Louise

Posts by this author:

At smide alt hvad man har i hænderne

I de sidste par år har Ea og jeg talt og drømt meget om et simplere liv. Vi er helt klart inspireret af nogle af alle de instagrammere som har gjort drømmen til virkelighed, smidt alt hvad de havde i hænderne, og taget det store skridt. De er flyttet væk fra storbyen, har sat karrieren på standby og har i stedet besluttet sig for at dyrke de nære værdier. Og det misunder jeg dem helt vildt. Det er fucking sejt.

Vi bor i København og vi elsker storbyen. Men af os til føler vi os fanget hamsterhjulet og jeg har aldrig set mig selv som en hamsterhjulstype. Vi har en privat dagpleje som kører SÅ godt og vi føler os virkelig priviligerede. Kl. 15.30 skynder jeg mig ned i fritten for at hente Vigga, fordi jeg har savnet hende hele dagen, og når vi kommer hjem… Så er jeg for træt til at lege med hende fordi jeg har brugt alt min energi på andres børn. Det har jeg mega dårlig samvittighed over.

Vi arbejder faktisk kun deltid nu. Vi har åbent 34,5 timer om ugen. Men udover dette er der også en masse praktisk arbejde som oprydning, hjemmeside, ventelister, kommunikation med nuværende og kommende forældre som tager meget tid. Det er selvfølgelig når Vigga er lagt i seng, men vi arbejder uden tvivl mere end de 34,5 time om ugen. Vores løn er meget fornuftig og det giver os en masse frihed når vi så ikke arbejder. En masse muligheder for at tage væk sammen, som familie, og bare være sammen på nært hold. Men vi savner det også i hverdagen.

Jeg tror det er et stort dilemma for mange pædagoger; det faktum at man aflevere sit eget barn for at passe andres. Nu er vi selvfølgelig nødt til at aflevere Vigga i en periode af dagen, da hun går i skole – men alligevel.
Faktum er at det også koster penge at bo på landet. Og vi har desværre ikke en uddannelse, hvor man kan arbejde hjemmefra et par timer om dagen og stadig leve nogenlunde fornuftigt. Men mere nærvær i hverdagen er klart en stor drøm for os og noget vi vil arbejde hen imod på den ene aller anden måde. Så må vi blot håbe at det bliver før, at Vigga bliver så stor at hun ikke længere gider være sammen med os. Vi er allerede nået til at jeg ikke må synge på gaden længere….

Lige nu kan jeg ikke helt se hvordan det hele skal gå op i en højere enhed. Men det kan jeg måske en dag? Skriv endelig hvis i har trukket karrierestikket og fortæl om hvordan jeres liv hænger sammen – eller anbefal nogle gode instagram profiler, hvor man kan blive endnu mere inspireret.

Ikke for enhver pris

Mange emner er relevante for indlægget i går. Nu gav jeg det titlen “at være homoseksuel med tyrkisk baggrund”, men det er kun en del af pointen. Det er ikke kun tyrkiske eller muslimske forældre, som har svært ved at acceptere deres homoseksuelle børn. Slet ikke. Min mor tog det faktisk værre end min far til at starte med. Hun accepterede det dog med tiden, men det gik lang tid før jeg havde følelsen af, at hun syntes det var helt okay.

Den vigtigste pointe er, at man ikke skal stræbe efter at havde sine forældre i sit liv for enhver pris. Det kan blive for dyrt. Respekt er en gensidig ting og går altså to veje. Jeg har lært at jeg ikke kan leve mit liv efter mine forældres ønsker og præmisser. At prisen bliver for dyr.
Jeg har ikke valgt mine forældre – de har valgt mig – og det mindste man burde kunne forvente at sine forældre er respekt og accept af de valg man foretager i sit liv. Så længe de ikke er skadelige for en selv eller for andre.

