For tidlig fødsel og senfølger

Vigga var blot 4 måneder gammel, da jeg startede denne blog. Hun kom til verden i uge 32+1 og hele graviditetsforløbet og hendes for tidlige fødsel fyldte, på daværende tidspunkt, en del.
Det fyldte både i mit hjerte, i mit hoved og her på bloggen. Nu er der gået seks et halvt år og det hele fylder meget mindre.

På hospitalet lærte vi en masse om senfølger. Vi lærte også at skærme hende fra omverden og det var vi meget opmærksomme på. Særligt hendes første år. Hun klarede jo heldigvis alt til UG og da hun var omkring et år begyndte vi langsomt, at give mere slip og præsentere hende for verden. Hun var måske en smule følsom, da hun var helt lille – men ikke i højere grad end mange født-til-tiden børn også kan være. Hun var ikke et barn som man tog med på café fx. Det gjorde jeg kun én gang og det var mildest talt et mareridt. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad og fumlede med det hele fordi hun skreg og skreg. Jeg måtte hurtigt opgive og gå hjem. Så cafébesøg var ikke det vi brugte tid på i min barsel.

Det allerstørste problem i Viggas tidlige år var søvn. Er det en senfølge? Det kan det være. Men mange børn har problemer med søvn. Det startede allerede på Neo. Jeg kan huske at hun lå vågen i sin kuvøse når jeg kiggede til hende om natten. Hun græd dog ikke på det tidspunkt, men jeg kan tydelig huske hun lå der med åbne øjne. Da hun kom ud af kuvøsen og i vugge fik vi hende med ind på et værelse, så vi kunne sove med hende. Der vågnede hun også en del om natten, men det blev rigtig slemt da vi kom hjem. Vi kom hjem dagen før nytårsaften og dagen efter gik det løs. Det startede præcist kl. 00.00 da fyrværkeriet begyndte. Hun græd og græd og græd og sådan forsatte det i en lang periode. Stille og roligt begyndte hun også at sove dårligt om dagen. Dagene blev bedre da hun var omkring 10-12 måneder. Men hun havde hyppige opvågninger om natten indtil hun blev 3 år.
Hun kan stadig have perioder hvor hun vågner kl. 3.00 og mener hun er frisk. Men det skal jeg nok minde hende om, at hun ikke er!

Som årene er gået har Vigga udviklet sig til et meget robust barn. Sådan oplever jeg hende i hvert fald. Hun har klaret skolestart virkelig godt. Hun har reageret meget herhjemme, men det er sådan hun er. Hun lever op til de forventninger der er til hende fra omverden og så afreagerer hun på os. Og det tænker jeg egentlig er sundt nok – selvom det kan være hårdt engang i mellem.

Status er altså at vi er sluppet for senfølger. At hun har det godt. At hun udvikler sig helt normalt og hun heldigvis har glemt alt om, at hun er kommet ud lidt før end forventet. Og ved i hvad? Det har hendes mødre endelig også 🙂

For tidlig fødsel og senfølger

Så kom dagen

Vigga startede på frit i går. Jeg har taget fri mandag og tirsdag for, at hun kan få en lidt blid start. En start hvor jeg er der for hende når hun kommer hjem og vi bare kan hygge.
I går blev jeg der sammen med hende, da hun ikke havde lyst til at være der alene. Det synes jeg egentlig også var helt fair på hendes første dag. I dag havde vi aftalt at hun skulle være der alene og at jeg vil hente hende efter frokost.
Afleveringerne i børnehaven har altid været forfærdelige. Så jeg har besluttet at det ikke skal være sådan på fritidshjemmet  – det nye kapitel. Jeg fandt derfor lynhurtigt en voksen; sagde dette er Vigga og hun skal have lidt hjælp til at finde nogle legekammerater, da hun ikke har fulgtes med sine venner fra børnehaven. Kyssede og krammede hende farvel og så var jeg ude af døren. Det er sådan det fungerer bedst for Vigga. Hun skal mærke, at det er okay og at det er det hun skal. Så går tingene som regel meget smertefrit. Jeg er vanvittig spændt på hvordan det er gået i dag. Håber hun har fået leget med nogen – måske endda fundet en god legekammerat.

Hun var sgu så sød i går, havde selv fundet tøj frem og selvom hun var nervøs var hun også vanvittig stolt af at skulle starte i fritidshjem..

