeg for træt til at lege med hende fordi jeg har brugt alt min energi på andres børn. Det har jeg mega dårlig samvittighed over.

Vi arbejder faktisk kun deltid nu. Vi har åbent 34,5 timer om ugen. Men udover dette er der også en masse praktisk arbejde som oprydning, hjemmeside, ventelister, kommunikation med nuværende og kommende forældre som tager meget tid. Det er selvfølgelig når Vigga er lagt i seng, men vi arbejder uden tvivl mere end de 34,5 time om ugen. Vores løn er meget fornuftig og det giver os en masse frihed når vi så ikke arbejder. En masse muligheder for at tage væk sammen, som familie, og bare være sammen på nært hold. Men vi savner det også i hverdagen.

Jeg tror det er et stort dilemma for mange pædagoger; det faktum at man aflevere sit eget barn for at passe andres. Nu er vi selvfølgelig nødt til at aflevere Vigga i en periode af dagen, da hun går i skole – men alligevel.
Faktum er at det også koster penge at bo på landet. Og vi har desværre ikke en uddannelse, hvor man kan arbejde hjemmefra et par timer om dagen og stadig leve nogenlunde fornuftigt. Men mere nærvær i hverdagen er klart en stor drøm for os og noget vi vil arbejde hen imod på den ene aller anden måde. Så må vi blot håbe at det bliver før, at Vigga bliver så stor at hun ikke længere gider være sammen med os. Vi er allerede nået til at jeg ikke må synge på gaden længere….

Lige nu kan jeg ikke helt se hvordan det hele skal gå op i en højere enhed. Men det kan jeg måske en dag? Skriv endelig hvis i har trukket karrierestikket og fortæl om hvordan jeres liv hænger sammen – eller anbefal nogle gode instagram profiler, hvor man kan blive endnu mere inspireret.

Ikke for enhver pris

Mange emner er relevante for indlægget i går. Nu gav jeg det titlen “at være homoseksuel med tyrkisk baggrund”, men det er kun en del af pointen. Det er ikke kun tyrkiske eller muslimske forældre, som har svært ved at acceptere deres homoseksuelle børn. Slet ikke. Min mor tog det faktisk værre end min far til at starte med. Hun accepterede det dog med tiden, men det gik lang tid før jeg havde følelsen af, at hun syntes det var helt okay.

Den vigtigste pointe er, at man ikke skal stræbe efter at havde sine forældre i sit liv for enhver pris. Det kan blive for dyrt. Respekt er en gensidig ting og går altså to veje. Jeg har lært at jeg ikke kan leve mit liv efter mine forældres ønsker og præmisser. At prisen bliver for dyr.
Jeg har ikke valgt mine forældre – de har valgt mig – og det mindste man burde kunne forvente at sine forældre er respekt og accept af de valg man foretager i sit liv. Så længe de ikke er skadelige for en selv eller for andre.

Jeg har i mange år følt ansvar og skyld overfor mine forældre. Følt jeg skulle passe på dem og sørge for, at de ikke blev kede af det. Derfor var det svært for mig at sige fra og sætte mine egne behov først. Og hvis jeg gjorde det, så fik jeg kæmpemæssig skyldfølelse som fyldte alt i mig. Jeg har med årene lært, at mine forældre ikke er mit ansvar. At jeg ikke skal tilpasse mit liv for at passe på deres følelser. Det har været en lang process og fra den startede til jeg var afklaret er der i hvert fald gået 10 år.

Jeg er afklaret nu, men engang i mellem får jeg stadig skyldfølelse. Jeg er dog hurtig til at afværge de tanker og det er det der er vigtigt. Jeg håber aldrig Vigga får følelsen af, at skulle passe på mig – jeg håber hun ved det er mig som passer på hende.

Jeg tror at mange mennesker har det sådan. At man gerne vil tilfredsstille sine forældre, gøre dem stolte. Man træffer nogle valg, som man måske i momentet tror er sit eget behov, men senere finder man ud af, at man i virkeligheden traf valget ud fra nogle andres behov.
Jeg er glad for, at jeg har taget de valg jeg har. Jeg er ked af, at jeg har slået mig selv oven i hovedet på grund af dem. Men nu har jeg lært at stå ved mine valg og tage ansvar for mig selv i stedet for andre. Og jeg har fået en fantastisk familie ud af det.