Jeg har i mange år følt ansvar og skyld overfor mine forældre. Følt jeg skulle passe på dem og sørge for, at de ikke blev kede af det. Derfor var det svært for mig at sige fra og sætte mine egne behov først. Og hvis jeg gjorde det, så fik jeg kæmpemæssig skyldfølelse som fyldte alt i mig. Jeg har med årene lært, at mine forældre ikke er mit ansvar. At jeg ikke skal tilpasse mit liv for at passe på deres følelser. Det har været en lang process og fra den startede til jeg var afklaret er der i hvert fald gået 10 år.

Jeg er afklaret nu, men engang i mellem får jeg stadig skyldfølelse. Jeg er dog hurtig til at afværge de tanker og det er det der er vigtigt. Jeg håber aldrig Vigga får følelsen af, at skulle passe på mig – jeg håber hun ved det er mig som passer på hende.

Jeg tror at mange mennesker har det sådan. At man gerne vil tilfredsstille sine forældre, gøre dem stolte. Man træffer nogle valg, som man måske i momentet tror er sit eget behov, men senere finder man ud af, at man i virkeligheden traf valget ud fra nogle andres behov.
Jeg er glad for, at jeg har taget de valg jeg har. Jeg er ked af, at jeg har slået mig selv oven i hovedet på grund af dem. Men nu har jeg lært at stå ved mine valg og tage ansvar for mig selv i stedet for andre. Og jeg har fået en fantastisk familie ud af det.

At være homoseksuel med tyrkisk baggrund

Dette er et emne som for mig er ret personligt og derfor har jeg berørt det meget lidt. Mit forhold til min far har altid været en forfærdelig rutsjebanetur og jeg har nok ikke været helt klar til at hverken tale eller skrive om det før nu. Nu hvor jeg er afklaret.
Jeg blev inspireret til at fortælle min historie og det kommer sig egentlig af, at jeg i går læste dette indlæg. Jeg har fulgt bloggen i nogle år og den er bestemt anbefalelsesværdig.

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte. Jeg tror jeg starter der, hvor det hele begyndte.
Tilbage i 80’erne mødte min mor en kurdisk mand fra Tyrkiet. De arbejdede på samme diskotek og på trods af at de begge var optaget – så forelskede de sig.
De var begge i starten af 20’erne og der gik ikke mange måneder før min mor blev gravid med mig. Min far kom fra en lidt kompliceret baggrund og var, kort forinden, blev tvunget til at gifte sig med sin kusine hjemme i sin landsby. Derfor var han stukket af, i nattens mulm og mørke, og nu ventede han altså barn med min mor.

Sådan som jeg har forstået det, så kæmpede min mor en del med sin familie i forhold til min fars nationalitet. Det er dog ikke noget jeg har mærket til i min barndom, så de må have været kommet sig over det. Min fars familie var temmelig meget ude af billedet på dette tidspunkt og jeg ved faktisk ikke, hvor meget kontakt han havde til dem på daværende tidspunkt.

Min far gik hjemme med mig de første par år af mit liv. Meget atypisk for en tyrkisk mand og jeg kan på ingen måde forstille mig, at dette nogensinde er sket. Men det er det altså.
Jeg husker ellers min far som meget fraværende i mit liv. Jeg husker mest at han var på arbejde, sov eller var i den tyrkiske klub for at spille kort.

Jeg oplever egentlig at jeg bliver opdraget på to forskellige måder i disse år. Jeg lærer hurtigt at passe ind i to forskellige kulturer og jeg ved præcist forskellen på hvordan jeg skal opføre mig når jeg er sammen med min danske familie og når jeg er sammen med min tyrkiske. Børn er vanvittigt gode til at tilpasse sig og jeg tror ikke jeg tænker så meget over det. Mine forældre ser mest tyrkere og alle mine mors veninder er, stort set, gift med tyrkiske mænd.

Da jeg var knap 10 år gik mine forældre fra hinanden. Det var faktisk et stort traume for mig og det påvirkede den sidste del af min barndom meget. Min mor sås ikke længere med nogle af hendes veninder og min far omgik ikke længere danskere. Herfra blev mit liv delt op og jeg tror jeg blev mere bevidst om forskellen på de to forskellige kulturer.

