Jeg er startet op på mit studie igen efter 6 måneders praktik. Jeg havde faktisk glædet mig til at skulle tilbage, men synes ikke helt at gensynet har været så glædeligt. På mandag skal jeg på en tre dages lejrtur med mit linjefagshold. GISP! Jeg har aldrig sovet væk fra Vigga og jeg er så ked af, at skulle være væk i to nætter. Jeg befinder mig også lidt i et dilemma omkring det for på den ene side vil jeg rigtig gerne være der. Både for at få det fulde udbytte af læringen og det faglige, men også for hyggen og det sociale. På den anden side har jeg lyst til at råbe fuck det hele og nægte, at lade nogen tvinge mig væk fra min lille baby.

Tvang er selvfølgelig et stærkt ord, men det føles faktisk som frivillig tvang. For sandheden er at, hvis jeg på nogen måde havde haft et valg så var jeg ikke taget med. Jeg kan på en eller anden måde godt overskue at være væk én nat. Jeg kan ikke lide det, men jeg kan acceptere det. Vigga kommer til at have det godt med Ea – uden tvivl – det er nok mere mig som har svært ved at give slip. Jeg bliver helt dårlig ved tanken om ikke at skulle være sammen med hende i knap 3 dage. Det må også være underligt for Vigga at hendes mor pludselig forsvinder fordi hun skal på lejrtur – for hvad fanden er det?! Nej. Jeg kan altså ikke lide det.

Underviserne har skrevet til os, at de har gjort det let for os hvis vi ikke vil overnatte. Det har valgt en lokation i hovedstadsområdet. Det tager så halvanden time hver vej, så det er ikke sådan lige til. Jeg har været i syv sind den sidste halvanden uge. Jeg startede faktisk med at beslutte at jeg kunne godt klare at blive deroppe. Men jo tættere vi er kommet på, jo værre har jeg fået det.

Jeg føler mig lidt som en piveskid for der er tilsyneladende ikke mange andre forældre fra mit studie, som har det på samme måde. Jeg har besluttet mig for at sove der en enkelt nat og tage frem og tilbage de næste. Mit moderhjerte gør lidt ondt, men jeg klare det – forhåbentligt.

frivillig tvang

Jeg var til min første pride parade som 17-årig. Det var en temmelig vild og samtidig skør oplevelse. På daværende tidspunkt var jeg sprunget ud, men min far vidste absolut ingen ting. Så husker også jeg var temmelig paranoid – for tænk nu, hvis jeg skulle møde ham eller et familiemedlem. Det var egentlig ret latterligt at jeg brugte så meget energi på det, for chancen var virkelig minimal. Haha. Men sådan var det nu engang…

Jeg har været til stort set alle parader herefter og de fleste sammen med Ea. Dengang handlede det mest om at have det sjovt, feste og drikke. Nu handler det om noget HELT andet..

Hvert år siden Vigga blev født har vi været til Copenhagen pride som familie. Regnbuefamilie. Vi går sammen med de andre regnbuefamilier og det er ret hyggeligt. Man får jo ikke talt sammen pga. støjen og der er generelt bare mange andre ting at koncentrere sig om. Men jeg synes klart at man kan føle en eller anden form for samhørighed og det kan jeg rigtig godt lide.
Vi går med som familie for, at være med til at synliggøre både homomiljøet, mangfoldigheden og os som regnbuefamilie. Noget af det som jeg allerbedst kan lide ved priden er at den skildrer hvor forskellige vi allesammen er.
Derudover er det vigtigt for os, at Vigga kan se at der er mange andre børn, som har en familie der ikke består af far og mor. Det er ikke noget hun er specielt bevidst om på nuværende tidspunkt, men det bliver hun. Og så er det også en smadder sjov oplevelse for hende.

Til priden i år hyggede hun sig virkelig. I starten var hun lidt stille og skulle lige vende sig til alle de mange indtryk. Vi havde vores Christiania cykel med. Både fordi at hun ikke kan gå så langt, men også fordi at hun sidder lidt afskærmet i den. Så kan man lige komme derop og slappe lidt af.

Børnene får temmelig meget opmærksomhed til priden. Der kommer mange som vil tage billeder, folk råber og vinker fra både gade og vinduer og nogen kommer endda lige og nusser en kind eller lignende. Jeg tænker at det godt kan være en lidt overvældende oplevelse, men Vigga soler sig i opmærksomheden. Det er så sjovt at være vidne til. Vigga kom bare dansende, med armene over hovedet og en ballon i hånden. Hun vinkede op til folk i vinduerne og havde sig bare en fest. Hun er verdens dejligste regnbuebarn! Vi har sgu gjort det godt Ea og jeg! 🙂

I kan læse om vores tidligere pride år her og her.

