For et par år siden stoppede jeg så småt med at blogge. Det var der en rigtig god årsag til. Min kone, verdens dejligste, blev ramt at stress. Ea som ellers emmer af overskud og har så megen omsorg for alle. Det kom som et lyn fra en klar himmel.

Vores hverdag blev vendt fuldstændig op og ned. Ea som er praktikeren i vores familie, den som holder orden og struktur i hjemmet, blev syg af stress og måtte slippe alt. Der stod jeg pludselig alene med barn og hjem. Jeg lærte hurtigt at når én i familien rammes af stress, så rammes alle. Jeg forstod det ikke helt i starten og må ærligt indrømme, at jeg nok ikke var verdens største støtte.

Ea havde fået et arbejde, som var hovedårsagen til hendes sygdomsforløb. Jeg tror at dette er en del af svaret på hvorfor jeg havde svært ved, at forstå hun havde det så skidt. Jeg var jo ikke en del af det såkaldte problem og oplevede ikke den hverdag, som havde gjort hende så syg. Min udgangspunkt var nok lidt a la; hvis du er ked af dit arbejde, så må vi jo bare finde et nyt til dig. Når jeg ser tilbage på dette i dag, så har det jo været helt ude i skoven, og det er jeg rigtig ked af.

Hverdagen i vores familie ændrede sig brat. Jeg skulle lige pludselig finde ud af, at jonglere en masse ting på egen hånd, hvilket var mig meget uvant. Jeg tror dog på mange måder det var sundt for mig og jeg lærte en masse af det. Da jeg ligesom fandt en rytme var der bestemt også stor selvtilfredstillelse i, at kunne klare hverdagen selv. Al respekt til enlige forældre.

Det hårdeste ved Eas sygdomsforløb var klart, at jeg fik svært ved at kende hende. Hendes personlighed ændrede sig markant. Til tider havde jeg følelsen af, at bo med en fremmed – en jeg slet ikke kendte. Selvom jeg ikke var den syge, så var stressforløbet fuldstændig drænende for alle i vores lille familie og jeg mistede alt mit overskud. Her i blandt mistede jeg lysten til at blogge. Jeg slap det fuldstændig. Stoppede med at svare tilbage på mails, stoppede med overhovedet at kigge på bloggen. Al mit overskud koncentrerede sig om Vigga, Ea og mig selv. Om at vi skulle have det så godt som overhovedet muligt – i den situation vi nu var endt i. Det ville jeg selvfølgelig ikke gøre om for noget.

Jeg tror der gik omkring seks måneder, hvor Ea havde det virkelig dårligt. Herefter begyndte det langsomt at gå fremad. Det var museskridt. Efter 10 måneder blev hun raskmeldt og herefter begyndte jeg langsomt, at kunne genkende hende igen. Støt og roligt.

Selvom det i dag er over to år siden, at Ea blev syg så er det stadig en del af vores hverdag. Ea skal passe på sig selv og vi skal hjælpe hende. Vi skal faktisk alle passe på hinanden. Vi har lært at det er vigtigt at huske sig selv og hinanden. At det er okay, at få Vigga passet eller bede hinanden om at få lidt alenetid. Vi har særligt lært, at det er vigtigt at passe på sig selv i sit arbejde og hvor vigtigt det er, at kunne sige fra. Heldigvis har både Ea og jeg nu fået et arbejde, hvor vi sætter rammerne – hvor vi kan passe på os selv og hinanden. Det er vi virkelig taknemmelige for.

Selvom stress stadig er en del af vores hverdag, så ser vi sjældent tilbage på det. Vi prøver at tænke frem i stedet og tænke på fremtiden…

stress

 

Juleaften er lige om hjørnet og det er derfor ved at være sidste udkald for indkøb af juletøje Jeg har som altid været i god tid og har selvfølgelig allerede indkøbt Viggas julekjole.

Der er mange gode bud på juletøj rundt omkring. Personligt er jeg ikke til, at sløjferne bliver alt for store og farverne alt for vilde. Less is more. Nedenstående kjoler falder ret meget i min smag. De er meget enkle, men bringer alligevel lidt festligt med sig. Kjolen fra Soft Gallery har jeg været lun på i noget tid. Jeg tror den ender i Viggas garderobe som hverdagskjole. Den er virkelig fin.

 

julekjoler 2016

  1. Elsa sweat dress fra Soft Gallery // 2. Kjole fra Christina Rohde // 3. Viva kjole fra Mini A Ture // 4. Candy kjole fra Hummel

-Dette indlæg indeholder aff. links-

Det her indlæg er virkelig svært. Jeg har undgået det. Længe. Selv på Instagram. Den trofaste følger husker nok, at vi fik verdens skønneste Franske bulldog. Rosa. Hun blev hurtigt en stor del af vores familie og hverdag. Hun var fantastisk.
Desværre var hun også en hund med ufattelig meget krudt i bagdelen og et meget højt stressniveu. Hun sov stort set aldrig. Jeg prøvede alt. I starten troede jeg faktisk hun var understimuleret og lavede alt muligt med hende for, at gøre hende træt. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at hun faktisk var overstimuleret. Viggas aktivitetsniveu overstimulerede hende simpelthen og hun kunne på ingen måde finde ro. Hun tæskede rundt. Jeg prøvede alt muligt, fik eksperthjælp og det hele, men det var ekstremt stressende for hende at være omkring børn.