Min far blev ret hurtigt gift med en ny kvinde fra Tyrkiet. Hun kunne ikke tale dansk eller engelsk for den sags skyld. Og mine tyrkiske kundskaber er meget små. Min fars hjem blev lige pludselig meget tyrkisk. I Tyrkiske ægteskaber er det ikke så populært, at tage tidligere børn med sig. Og jeg var bestemt ikke populær i min nye stedmors øjne.

På trods af at min fars fravær, så elskede jeg ham meget højt. Jeg forgudede ham og jeg var meget stolt af ham. Jeg elskede den tyrkiske del af mig og jeg har også haft perioder hvor jeg “dyrkede” det meget. Jeg kan huske der engang var én som sagde jeg skulle stoppe med, at blære mig med at min far var fra Tyrkiet. Men jeg synes det var sejt.

Da jeg blev teenager begyndte jeg at tage mere afstand til min far og hans familie. Det var egentlig mest på grund af hans kone, som ikke kunne fordrage mig og udnyttede enhver lejlighed til at straffe mig for min fars fravær i hendes liv. Men jeg begyndte også langsomt, at indse at det ragede min far og at han var sig selv nærmest. Og da jeg var omkring 14 år, så stoppede jeg med at tage på weekend hos ham.
Jeg havde stadig kontakt til ham og så ham stadig ofte på hans arbejde. Men jeg gad ikke besøge ham hjemme.

Da jeg var 14 år tilbød min far mig, at jeg kunne tage til hans landsby og besøge hans familie. Min fars forældre, søskende osv. bor stadig i Tyrkiet. Vi har meget lidt tæt familie i Danmark og da min far stadig er på dårlig talefod med sin familie efter han stak af – ja så havde jeg aldrig mødt min farmor, farfar, fastre og onkler.
Jeg takkede ja til tilbuddet. I dag ved jeg ikke hvad fanden jeg tænkte på, men det gjorde jeg altså. Jeg rejste ned til min fars landsby, alene, i 5 uger.
Det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Min tyrkiske familie er fantastisk og jeg har sjældent mødt dejligere mennesker i mit liv. Det var en kæmpe oplevelse og jeg var enormt trist, da jeg skulle forlade dem igen. Inderst inde vidste jeg også at det var for altid.

I denne alder begyndte jeg langsomt at blive mere bevidst om min seksualitet. Bekymrede det mig, at min far var muslim? Big fucking yes. Jeg var ikke klar til at sige farvel til den del af mit liv. På ingen måde. Da jeg sprang ud for min mor og mine venner som 16-årig var der også med klar besked om, at min far IKKE skulle vide noget om det. Jeg har decideret angst for, at han skulle opdage det. Så de første par år levede jeg ret meget et dobbeltliv over for min far.
Jeg havde en del bøssevenner, da jeg var yngre, og jeg er mange gange blevet skældt ud af min far for at rende rundt med drenge. Hver gang at en af min fars venner så mig – gik det direkte tilbage til ham – og så skulle jeg høre for det. Min kusine fortalte mig engang, at en anden kusine havde sagt at jeg havde en ny mand i min seng hver aften. Det kunne jeg så kun grine af, men jeg har måtte finde mig i lidt af hvert og har fået en del reprimander fra min far igennem årene. Helt unødvendigt men det kunne han jo ikke vide dengang.
Jeg skilte mig desuden meget ud. Jeg havde en anderledes tøjstil end anderledes frisure og anderledes interesser. Jeg tog på efterskole, hvilket i følge min far kun var for børn som ikke kunne opføre sig ordentligt og havde problemer derhjemme. Jeg har lagt øre til meget gennem tiden.