I må forresten undskylde billedekvaliteten. Vi fik slet ikke taget nogle billeder med vores kamera og har derfor kun mobil-billeder, som jeg har hapset fra Ea og hendes lillesøster.

Copenhagen pride

Copenhagen pride Copenhagen pride

 

Copenhagen pride

For et par uger tilbage fik Vigga tilsendt en ordentlig sendning Fiskehaps og andre lækkerier fra Bornholms. Vi tog det hele med i sommerhus og levede af fiskebord de første par dage og det var temmelig hyggeligt. Hverken Ea eller jeg er de store fiskespisere, men vi har altid forsøgt at give Vigga så meget fisk så muligt. Det bliver dog mest til torsk, fiskefrikadeller, sild og så diverse fiskepålæg. Heldigvis er hun ret vild med fisk, så det håber vi forsætter. Personligt synes jeg det er lidt irriterende at være fiskekræsen for rigtig meget af det ser rigtig lækkert ud.

Fiskehapserne kommer forklædt som søde fisk i et “fiskenet”. Det er temmelig sjovt – det synes Vigga i hvert fald 🙂 Der er 2 varianter: En med laks og en med torsk. Vigga kan lide dem begge og spiser dem med fornøjelse. De kan spises som snack, men vi smører dem for det meste ud på rugbrødet. Vi er ret vilde med dem herhjemme og jeg kommer bestemt til at købe dem til Vigga. Hun får ofte lidt snacks når hun kommer hjem fra vuggestue og jeg tror en fiskehaps ville falde i god jord.

Fiskehaps!Fiskehaps!

Jeg vil gerne lukke jer læsere mere ind. Jeg vil gerne give mere af mig selv, men det kan være svært og grænseoverskridende. For kort tid siden spurgte en læser fra IG om jeg ikke kunne skrive noget om den dag vi blev gift. For Ea og jeg er jo gift, men jeg har aldrig skrevet om dagen her på bloggen. Det har jeg aldrig fordi at den lykkeligste dag i mit liv også var en af de mest triste…

Ea og jeg blev gift d. 31-07-10. Hverken Ea eller jeg har nogensinde drømt om at blive gift eller om det store prinsesse bryllup. Vi er meget nede på jorden, uformelle mennesker. Til gengæld var vores største ønske at blive forældre – at blive forældre sammen. Og i Danmark skal man altså være gift for at medmoderen kan stedbarns adoptere det fælles barn fra fødslen. Så afsted til rådhuset med os. Meget romantisk!

Det var ikke sådan at vi var kede af, at vi skulle giftes. For hvis vi skulle så skulle det da helt klart være med hinanden. Vi var måske bare lidt små-irriterede over at være tvunget til det. Vi ville dog have det bedste ud af det og glædede os da også til at få en hyggelig dag sammen med vores nærmeste.

Vi besluttede at vores bryllup skulle være småt, simpelt og hyggeligt. Derudover havde vi ikke behov for at bruge en masse penge på det, da vi begge var på SU, og sparede op til fertilitetsmedicin, kommende baby osv.

Jeg tror vi inviterede omkring 40 mennesker. Det var de nærmeste venner og familie. Størstedelen dog Eas da min familie er mikro lille. Vi holdt festen hjemme hos Eas forældre, som har en dejlig lejlighed på Frederiksberg og, hvor der var plads til os alle. Med nød og næppe, men mere plads end hjemme hos os. Vi havde bestilt det lækreste smørebrød fra min svogers veninde (smørebrødsjomfru, uddannet fra d’angleterre og har arbejdet hos Ida Davidsen) og min svigerforældre havde hentet drikkevare til alt hvad hjertet kunne begære fra Tyskland. Derudover havde min svigermor bagt kage og der var overdådigt ostebord. Simpelt men skønt. Jeg tror alle gik mætte fra den frokost.

Vi går ikke frygteligt meget op i vores tøj og slet ikke hvor det kommer fra. Derfor var det slet ikke vigtigt for mig hvad jeg havde på. Ea ville til gengæld gerne have en pæn kjole og det skulle hun selvfølgelig have. Hun brugte længe på at finde den og havde vidst nærmest opgivet. Men pludselig fandt hun den. Den fineste kjole som hun så umådelig smuk ud i. Jeg kan ikke huske hvad forretningen hedder, men det er sådan en lille kælderforretning lige ved amagertorv.