Vi havde hende et lille år, hvor jeg virkelig forsøgte at få det til at fungere. Men til sidst måtte jeg indse, at det ikke var godt for hende at bo i vores familie. I en børnefamilie. Det er virkelig svært, at skrive om fordi hun betød virkelig meget for mig. Jeg havde fået et virkelig tæt bånd med den hund og brugt ufatteligt mange timer med hende. Det var hårdt for hele familien, men tror det tog særligt hårdt på mig. Det lyder måske fjollet fordi det “bare” er en hund. Men de fleste dyreejere ved nok, at de hurtigt bliver en del af familien og derfor bliver meget betydningsfulde.

Det tog mig lidt tid, at finde en ny familie til hende. Jeg havde selvfølgelig også høje krav. Hun skulle helst ikke bo i en storby, hun skulle have en frisk og engageret familie uden børn og så skulle hun have alverdens kærlighed. Jeg endte faktisk med at finde den perfekte familie til hende. Hun bor der stadigvæk. Hos et par uden børn og med hus og have. Et par som knuselsker hende overalt på jorden. Det har gjort det hele lidt lettere. Det er snart halvandet år siden hun flyttede og jeg savner hende stadig. Jeg tænker på hende ofte og Ea og jeg snakker om hende ofte. Vigga har ikke været så påvirket af det hele. Måske lige i øjeblikket, men ellers ikke.

Rosas nye familie er virkelig søde. De er rigtig gode til at sende billeder af hende til os. Hun nyder rigtigt sit skønne hundeliv og det er fantastisk. Selvom jeg stadig er i en slags sorg over, at vi måtte finde en ny familie til hende – så ved jeg i mit hjerte at den var den rigtige beslutning – selvom den ikke var sjov. Ea og jeg har besluttet at det er slut med kæledyr herhjemme. Det er simpelthen for hårdt. Før vi fik Rosa havde jeg virkelig gjort min research og undersøgt hunderacerne grundigt. Særligt om de kunne bo i en børnefamilie. Og selvom en Fransk Bulldog umiddelbart var et godt bud, så kan man bare ikke forudse det. Jeg vil aldrig nogensinde byde hverken en hund eller vores familie den sorg det er, at blive skilt fra hinanden igen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Regnbuebarnet Vigga er blevet 5 år. Det føltes ikke som så længe siden, at jeg startede denne blog, men det er tilsyneladende snart 5 år siden. Det er en kliché men tiden går bare hurtigere når man bliver beriget med et barn.

Vild weekend. Fredag eftermiddag hentede vi en kagekone hos bageren og tog ned i børnehaven for at fejre fødselsdag. Vigga holdt fridag. Det var rigtig hyggeligt og Vigga fik børnehavens Nissemand med hjem. Den havde vi også med hjemme sidste år på hendes fødselsdag. Som om man ikke har nok, at se til med fødselsdag så skal man også lige skrive en lille roman i Nissemandens bog. Det er dog meget betydningsfuldt for Vigga, så det må være det vigtigste.

Lørdag stod den på familiebesøg. Vi havde kun inviteret de nærmeste, hvilket er 16 personer. Det er vanvittigt. Men når man både har alle sine bedsteforældre og oldeforældre, så løber det altså bare op. Men det er virkelig betydningsfuldt for os alle tre, at have så meget familie som holder af Vigga – og vil være med til at fejre hende på hendes fødselsdag.
Det gik virkelig godt og var super hyggeligt. Vi havde inviteret til kage kl. 15.00 og aftensmad bagefter. Det var klart en fejl. Det var SÅ hårdt for Vigga at vente til klokken 15.00 med at få gæster. Næste år tror jeg det bliver noget formiddags tam-tam.
Vigga fik seriøst mange gaver. Gode gaver. Skønne gaver. Hun fik bl.a. den længe ønskede Egg-helmet.

Søndag stod den på endnu en fødselsdag. Vigga havde inviteret fem af hendes veninder i Dinos legeland. Desværre var hendes kusine blevet syg og derfor blev vi kun fem i alt. Men det var en rigtig god tur. Alle børn var rimelig eksemplariske og hyggede sig virkelig. Det er dejligt at se Vigga få nogle gode oplevelser sammen med sine veninder. Virkelig betydningsfuldt.

Det har som i nok kan se været en riiiimelig vild weekend. Der har været gang i den, men også plads til lidt afslapning og masser af hygge. Jeg må dog indrømme, at jeg har fået fødselsdag nok for i år. Det har Vigga uden tvivl også, selvom hun aldrig ville sige det højt.

5 år

Jeg har ikke blogget længe. Jeg har heller ikke savnet det længe. Pludselig savnede jeg det og nu sidder jeg her og skriver. Skiver ligesom så mange andre gange før – for jeg har skrevet meget i løbet af de sidste 5 år. Det jeg får skrevet ned er sjældent lige godt, lige interessant eller lige personligt. Noget er det dog blevet til igennem årene og jeg har fundet nogle af de bedste frem. Måske man er helt ny læser eller har lyst til at genlæse nogle af de gamle indlæg. Nedenstårende er i hvert fald et udvalg af de indlæg, hvor man kommer tættest ind på både Ea og jeg.

VIGGAS VEJ TIL VERDEN
HVORFOR MOR OG MAMA?!
OM DENGANG VIGGA FIK RS-VIRUS #1
OM DENGANG VIGGA FIK RS-VIRUS #2
OM AT VÆRE MAMA – MEDMOR, DEN “ANDEN” MOR (EAS BERETNING)
NOGET OM AMNING OG LANGTIDSAMNING
GI’ LIVET VIDERE – VILJAS HISTORIE