Da jeg blev 18 år skulle jeg flytte sammen med Ea. Her sagde min mor, at hun troede det var på tide at vi fortalte det til min far. Men hun ville gerne gøre det. Det passede mig mere end fint. Jeg kan ikke huske præcist hvordan det gik. Jeg tror nok han havde sagt noget i retningen af “hvad har hun nu fundet på?”. Jeg brugte en del af mine teenager år på at skjule ting for min far. Piercinger, rygning, fester, venner osv. Jeg tror han var ret træt af mig på det tidspunkt. Men jeg har faktisk opført mig voldsomt pænt som teenager. Måske ikke i forhold til hans standard – men i forhold til den danske 😉

Jeg havde det lidt stramt med at skulle tale med min far efterfølgende. For hvad ville han sige? Men jeg husker det nu som en helt normal samtale og efterfølgende snakkede vi ikke mere om det. Det var faktisk en stor lettelse for mig.

Et par år senere dukker han pludselig op hjemme hos Ea og jeg. Jeg var vildt glad for at se ham og for han kom på besøg. Han skulle overnatte en enkelt nat og så ville han køre igen. Han boede der så i 6 måneder!! Dette var de vildeste 6 måneder af mit liv og jeg måtte lære meget om mig selv, mit forhold til min far og mit forhold til Ea.

Det er svært at beskrive disse 6 måneder fordi de var så intense – på den dårlige måde. Som jeg allerede har skrevet så lærte jeg i en tidlig alder, hvordan jeg skulle opføre mig sammen med min tyrkiske familie og hvordan jeg skulle opføre mig sammen med min danske familie. Ea havde kun mødt min far en gang og havde aldrig set den side af mig. Nu så hun pludselig den side af mig, hver dag og hun kunne ikke lide det. Det havde jeg meget svært ved, at forstå for det var jo en helt naturlig del af mig. En del som jeg slet ikke tænke over.
Når min far sagde hop – så sagde jeg hvor højt. Det var klart sådan Ea oplevede det. Og jeg var meget splittet. For jeg tror faktisk min far oplevede at jeg gjorde det samme med Ea. Jeg prøvede virkelig at jonglere det hele, så godt jeg kunne – men det var svært. Jeg var drænet mentalt og det var Ea og mit forhold faktisk også. Det hele var meget tæt på at slutte lige der fordi jeg ikke kunne sige fra over for min far.
Men det var også her jeg lærte, at jeg måtte prioritere Ea og mit liv med hende. Hun var der altid for mig. Jeg kunne altid regne med hende, men min far så jeg måske engang om året, hvis jeg var heldig på dette tidspunkt. Min far som aldrig havde været der for mig.

Her begyndte en personlig process for mig, hvor jeg måtte løsrive mig fra min far og hans meninger og holdninger om mig. Det tog mig en del år og det er nok først rigtig i disse år, at jeg med 100% sikkerhed kan sige at jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad han synes om mig og mit liv. Han må tage det eller lade være. Nogengange tager han det andre lader han være.
Min afklaring begyndte for 8 år siden, da Ea og jeg blev gift. Han var inviteret og havde sagt ja tak til invitationen – til min store overraskelse. Men han dukkede ikke op. Og herefter hørte jeg ikke fra ham i 4 år. Pludselig kontaktede han mig igen. Jeg tror han fandt ud af, at vi havde fået et barn. Han mødte Vigga da hun var to år og han er rigtig vild med hende. Og hun er ligeså med ham, men han køber også ufattelige mængder slik til hende og giver hende penge til legetøj. Efterfølgende har vi haft sporadisk kontakt lige indtil november sidste år. Der var vi til en begravelse sammen, da min tante var død. Og efterfølgende har jeg ikke hørt fra ham. Jeg tror egentlig ikke, at der er en årsag til det – men det er også ligegyldigt. Det eneste der betyder noget er, at det ikke betyder noget for mig. At jeg er afklaret med, at sådan er det bare.

Foruden en enkelt kusine, så har jeg ikke kontakt til resten af min tyrkiske familie. Jeg har selv slettet alt hvad der hedder facebook, telefonnumre osv. efter jeg giftede mig med Ea. Jeg vidste det ville rygtes hurtigt og jeg tror jeg slettede alt som en forsvarsmekanisme. Jeg orkede ikke kommentarer, prædikener om min livsstil, blikke eller andet. Men jeg gav dem heller ikke chancen for, at acceptere det og det må jeg selv leve med.