 

Fastelavn 2017

Vi har de sidste år haft en tradition for, at gå over på den anden side af gaden og deltage i et fastelavnsarrangement hvor man også kan se ringridning. Det har været ret hyggeligt og underholdende. Vi skulle også havde været dernede i går, men Vigga havde ikke rigtig lyst. Vi skulle hjem til Eas forældre, hvor hendes kusine også kom – så jeg tror egentlig hun var mere optaget af det og kunne ikke rigtig forholde sig til andet. Så det sprang vi over.

I stedet tog vi ned i Amagercenteret i dag for at slå katten af tønden. Der var ikke helt den samme hygge eller stemning – det var ligesom hvad det var. Køen var rimelig lang til at starte med, men blev kortere og kortere. Om det var børnene eller forældrende som mistede tålmodigheden er svært at sige.
Vi holdt ud og det var den samme pige som blev både kattedronning og kattekonge. Hun var vidst også lige en 2-3 år ældre end de 4-6 år, som aldersgruppen var.

Men vi fik en lille tur ud af det. Vigga og jeg gik hjem og smed os i sengen, hvor hun så Ipad og jeg snuppede en lille lur. Viggas mama fik sikkert ordnet en masse ting, som jeg aldrig ville have tænkt på. Sådan er det som regel. Høhø.

Vigga havde valgt, at hun skulle være Ninja i år. Det var jeg meget overrasket over. Det var godt nok en ninjapige, men alligevel. De sidste år har alting simpelthen været så lyserødt og prinsesset og jeg troede ligesom det ville forsætte. Men jeg tror faktisk, at det er ved at tage lidt af og nu HADER hun Elsa, hvis nogen spørger.

Vi har ikke fået gjort så meget ud af fastelavn i år som tidligere. Min energi er virkelig svundet ind efter jeg skiftede studiet ud med et arbejde og Ea har heller ikke den helt samme energi længere. Men hun er selvfølgelig også lidt fyldt 30! (Denne kommentar kommer ikke til at falde i god jord).

Det kunne havde været sjovt, at arrangere et fastelavnsfest for sine venner og deres børn. Desværre har vores venner børn som er en del yngre end Vigga og det keder hende altså en smule. Men måske det alligevel kunne være sjovt at prøve næste år. Jeg synes i hvert fald det blev lige upersonligt nok, at slå katten af tønden i Amagercenteret.

Fastelavn 2017

Guldkorn fra en 5-årig

Mig: Vigga hvad har du lavet i børnehaven i dag?

Vigga: Jeg har leget med V. Jeg kan næsten ikke sige det. Aj, jeg siger det alligevel – jeg kan ikke lade være. Vi blev uvenner i dag.

Mig: Det var da ærgerligt. Hvad blev i uvenner over?

Vigga: Vi stod oppe på bakken og så sagde jeg, at jeg elskede hende meget højt men at hun altså var lidt besværlig nogen gange. Det blev hun altså sur over.

En god gerning

I går så vi et opslag på facebook. En kvinde skrev at hende og hendes datter sammen havde fundet 24 legesager på værelset, havde lavet en pakkekalender af dem, og nu gerne ville give den væk til en familie med små midler. Ea og jeg var enige om, at det var en fantastisk idé. Vi fortalte det til Vigga og, til min store overraskelse, var hun fuldstændig med på idéen. I går gik hun i gang med at finde en masse ting hun gerne ville give videre til en pige, som ikke fik nogen pakkekalender i år.
Det første hun sagde til morgen var, at hun glædede sig til komme hjem så hun kunne finde flere ting til pakkekalenderen. Der smeltede mit hjerte lidt.
Vigga er ikke just kendt for, at være beskeden eller tænke på andre. Det er nu meget normalt når man er 4 år, men jeg vil alligevel gerne lære hende lidt om næstekærlighed og om at være taknemmelig. Særligt er ordet taknemmelig noget vi øver os på. Herhjemme kan der godt være tendens til lidt “mere, mere, mere” og vi snakker derfor meget om, at være taknemmelig for de ting man får og har. Det er lidt op af bakke, men det skal nok komme. Bare se hvor begejstret hun blev for, at være medvirkende til denne gode gerning.

Det kunne være fedt hvis andre blev inspireret ligesom vi gjorde. Jeg tror de fleste af os kan finde 24 småting på værelset, som vores børn ikke længere leger med – eller i hvert fald kan undvære 🙂

De 24 ting er fundet og pakket ind. Nu skal vi bare finde en lille ejermand her til aften.

15205607_10155591337159012_270369552_o