Vi havde valgt at vi ville vies på Københavns Rådhus. Det er så smukt. Vi havde inviteret alle med til vielsen og der dukkede da endda flere venner og bekendte op som ikke var officielt inviteret. Virkelig hyggeligt og dejligt. Vi skulle finde to vidner og selvom det ikke er en speciel stor ting, så var det stort for os. Vi aftalte derfor at vi måtte vælge en hver. Ea valgte sin søster og jeg valgte en af mine gode venner. Jeg havde dog været meget i tvivl om jeg skulle vælge min kusine.

Som jeg har nævnt før og som nogen måske har bidt mærke i, så er min far fra Tyrkiet. Jeg var derfor lidt nervøs for at invitere ham, selvom han selfølgelig kendte til mit og Eas forhold og kendte Ea godt. Så derfor ringede jeg og inviterede ham meget forsigtigt. Til min store overraskelse var han bare sådan “selvfølgelig!!” – No questions asked. Det var en kæmpe lettelse for mig – for min fars anerkendelse og respekt har altid haft stor betydning for mig.

Vores bryllupsdag starter godt. Eas lillesøster er her og hjælper Ea med at gøre sig klar og vi hygger os. Men jeg taler også min mor, som fortæller at hun har talt med min far og at han ikke kommer. Han har ikke kontaktet mig og jeg forsøger forgæves at få fat i ham. Jeg er knust indeni, men jeg forsøger virkelig at bevare roen. Jeg er vant til at min far udebliver fra den slags ting, så jeg prøver ikke at ligge for meget i det. Det er svært, men jeg holder faktisk masken hele dagen. Henad de næste par timer sker der så det at 2 af mine rigtig gode veninder aflyser med meget kort varsel. For helvede! Det er et bryllup – ikke en eller anden før-byen-fest. Da Ea og jeg så står ved rådhuset er mit vidne ikke dukket op og da jeg endelig får fat i ham… Ja så sover han faktisk stadig og kan på ingen måde nå frem til vielsen. Heldigvis var min kusine der og hun blev mit vidne. Men jeg kan på ingen måde beskrive hvor alene jeg følte mig den dag. Jeg følte bare at jeg var blevet svigtet af alle og jeg vil våge af påstå at jeg som person forandrede mig utrolig meget den dag….

Alligevel var det også den lykkeligste dag i mit liv. Jeg blev nemlig gift med mit livs kærlighed, Ea! I bund og grund er hun alt jeg behøver og hun gør mig lykkelig. Vi hyggede os og havde de skønneste mennesker omkring os og det er klart det vigtigste!!!

Forresten kan jeg fortælle at jeg ikke talte med min far i 4 år og at vi først lige har genoptaget kontakten for få uger siden. Hvorfor han ikke dukkede op må nok forblive et mysterie.

Tak fordi i læste med…

kærlighed

Som nogen måske har bemærket, så har der var ualmindeligt stille her på bloggen igennem sommeren. Faktisk har jeg aldrig blogget så lidt. Der er egentlig mange grunde til jeg ikke har fået blogget. Jeg har haft travlt i min praktik og så har jeg, ligesom alle andre, nydt det gode vejr. Min erfaring er at der generelt er mindre besøg på bloggen om sommeren end der er om vinteren.
Men den største grund er nok at jeg har været i en slags blog-krise. Jeg har egentlig ikke haft den store lyst til at blogge. Jeg har følelsen af, at jeg er nødt til at ændre noget herinde og, at jeg ikke helt har så meget at byde på længere!

Jeg har delt et par personlige ting herinde, men hvis man ser bort fra de få gange, så har jeg jo ikke verdens mest personlige blog. Eller i hvert fald ikke verdens mest private. Da jeg startede denne blog var min tanke at give folk et indblik i vores families hverdag. At vise at selvom vi er Vigga, mor og mama så er vi ligeså “normale” som alle andre. Altså jeg ville normalisere begrebet “regnbuefamilie” og afkræfte eventuelle fordomme omkring det. Og måske jeg har bekræftet nogle også – who knows 😉
Men nu har jeg ligesom også gjort al det. Så hvad så nu?! Jeg ved det ikke. Jeg har overvejet at stoppe med at blogge, men det kan jeg alligevel ikke få mig selv til. Jeg er gået i tænkeboks….

iStock_000013841997Small