Jeg har det godt i dag. Jeg har selv taget de værdier med mig fra min barndom som jeg synes er vigtige. Jeg synes selv at jeg har taget lidt af det bedste og jeg har både den danske og tyrkiske kultur i mit hjerte. Jeg ville aldrig svigte Vigga. Hun ville aldrig kunne gøre noget forkert. Gør hun noget i fremtiden, som jeg ikke ville gøre, så hanker jeg fucking op i mig selv og er der for hende!

Hjemmepasning

I går læste jeg et indlæg om hjemmepasning på denne blog. Jeg måtte jo straks til tasterne, da det er et emne som ligger mit hjerte nært. Meget nært endda.

Da Vigga nærmede sig institutionsalderen tog vi selv et valg om, at hun skulle hjemmepasses. På daværende tidspunkt hørte man ikke så meget om hjemmepassede børn og det var heller ikke noget der var oppe på de sociale medier, som det er i dag.

Jeg mener til stadighed, at det er den største gave at vi nogensinde har givet Vigga – og os selv. Det var Ea som sagde sit job op og passede hende hjemme – mens jeg stadig studerede. Ea passede Vigga hjemme sammen med vores nabos datter, da det hele også skulle kunne løbe rundt økonomisk. Havde vi valgt at passe hende alene, hvis vi havde haft muligheden? – ja, det havde vi nok. Men det gjorde vi ikke og i dag er Vigga og Petrine stadig bedste venner. De har et helt særligt bånd og det er også en gave for dem.

Bekymrede vi os om omverden og deres meninger? Nej, ikke rigtig. Vi vidste det var det rigtige for vores barn. Jeg tror på at det er det rigtige for alle børn, men jeg tror til gengæld ikke at det er det rigtige for alle forældre. Og man skal kun passe sit barn hjemme, hvis man ikke kan lade være.

Gik hun glip af en masse socialt og fik dårlige sociale kompetencer? Nej, tværtimod. Hun er vanvittig god socialt fordi hun havde voksne omkring hende, som havde tid til at støtte hende i hendes sociale relationer. Hun havde tid og ro til at lære tingene i hendes tempo. Der er masser af mennesker i København som hjemmepasser og der er så let at møde andre på legepladser m.v. Det er den sidste bekymring. Børn i 0-3 års alderens vigtigste behov er desuden omsorg, nærhed og tryghed. Ikke socialisering. Sorry.

Var det ikke forfærdeligt at køre et barn på 2,5 år ind i en vuggestue? Svaret er nej. Hun var fyldt med tryghed, hun kunne forstå hvad der skete og vidste vi kom og hentede hende igen. Selvfølgelig var vi selv bekymret for det, men hun klarede det uden problemer. Jeg kender flere pædagoger, som siger de har gode erfaringer med at køre hjemmepassede børn ind.

Ville vi passe hjemme igen? Ja! Jeg tror slet ikke vi ville sende et kommende barn i institution. Børnehave er noget af det værste vi har udsat Vigga for jeg vi fortryder det inderligt. Vi ville nok passe et kommende barn i vores private pasningsordning og håbe vi kunne finde en flok børn, som ville være her til skolestart. Det tror jeg faktisk ikke ville være et problem. Mange mennesker leder efter alternative pasningsordninger, da det er ved at gå op for folk at de kommunale dagstilbud bare ikke er gode nok. Ned til 3 minutters voksenkontakt i tiden er bare ikke godt nok!

Vores private dagpleje og nok lidt et personligt oprør over daginstitutionen. Jeg tror ikke på den. Jeg tror ikke på, at den medfører særlig mange gode ting for børnene. Jeg er selv pædagog og daginstitutionen er det sidste sted jeg kan holde ud at være. Hvordan mon børnene så har det? Det spørgsmål har måtte stille mig selv ofte.

Er dagpleje bedre end daginstituionen? Hell yeah! Der findes sindssygt mange dygtige dagplejere derude. Både kommunale og private. Mange pædagoger har også valgt at blive private dagplejere fordi forholdene bare ikke er gode nok i institutionerne; for hverken børn eller voksne! Og jeg kan garantere at de modtager mere end 3 minutters voksenkontakt i timen.

Jeg vil dog holde på, at alle familier skal gøre hvad der er det rigtige for dem. Ellers bliver det aldrig det rigtige for barnet. Jeg vil dog opfordre alle til, at tænke over hvor meget tid deres børn bruger i institutionen. Har man en bedsteforælder som kan hente tidligt engang i mellem så er det guld værd for barnet.
Jeg vil også opfordre alle der overvejer hjemmepasning til at gøre det. Man skal aldrig tænke på omverdens reaktioner – man skal følge sit hjerte.

For fire år siden skrev Ea et indlæg om det at vælge pasning fra til sit barn. Det kan læses her.

Hjemmepasning

For tidlig fødsel og senfølger

Vigga var blot 4 måneder gammel, da jeg startede denne blog. Hun kom til verden i uge 32+1 og hele graviditetsforløbet og hendes for tidlige fødsel fyldte, på daværende tidspunkt, en del.
Det fyldte både i mit hjerte, i mit hoved og her på bloggen. Nu er der gået seks et halvt år og det hele fylder meget mindre.

På hospitalet lærte vi en masse om senfølger. Vi lærte også at skærme hende fra omverden og det var vi meget opmærksomme på. Særligt hendes første år. Hun klarede jo heldigvis alt til UG og da hun var omkring et år begyndte vi langsomt, at give mere slip og præsentere hende for verden. Hun var måske en smule følsom, da hun var helt lille – men ikke i højere grad end mange født-til-tiden børn også kan være. Hun var ikke et barn som man tog med på café fx. Det gjorde jeg kun én gang og det var mildest talt et mareridt. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad og fumlede med det hele fordi hun skreg og skreg. Jeg måtte hurtigt opgive og gå hjem. Så cafébesøg var ikke det vi brugte tid på i min barsel.

Det allerstørste problem i Viggas tidlige år var søvn. Er det en senfølge? Det kan det være. Men mange børn har problemer med søvn. Det startede allerede på Neo. Jeg kan huske at hun lå vågen i sin kuvøse når jeg kiggede til hende om natten. Hun græd dog ikke på det tidspunkt, men jeg kan tydelig huske hun lå der med åbne øjne. Da hun kom ud af kuvøsen og i vugge fik vi hende med ind på et værelse, så vi kunne sove med hende. Der vågnede hun også en del om natten, men det blev rigtig slemt da vi kom hjem. Vi kom hjem dagen før nytårsaften og dagen efter gik det løs. Det startede præcist kl. 00.00 da fyrværkeriet begyndte. Hun græd og græd og græd og sådan forsatte det i en lang periode. Stille og roligt begyndte hun også at sove dårligt om dagen. Dagene blev bedre da hun var omkring 10-12 måneder. Men hun havde hyppige opvågninger om natten indtil hun blev 3 år.
Hun kan stadig have perioder hvor hun vågner kl. 3.00 og mener hun er frisk. Men det skal jeg nok minde hende om, at hun ikke er!

Som årene er gået har Vigga udviklet sig til et meget robust barn. Sådan oplever jeg hende i hvert fald. Hun har klaret skolestart virkelig godt. Hun har reageret meget herhjemme, men det er sådan hun er. Hun lever op til de forventninger der er til hende fra omverden og så afreagerer hun på os. Og det tænker jeg egentlig er sundt nok – selvom det kan være hårdt engang i mellem.

Status er altså at vi er sluppet for senfølger. At hun har det godt. At hun udvikler sig helt normalt og hun heldigvis har glemt alt om, at hun er kommet ud lidt før end forventet. Og ved i hvad? Det har hendes mødre endelig også 🙂

For tidlig fødsel og senfølger